I ØSTEN STIGER SOLEN OP forts.

Jeg ser det sådan her: Vi har i ti år haft en borgerlig regering, og i al den tid har man passivt set til imens Danmarks konkurrenceevne er blevet udhulet indefra. Vi behøver skam ingen produktion her. Vi skal alle sammen sidde og lave et eller andet på en laptop når vi ikke dyrker sport. En borgerlig regering?!? Ikke engang praktikpladser til de unge har man gidet prøve at få vennerne i erhvervslivet til at skabe. Det giver ingen mening. Det er simpelthen mystisk. I stedet har vi befundet os i et lettere hallucinatorisk univers af værdikamp, kulturkanon og forloren nationalromantik. I lang tid understøttet af friværdi og lånefinansieret forbrug. Hvor blev snusfornuften af? Sætte tæring efter næring? Smøge ærmerne op? ... Jeg indrømmer at dele af venstrefløjen udartede i halvfjerdserne, og et stykke op i firserne med, men det sidste tiår er det den anden fløj der har skejet ud i principrytteri og ideologisk fantasteri. Med en quijotisk krig i Irak til følge, af mange forvekslet med machismo. De glemmer bare at en rigtig macho ikke er en hystade, men en der rejser sig laangsomt op inden han stikker på tæven. Hvis man nu absolut vil være den rolle ... Fogh forduftede. Lars Løkke og finanskrisen tonede frem. Noget af røgelsen forsvandt, men man kunne stadig finde kræfter til at hitte på et perfidt pointsystem hvis fremmeste formål er ren og skær chikane og sindelagskontrol. Ganske vist mest af hensyn til Pia Kjærsgaard og de muntre præstefætre, men alligevel ... En pinlig historie. Var det ikke Poul Schlüter der sagde at han ikke var mere konservativ end det gjorde noget? Og at ideologi er noget bras? Den form for pragmatisme finder man i dag hos Helle Thorning. Jeg har faktisk savnet den.