tirsdag den 19. april 2011

SENESTE FORHANDLING

Jeg skal være hvad jeg siger, så jeg kan sige hvad jeg er. Først når jeg er helt gennemsigtig, får jeg råd til den nye lampe jeg ønsker mig. Jeg ønsker blot at se. Et menneske må have et belysningskoncept. Giv mig et belysningskoncept! Så skal jeg se på dig dagen lang. Lang som den brillestang der skal bære hele glashuset.

fredag den 15. april 2011

NY FORHANDLING

Jeg lægger mig i dine hænder. Når jeg ikke bekymrer mig om mig selv, må du bekymre dig om mig. Idet jeg er så hengiven, har jeg brug for coaching, og jeg er fuld af tillid til at du leverer det aftalte, så jeg kan komme videre. Og idet jeg i mit fravær også er dig, er du således tvunget til at motivere mig og bære mig frem til næste runde på en indre bølge i udvikling, altid i udvikling, fuld af lykke, rummelighed og parathed. Jeg er en strandbred, nej, jeg er noget der løftes op på bølgen. Jeg forandrer mig, og jeg vil ikke vide noget om det. Jeg går videre, videre ind i dig.

tirsdag den 12. april 2011

FORHANDLING

Jeg ønsker at købe en ting fuld af indre kvalitet. Jeg betaler gerne ekstra for hengivelse. Den der fremstiller varen, må ikke bekymre sig om sit eget, men bør være fuldstændig uden for sig selv i hengivelse til at fremstille produktet. Man kan lægge en kæmpestor lort af guld, men jeg vil ikke vide af den når ikke den der fremstiller den, dermed har lagt sig selv hundred procent. Hvis ikke lorten på en måde også er tarmen. Det er ikke et spørgsmål om hvad den der fremstiller produktet, selv vil. Produktet er først rent når den der fremstiller det, helt forglemmer sig selv.

VED VEJEN

mandag den 11. april 2011

Diagnosticering

Læsning er en asocial ting, sluttede jeg forleden et indlæg. Det er næsten snyd bare at lade den stå der uden mindst et par uddybende bemærkninger til at stille ved siden af ... Læsning er forbrug på mere end et plan. Det er selvfølgelig et forbrug af bøger og blade som genstande. Men læseren forbruger også sig selv under læsningen. Spejler sig i det læste, holder sig selv op imod det og placerer sig selv i forhold til det i overensstemmelse med visse territoriale tommelfingerregler. Altså, det er en form for selvabsorption der kræver en ydre genstand, bogen, teksten, for at kunne aktualiseres ... Noget lignende lader sig naturligvis sige om al mulig anden slags kunst og underholdning, men læsning er særlig asocialt idet man under læsningen jo sidder for sig selv ... Sidder man for eksempel og læser i toget, udstråler man tydeligt at man ikke gider konversere med ham i sædet ved siden af, selvom han måske har noget at sige om vejrsituationen og jernbanevæsenets tilstand i Østjylland og meget mere. Man bliver ikke nødvendigvis et rart menneske af at læse mange bøger.

ER udkommet



Joe Hill: Horn. People's Press 2011 (orig. 2009). I min oversættelse. Gotisk-humoristisk gyser.

onsdag den 6. april 2011

Sammenstød

Metroexpress i dag: Hella Joof udtaler VIGTIGT AT LAVE SJOV MED TOSSERNE. Ved siden af overskriften MOBBEOFRE SKAL HAVE LETTERE VED AT FØRE SAGER.

mandag den 4. april 2011

OPLÆSNING TORSDAG (nyt sted)

Øverste Kirurgiskes 90. månedsoplæsning torsdag d. 7. april, kl. 20, finder undtagelsesvist sted i RUM, Esromgade 15, gården, Nørrebro. Til maj og resten af året er vi tilbage i Warehouse 9, men denne gang må vi vige pladsen for en længst aftalt forestilling.

GÆSTER:
Lars Frost
Eva Tind Kristensen
Mads Mygind
Christoffer Gertz Bech

FRA ØK'S EGEN VERDEN:
Louise Harbo
Jens Blendstrup
Thomas Krogsbøl

Fri entré, lækkert fadøl. Og som en ny service: Her er en lille film om hvad man gør når man står foran porten til nr. 15