Virkelighed under lup 3

Men for at vende tilbage til Henri Michaux-citatet fra før: Det implicerer en fanatisk grad af realisme, denne forestilling om at kunne gengive nøjagtig hvad der sker i løbet af et mescalin-trip. Men ikke en hvilken som helst slags realisme. Set udefra sker der nemlig intet her. En mand sidder ved kaminen i en stol med et tæppe over sig, måske mumler han lidt for sig selv engang imellem, måske savler han en smule uden selv at bemærke det. Engang imellem bladrer han i en bog med billeder. Eller det vil sige, han stirrer meget længe på den samme side i bogen. På et tidspunkt prøver han måske at skrive noget på et stykke papir, men man kan ikke læse hvad der står, bogstaverne kommer helt ud af form og bliver til lange, slyngede figurer, underlige dyr der kravler hen over arket. Næsten al action foregår udelukkende inde i hans hoved. Det er altså en slags indvendig realisme her er tale om, en fænomenologisk realisme kunne man eventuelt også kalde den hvis ikke det var så svært at udtale. Det er selve måden at opfatte virkeligheden på der undersøges. Hvad foregår der derinde? Hvilke processer sættes i gang når impulserne rammer en? Og faktisk også en mikrorealisme. Virkeligheden, den ydre såvel som den indre, kan deles op i uendeligt mange bidder (op til 50 onomatopoietika pr. halve sekund!), ligesom den vej Achilleus skulle tilbagelægge da han løb om kap med skildpadden og ikke kunne vinde. Så nu er det jeg spørger: Realisme, hvad skal det egentlig sige? Hvorledes indføre en begrænsning uden at det bliver u-realistisk? Og nu er det jeg siger: Jeg føler at alt hvad jeg nogen sinde har skrevet, er umådeligt realistisk.