Melancholia

Åbningsscene: nærbillede af Kirsten Dunst med lidt pjusket og fedtet hår. Hun åbner laaangsomt øjnene og stirrer dopet og sløv ud på publikum mens Wagners Tristan og Isolde buldrer ud af højttalerne. Så begynder fuglene at falde ned, den ene kæmpestore fugl efter den anden dratter ned fra himlen bag hende. Døde. Og hun er ligeglad, medicineret og uafficeret stirrer hun bare ud på os fra et sted under de halvt lukkede øjenlåg. Og sådan bliver filmen ved: et værk der frejdigt spankulerer af sted på randen af sin egen parodi. Og dét samtidig med at der ugenert luftes en uanbringelig patos af Wagner-størrelse. Fuck, hvor kunne jeg godt lide den film.