Thomas Krogsbøl: marts 2011

onsdag den 30. marts 2011

Evighedsmaskinen

Bauhaus: Bela Lugosi's Dead, Small Wonder Records 1979

Måske forestiller billedet af den derangerede Dracula på bagsiden af Seriemagasinet Solohæfte nr. 4 i virkeligheden Bela Lugosi og altså Dracula, der jo ikke eksisterer, pr. stedfortræder. Bela Lugosi, skuespilleren der skulle have identificeret sig så meget med rollen som Dracula i tredivernes filmatiseringer, at han angiveligt sov i en kiste derhjemme (et rygte viderebragt af Dan Turèll i Alverdens Vampyrer (Borgen 1978)). Det hjalp imidlertid ikke stakkes Bela Lugosi. Han måtte samme vej som alle andre, og det er om hans død at den ovenfor afbildede debutsingle med Bauhaus drejer sig ... Vi bevæger os rundt i populærkulturens labyrinter ... Bauhaus lyder fuldstændig som Bauhaus fra første øjeblik. Det er en flyvefærdig gruppe der træder frem her med denne over ni minutter lange skæring om en frikadellevampyrs død. Nummeret er uden overdubs, det er optaget ud i ét, så at sige live i studiet ... Det lyder pissegodt. Man bliver helt forelsket i døden ... Vi bevæger os rundt i populærkulturens labyrinter ... Bauhaus er det selvsamme, topteatralske gothrock-band der giver et nummer i filmen Hunger hvor Catherine Deneuve og David Bowie spiller et uhyggeligt vampyrpar. Eller det vil sige, Catherine er faktisk mere hårdnakket end David, viser det sig. David har knap været andet end hendes gigolo, og da han bliver træt og visner bort, må hun på jagt efter nyt, ungt kød. For hun holder aldrig op ... Sådan cirka, jeg er sjældent særlig koncentreret når jeg ser fjernsyn, hvilket man vil vide hvis man har læst min første bog ... Filmen har en vagt usædvanlig vinkel på vampyrismen idet den i flere scener tydeligt viser hvor dræbende kedsommelig og ørkesløs tilværelsen som udød kan være. Der er isnende koldt hjemme hos Catherine ... Okay, hun får så noget op at køre med Susan Sharandon til sidst, og vi overværer et par 'lesbiske' scener ... Men hvad så på næste søndag? Og næste igen? Mere sidde og stirre på hinanden i stuen ... Det er fandme noget underligt noget at sende i fjernsynet ...

søndag den 27. marts 2011

Domesticering 2

Jeg var ikke en skid bange. Jeg slugte alt hvad jeg kunne finde af horrortegneserier på en ret ufølsom måde. Det foregik på samlebånd. Mens jeg spiste cornflakes, mens jeg sad på lokum eller mens hvad som helst. Når det skulle være intenst, kravlede jeg op i et træ ude i haven og fandt en af de gode grene at sidde på og læse. Blev det for ubekvemt, kunne jeg kravle videre over på taget af huset hvor man sad udmærket op ad skorstenen og læste når det ikke var for varmt, så tagpappen kogte op og blev klistret. Heroppe kunne jeg være i fred. Læsning er i grunden en ret asocial ting.

(forts.)

torsdag den 24. marts 2011

Domesticering

Der var også en bagside, og allerede den er problematisk. Eller man kan sige at den rejser nogle spørgsmål. Uhyggen er bestemt til at overskue her. Dracula virker ærlig talt lidt komposteret. Eller dekomponeret, desavoueret, derangeret, desorganiseret. Som gjort til kompot af et komplot. Kaput!

