Kort systematisk fortælling

Historien starter med en elefant der har tyndskid. Den fortsætter på en parkeringsplads. Der er ikke noget særligt at fortælle om parkeringspladsen. Jeg tror nok det var her jeg en dag opdagede at Poul i grunden har ret små fødder, men ellers kan jeg ikke komme i tanke om noget. Hvis man vil have lidt spænding og action, kan man forestille sig at man undlader at komme penge i P-automaten, eller at en flok mænd i orange kedeldragter dukker op og begynder at skovle elefantlorten ned i sorte plasticsække. Hvad skal jeg gøre, jeg hader cirkus?

(Upubliceret tekst til Lab-oplæsning, juni 2002)

Jeg er et telt for fanden (fra Hittegodskontoret)

Jeg er et telt. Jeg er udmærket klar over det. Ja, jeg er et telt for fanden! Men jeg har også følelser ... Claus, hvordan kunne du glemme mig i bussen? Du havde din seksuelle debut inde i mig, kan du ikke huske det? På Roskilde Festival '97. Hvad ville du have stillet op uden mig i den situation? Og næste dag brækkede du dig på mig ... Men bagefter opdagede du hvor nemt det er at vaske mig. Jeg er af nylon, tåler næsten alt ... Eller hvad med den gang vi var i San Remo sammen? Dubrovnik, Goa, Algarve? Det hele så ens ud for mig, campingpladser ligner hinanden jorden rundt, men jeg fandt en ydmyg glæde i at stå på række sammen med de andre telte, mine artsfæller. Vi var noget, vi gjorde en forskel, uanset hvor stive du og dine venner var ... Jeg troede der var mere mellem os, Claus, efter alt vi har været igennem. Men det er hvad man kan forvente sig når man er af nylon. Ingen kommer nogen sinde til at elske mig. Jeg er på en eller anden måde uægte, næsten altid på tilbud, et nødvendigt onde, en tålelig løsning, et fornuftsægteskab. Jeg er løsningen på et praktisk problem, men ingen begærer mig eller nærer noget inderligt ønske om at besidde mig. Jeg figurerer på linie med opvaskestativer og cykelklemmer. Når jeg bliver glemt i bussen, trækker man blot på skulderen ... Claus, for fanden! Hvad skal jeg nu gøre? Hvem skal slå mig op, så jeg kan få lidt sus under skøderne? Hvem skal glatte mine folder? Du er en røv, Claus!

Fra udstillingen This Could Be Yours, Øksnehallen, februar 2006. Arrangeret af Lisbeth van Deurs og Malene Sakskilde der havde lånt omkring hundrede uafhentede genstande fra Hittegodskontoret og derefter sendt et billede af en tilfældig genstand til omkring hundrede skribenter. Til sidst mødtes alle i Øksnehallen hvor genstandene var udstillet med tilhørende tekster. Det var ikke kun forfattere der deltog, også politikere og andre mediepersoner bidrog, og jeg kan oplyse at tidligere politichef Hanne Bech Hansen, der medvirkede i sin egenskab af øverste chef for Hittegodskontoret, allerede ved denne lejlighed fik sin litterære debut med en tekst om at man skal huske sine ting. Jeg stod lige bag ved hende til ferniseringen med en hashklump i lommen.

Kort digt

herfor.