onsdag den 31. august 2011

Oplæsning TORSDAG

Øverste Kirurgiskes 93. månedsoplæsning, torsdag d. 1. september, kl. 20, Esromgade 15, over gården.

GÆSTER:
Jan Thielke
Olof Olsson
Cecilie Lolk Hjort
Birthe Kont

FRA ØK'S EGEN VERDEN
Sternberg
Jens Blendstrup
Thomas Krogsbøl

lørdag den 27. august 2011

JEG ER EN VILD TING

yeah ... yeah ... øh ...
uhuhuuuuh ... altså ...

(jeg kastede engang op på en hamster)

Grækenland (allegorisk fremstilling)


fredag den 26. august 2011

HELE BILLEDET

jeg genkender universet
den samme seng
den samme kommode
de samme skinnende kogeplader
de samme planeter på Weber-grillen
de samme sadelformede objekter i horisonten
det er et illustreret univers
en lysende krop af fortid

MERE NØGENHED

jeg er nu 25% mere nøgen
man kan se noget af knoglerne

onsdag den 24. august 2011

lørdag den 20. august 2011

NU SKAL VI RIGTIG HYGGE OS



Aphex Twin: Come to Daddy, Warp 1997

Melancholia

Åbningsscene: nærbillede af Kirsten Dunst med lidt pjusket og fedtet hår. Hun åbner laaangsomt øjnene og stirrer dopet og sløv ud på publikum mens Wagners Tristan og Isolde buldrer ud af højttalerne. Så begynder fuglene at falde ned, den ene kæmpestore fugl efter den anden dratter ned fra himlen bag hende. Døde. Og hun er ligeglad, medicineret og uafficeret stirrer hun bare ud på os fra et sted under de halvt lukkede øjenlåg. Og sådan bliver filmen ved: et værk der frejdigt spankulerer af sted på randen af sin egen parodi. Og dét samtidig med at der ugenert luftes en uanbringelig patos af Wagner-størrelse. Fuck, hvor kunne jeg godt lide den film.

torsdag den 18. august 2011

Mere NYT

Hør og kig mere på Lille Kommune

ER udkommet



Sternberg: Et punkt overrendt af ingenting, Biblioteket Øverste Kirurgiske 2011. Titlen er et omskrevet Laugesen-citat, og det er ingen tilfældighed. Som bekendt har Sternberg tidligere udgivet "Buddha med hund" (2007) sammen med Laugesen på Forlaget Nord der i sin korte levetid, med store kontorlokaler på Strøget, nåede at arrangere flere af disse 'skriv sammen-bøger' (og hvorfor så ikke inddrage Laugesen? Hvis man skal gå konkurs, så gør det dog med manér!). Sternberg er Laugesen-fan, og denne digtsamling er netop bare det, en digtsamling: "...rapfodet underfundig," som Bukdahl skrev i Weekendavisen i fredags. Og "...samlingens fint urolige ikke-konceptualitet: simple ting for fuld udblæsning - og for fuld forgrubling" (ja, det er nogle gange lidt svært at sakse fra en Bukdahl-anmeldelse pga. anmelderens egne forgrublinger). Omslag af Claus Ejner. 80 s., kr. 150. Bestil her: oeverstekirurgiske @ gmail.com.

søndag den 14. august 2011

NYT NYT NYT

Sommerens nye plade:
MX: Ni runder modsols - MX Antologi - MM-MMX



udgivet af selskabet Lille Kommune. MX er Michael Mørkholt (a.k.a. Solhorn, Yogibus m.m.) og Theis Boisen Hansen. Denne debut-LP fra duoen er i realiteten en antologi af forskellige eksperimenter med båndoptagere som de to har foretaget sammen igennem ti år, fra 2000-2010, hvilket forklarer MM-MMX. Pladen har en frisk lyd, umiddelbart fornemmes musikken som en skramlet, pulsende garagetechno, men ved nærmere lytning opløser den sig i lag af båndoptagelser, forlæns og baglæns og i loops, af alt fra hoppende bordtennisbolde til pygmæsang og mocambiquanske kropsfløjter (tror jeg nok), tilsat rigelig banjo, lidt violin og harmonika, blæsere, guitar ... Kort sagt, det store eklektiske suppekøkken. Men ikke serveret i løsrevne dele, for her er også en klar, samlende dynamik på færde som fans af fx. Frisk Frugt bør kunne digge (wow, det lød rockanmelder-agtigt) ... Alle numrene bærer poetiske titler som

stormklokke over klinge

bjerget skal smelte

at træde så mangen sti vild

Hør selv her ... Duoen har tidligere udgivet en 7"-single som Motokross Power Duo i 2004. Numrene herfra er dog ikke at finde på albummet, der imidlertid er så glimrende at også denne uskyldige, bette single fra det ikke længere eksisterende Århus-label Champion Robot nu risikerer at blive et samleobjekt.



I forbindelse med Strøm-festivalen optræder jeg med Solhorn/Michael Mørkholt på søndag d. 21. som del af et flydende program af bands og DJ's, arrangeret af Det Elektriske Barometer. De kalder det STILLE STRØM, og det er kl. 15-17 på Ofelia Beach ved Skuespilhuset hvor alle overlevende fra nattens Aphex Twin-show kan komme kravlende hen for at få det sidste af festivalen med (jeg har selv billet til Aphex Twin, gisp!) ...

GAMMELT

Det er hårdt at holde ferie. Man er nødt til at holde ferie oven på ferien for at komme sig. Og så åbner jeg endelig for bloggen igen og ser det norske digt om bjørnen på fjeldet der spiser Stortinget, og Bruce Willis der vågner osv. Gennem en feed back-effekt fra virkeligheden er det blevet ret uhyggeligt at læse nu, som om virkeligheden nu protesterer og selv vil være litteratur og ikke bare sådan noget almindeligt kedeligt hejs med at gå ned i Fakta, ændre sit mobilabonnement eller koge et par æg ... Tiden mangler ydmyghed, suk ...

STILHED, ØRKEN OG PARKERINGSKÆLDER

jeg siger ingenting
jeg lyver ikke
stilheden er sand

også ørkenen er rigtig
altid det samme sand
more or less

parkeringskælderen
har ikke myrdet nogen endnu
den virker kun langsomt