Bedstefar tager sig simpelthen en lur i sin kiste mens jeg drikker cacao og læser bladet om alt det han engang begik. Ikke u-hyggeligt, faktisk. Han har stadig sit skoleslips på, og hans ene øje er blevet lidt dovent, så det hvide vender ud. Der er en uvant troskyldighed over Dracula i dette billede. Han stirrer opad med det øje som stadig er vågent, som så han op mod den klare himmel han ikke har set i hundredvis af år. Hænderne er lagt over brystet i en gestus der udtrykker inderlighed. Dracula er afbildet med den uskyld der pludselig kan komme over en hvidhåret og træt, gammel mand.

Han er svækket. Han får ikke jomfrublod nok og skrumper ind til en blød, lodden valnød. Noget er blevet amputeret. Han har det ikke mere. Hans initiativ er opbrugt. Han er ikke længere farlig, men fuldstændig under min tolvårige kontrol. Og imens drikker jeg cacao. Min mormor forkælede mig.

(forts. )

onsdag den 23. marts 2011

Præmaturt ejakulationsnyt

Et fantastisk billede. Hvilket liv! Hvilken død! Masser af alt det gode. Sex og vold, men på sådan en mere distingveret vampyrmåde. Og en sært dragende stemning af søgrøn uhygge som på bunden af et indhavs stillestående brakvand. Hugtandscharme så det basker. Hvilke underlige fisk lever og spræller mon på bunden af dette hav? Svømmer rundt mellem de ungarnske ordvækster der løber under det hele som en uforståelig undertekst? Det blad blev jeg simpelthen nødt til at købe i min præpubertære, tolvårige tilstand. Det var endda antikvarisk og derfor billigt. Én krone, står der. Så lidt for al denne herlighed.

Min mormor havde lige givet mig en halvtredser, og med sikre, søvngængeragtige skridt styrede jeg ned mod den fra tidligere ferier velkendte lille butik ved havnen i Nyborg, hvor en venlig dame solgte brugte bøger og blade til rimelige priser. Mest blade, tror jeg, af enhver slags. Og der fandtes mange slags blade dengang i halvfjerdserne. Men jeg interesserede mig altså for tegneserierne ... Nå ja, faktisk købte jeg Bræen af Johannes V. Jensen dernede. Også noget for raske drenge. For otte kroner. Litteraturen værdsattes alligevel højere i Nyborg på den tid.

Imidlertid kunne mit nyerhvervede Draculablad ikke undgå at blive en skuffelse. Jeg havde prøvet det så ofte før. Hele tingen kulminerede allerede på omslaget. Ligesom en indholdsfortegnelse nogle gange kan lyde bedre end resten af bogen. Hovedretten i bladet viste sig at være en luntetravende og meget trofast genfortælling af Bram Stoker's roman, en klassikergengivelse i stil med dem der bragtes i det nu for længst hedengangne Illustrerede Klassikere, en publikation af amerikansk oprindelse der op igennem tresserne og halvfjerdserne nåede at luntetrave sig igennem næsten 300 numre (nogle af dem endda dobbeltnumre!). Et meget velmenende og pædagogisk projekt, men sært hjælpeløst i forhold til tegneseriemediet (og en genre der senere blev meget morsomt parodieret i Rune T. Kiddes Litterærlige Klassikere).

Suk, endnu en omgang kaninknepperi. Et par minutters begejstring fulgt af en tomhed der allerede dengang lurede på mig om ethvert gadehjørne. Ikke nogen langstrakt, ekstatisk nydelse af et hidtil uset rædsels- og begærvækkende indhold. Ikke nogen indvielse i dybere søbunds-sammenhænge ... Men alligevel, hvilke øjeblikke af fryd! Hvor herligt var det ikke at fremdrage det sjældne Solohæfte nr. 4 fra de støvede bunker i den lille butik. Jeg følte mig som en Indiana Jones. Hvordan kunne nogen få det over sit hjerte at skille sig af med en kostelig skat som denne? At lade dette storslåede, gyldne løfte glide sig af hænde for et par usle håndører? Jeg var fuld af undren, men også af glæde og taknemmelighed. Jeg havde ledt efter det nummer længe!

(forts.)