”Jeg
gjorde ved samme Lejlighed Bekendtskab med en overordentlig J ø d e … Vi kom
herfra i en lang Samtale om den jødiske Nation i Almindelighed, dens
besynderlige Historie, dens nærværende Tilstand, de Hindringer, vore Fordomme
lægger i Vejen for dens Kultur, og især om de evige Forhaanelser, hvormed den
saa uanstændigt forfølges i vore R o m a n e r og S k u e s p i l, hvori en
Jøde næsten aldrig fremstilles uden til Latter for Pøbelen. Vi forende os i at
ønske denne uanstændige Skiks Afskaffelse – og virkelig var det vor Religion og
vort Aarhundrede mere værdigt, om flere Mænd af Geni vilde træde i Lessings
fodspor, og ved en opmuntrende,
skaanende, meget hensigtsfuldere Behandling tilintetgøre den Forbitrelse, hint
misbrug dels afstedkommer, dels vedligeholder. Jeg græmmer mig inderlig, hver
Gang jeg ser den hele Nation saaledes mishandlet paa Skuepladsen. Ikke at tale
om de ubehagelige Følelser, det maa opvække hos enhver omskaaren
tilstedeværende – en Følelse, hvis Bitterhed jeg deler i et sådant Øjeblik – i
denne Henseende er det blot u r e t f æ r d i g t, u b i l l i g t, u m e n n e
s k e l i g t; men er det ikke det sikreste Middel til at forekomme al
Forbedring, til at knække Modet aldeles paa de enkelte, som kunne have Lyst til
at forlade den gamle Slendrian, er det ikke en slags Opfordring til Hævn – og
fra denne Side betragtet højst u p o l i t i s k? P o l i t i k skulde man dog
i det mindste kunne forlange af vor oplyste Tidsalder, om man og finder, at
Menneskelighed er for meget forlangt.”
Fra
Jens Baggesens autofiktive rejseroman Labyrinten
(1792-93), kapitlet om Hannover. Det lyder sært bekendt, ikke sandt? Står det
ikke i vejen for en bedre integration af de iflg. forfatteren lidt utilpassede
jøder – det han henviser til som ’den gamle Slendrian’ – at gøre nar ad dem
hele tiden? Og hvad gør det Baggesen til? En kosher-hippie fra 1700-tallet!
Det
viser i hvert fald en udvikling hos Baggesen selv, for i et af de første
kapitler af Labyrinten optræder en pænt
trivialiseret jøde ombord på båden til Kiel. Jøden ligner en bums, og under
overfarten som varer det meste af et døgn, spiser han kun lidt brun sukker. Men
til sidst viser han sig selvfølgelig at være rigere end alle de andre
passagerer tilsammen, rig på skillinger han har ’tilsjakret’ sig. Som der står.
Bogen er faktisk en slags dannelseshistorie.
Baggesens rejse skal gøre ham klogere på livet, og det bliver han. Det siger han
selv. Indimellem – fra omkring midten af bogen – lyder han mange steder endda ret
overbevisende. Fortælleren skifter karakter, bliver mere personlig og
bekendende. Og slapper af med de der jødehistorier. Bortset fra en socialt
indigneret reportage fra ghettoen i Frankfurt.
Hvad
mere? Det er interessant at han i det citerede stykke lader til at have en
anden opfattelse af hvad politik vil sige, i forhold til den for tiden gængse
opfattelse. Det lyder som om han mener at politik er noget rationelt som er sat
i verden for at løse problemer i stedet for at skabe dem! Og nå, ja, tilbage
til timen: Lessings fodspor? Det må dreje sig om dramaet Nathan den Vise.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar