Digtet i det vedvarende daggry

Nu er Digtet holdt op med at dreje rundt om sig selv og har anbragt sig permanent i overgangen mellem nat og dag. De orange sværd der hænger på væggen i Digtets stue er stråler fra solopgangen, duggen samler sig i store, skummende krus, glas af en overordentlig klarhed. Og nu samler opmærksomheden sig om kyllingerne, der ikke kan blive udruget på grund af det vedvarende daggry. Som æg er de fuldkomne, ethvert levende eksempel vil aldrig kunne konkurrere med ægget, hverken designmæssigt eller på anden vis, og æggene lader sig simpelthen elske og beundre på en mere utvetydig måde end kyllingerne, og i det hele taget er alting et skuespil af lys og skygge.

Digtet møder King Kong til hverdag

Det er sådan et lille digt, molekylært på enhver måde, og det er helt alene i et stort, behåret og bevægeligt landskab der leder besøgende ind i nogle enorme øregange. Dybest set er øregangene forbundne med abens mavesæk og andre dele af dens krop, men så længe det varer, er det sjovt at få Digtet til at runge højt gennem disse indadrettede kanaler og således opretholde en fortsat intuitiv arkivering af ikke-begivenhedernes gang.

Digtet i den forstende skov

Det er meget mystisk. Sådan ser det ud. Men der er en forklaring. Desværre er forklaringen meget lang og svær at forstå.

Digtets nøgne frokost

Det er bare en historie om en mand der lærer sit røvhul at snakke, og det lyder som noget ingen nogensinde før har hørt!

Digtet og månestenen

Det smukkeste er når Digtet holder op og bliver helt blegt, netop som alt det andet lige skal til at begynde. At juvelen er stjålen betyder ikke noget, det er juveler næsten altid, de lader sig jo ikke kopiere.

Digtet og det forsvundne naziguld

Ofte handler Digtet om det der er blevet væk, tit forklædt som noget der slet ikke findes endnu. Eller også genkender vi fremtiden idet vi, iført underlige gummidragter, endelig opdager vraget af den fordømte u-båd.

Digtet og kannibalerne

Det smager ret meget som grillet kyllingelår med fedtfattigt kalkunpålæg til. Men Digtet er nødt til at spise op for at have noget at handle om.

Digtet og Gyngehøvdingen

Frem og tilbage, frem og tilbage, frem og tilbage. Svend er ganske enkelt svimlende, det gamle lædersvin. Også de døde svenskere hænger uroligt på deres kødkroge. Måske er det et haiku-digt.

ER udkommet

R.L. Stine: Gåsehud Horrorland #7: Mine venner kalder mig Monster. I min oversættelse. Der kan være meget snask inde i så store æg. Om tilblivelsens gåde og den slags.

Digtet får nyt tastatur

Der er jo ikke flere bogstaver end der var på det gamle!

Digtet langt ned i halsen

Frygt Digtets størrelse, det ender nemt med at være spildte ord på penis.

MELLEMTID

Hvor kom jeg fra? Jeg holdt lige fri. Men jeg var vist begyndt på en føljeton om Digtets ekstraordinære oplevelser. Eller noget lignende. Jeg syntes mine digte trængte til at opleve noget nyt og spændende. Det var derfor. Det var grunden. Den egentlige anledning eller måske blot anledningen til noget mere egentligt, eller hvordan det nu hænger sammen som om det var klistret fast til hinanden, alting. Jeg går videre, det er gudskelov ikke nogen julekalender ...

Digtet og det knuste øre

Igen drejer det sig om en papegøje der er forsvundet, men for at det ikke skal være løgn, er øret også blevet væk.

Digtet og den blå papegøje

Der er en fugl der er blevet væk, og nu kan fuglen ikke længere gentage hvad der står i Digtet. Men til sidst bliver den fundet igen. Der er en fugl der er blevet væk, rrrrk, og nu kan fuglen ikke længere gentage hvad der står i Digtet. Men til sidst bliver den fundet igen. Og den er blå.