apropos BAGGESEN (lille album)

I juli 1782 fik man på et stormøde i Wilhelmsbad sat skik på det tyske frimurervæsen. Engang i efteråret 1977 deltog jeg i en bytteaften for frimærkesamlere, både unge som gamle, og det begyndte så småt at gå op for mig at det nok ikke var her min fremtid lå.

OM JYDERNE

Ja, hvad med dem? Egentlig ikke noget, det var bare en overskrift som passede godt til overskriften på det foregående indlæg. Jeg sidder her og træller med oversættelsesarbejde og kan ligeså godt genere den litterære offentlighed med lidt udgydelser af den mere lemfældige slags. For at fordrive tiden til om bag en grænsebom. Jeg har ikke sagt noget om nogen.

OM J Ø D E R N E (Charicathuur og inthegration)

”Jeg gjorde ved samme Lejlighed Bekendtskab med en overordentlig J ø d e … Vi kom herfra i en lang Samtale om den jødiske Nation i Almindelighed, dens besynderlige Historie, dens nærværende Tilstand, de Hindringer, vore Fordomme lægger i Vejen for dens Kultur, og især om de evige Forhaanelser, hvormed den saa uanstændigt forfølges i vore R o m a n e r og S k u e s p i l, hvori en Jøde næsten aldrig fremstilles uden til Latter for Pøbelen. Vi forende os i at ønske denne uanstændige Skiks Afskaffelse – og virkelig var det vor Religion og vort Aarhundrede mere værdigt, om flere Mænd af Geni vilde træde i Lessings fodspor,  og ved en opmuntrende, skaanende, meget hensigtsfuldere Behandling tilintetgøre den Forbitrelse, hint misbrug dels afstedkommer, dels vedligeholder. Jeg græmmer mig inderlig, hver Gang jeg ser den hele Nation saaledes mishandlet paa Skuepladsen. Ikke at tale om de ubehagelige Følelser, det maa opvække hos enhver omskaaren tilstedeværende – en Følelse, hvis Bitterhed jeg deler i et sådant Øjeblik – i denne Henseende er det blot u r e t f æ r d i g t, u b i l l i g t, u m e n n e s k e l i g t; men er det ikke det sikreste Middel til at forekomme al Forbedring, til at knække Modet aldeles paa de enkelte, som kunne have Lyst til at forlade den gamle Slendrian, er det ikke en slags Opfordring til Hævn – og fra denne Side betragtet højst u p o l i t i s k? P o l i t i k skulde man dog i det mindste kunne forlange af vor oplyste Tidsalder, om man og finder, at Menneskelighed er for meget forlangt.”

Fra Jens Baggesens autofiktive rejseroman Labyrinten (1792-93), kapitlet om Hannover. Det lyder sært bekendt, ikke sandt? Står det ikke i vejen for en bedre integration af de iflg. forfatteren lidt utilpassede jøder – det han henviser til som ’den gamle Slendrian’ – at gøre nar ad dem hele tiden? Og hvad gør det Baggesen til? En kosher-hippie fra 1700-tallet!

Det viser i hvert fald en udvikling hos Baggesen selv, for i et af de første kapitler af Labyrinten optræder en pænt trivialiseret jøde ombord på båden til Kiel. Jøden ligner en bums, og under overfarten som varer det meste af et døgn, spiser han kun lidt brun sukker. Men til sidst viser han sig selvfølgelig at være rigere end alle de andre passagerer tilsammen, rig på skillinger han har ’tilsjakret’ sig. Som der står.

Bogen er faktisk en slags dannelseshistorie. Baggesens rejse skal gøre ham klogere på livet, og det bliver han. Det siger han selv. Indimellem – fra omkring midten af bogen – lyder han mange steder endda ret overbevisende. Fortælleren skifter karakter, bliver mere personlig og bekendende. Og slapper af med de der jødehistorier. Bortset fra en socialt indigneret reportage fra ghettoen i Frankfurt.

Hvad mere? Det er interessant at han i det citerede stykke lader til at have en anden opfattelse af hvad politik vil sige, i forhold til den for tiden gængse opfattelse. Det lyder som om han mener at politik er noget rationelt som er sat i verden for at løse problemer i stedet for at skabe dem! Og nå, ja, tilbage til timen: Lessings fodspor? Det må dreje sig om dramaet Nathan den Vise.

I AFTEN

det her