MIN INDERLIGHED

Jeg holder gryden i kog. Jeg holder gryden i kog. Jeg holder gryden i kog. Jeg holder gryden i kog. Jeg holder gryden i kog. Jeg holder gryden i kog. Jeg holder gryden. Den er varm. Den er i kog. Mine hænder bliver varme. Jeg bliver varm. Jeg er i kog. Jeg og gryden er i kog. Gulvet bliver varmt. Gulvet koger ikke, det er for hårdt. Men det bulner op. Nu bliver det sværere at stille gryden fra sig. I kog holder jeg gryden i kog. Jeg stiller den ikke fra mig. Det damper op af den. I kog holder jeg gryden i kog i det aftalte tidsrum. Det holder jeg mig for øje mens jeg koger og holder gryden i kog. Jeg holder mig for øje og holder gryden i kog, jeg koger og holder, jeg koger og holder i det aftalte tidsrum i rummet hvor gulvet bulner. Dampene er flotte, I kan holde jeres brød ind over gryden. I kan holde jeres brød ind over gryden som jeg holder i kog mens jeg holder mig for øje at holde mig inden for det aftalte tidsrum. Jeres brød bliver flotte af de flotte dampe, jeres hænder bliver flotte af at holde på det flotte brød, jeres munde bliver flotte af at spise det, og jeres maver holder det. I og jeg og gulvet og gryden og hænderne holder alting, alting er noget der bliver holdt, og jeg har mig selv i hånden, klar til at blive kastet og grebet inden for det aftalte tidsrum.

Min alderdom (sfinxerindringer 9)

Fluerne summer
om mit hoved

føder på min ånde.
Den forlorne hare

stivner og lammes i
skæret fra mit gebis.

Jeg banker min rollator
ind i din knæskal

foran Føtex
på Vesterbrograde

men det er ikke
fordi jeg er indianer.

Militærtjeneste, session (sfinxerindringer 8)

Tombola for livet
og også lidt døden

der ikke kan læses
i al ulæselighed

amen. Ammunition
og vi ses igen

en dag solen skinner og
jeg er atten og nøgen

og atter går bort
med et nummer i guld.

Portræt

"Tak! - fordi du bidrager med dit ansigt til min serie af portrætter tegnet på en antik smartphone anno 2004."

Søren Helvildt Raagaard

Ungdom (sfinxerindringer 7)

I dag forstår folk kun noget når deres chimpanse mimer det for dem.

Snart forstår folk kun det som deres chimpanse mimer for dem.

Ingen forstår noget uden at en chimpanse mimer det for dem.

Gentagelsen gør efterhånden chimpanserne overflødige.

Uddannelse (sfinxerindringer 6)

Jeg gik i mine hænders
og fødders gode skole

de lærte mig at gøre
som der blev sagt

selvom jeg endnu
manglede ører.

Et blik siger mere
end to øjne.

Bogstavmagt (sfinxerindringer 5)

På den sammenkrøllede chipspose i grøftekanten står der skrevet i guld at man ikke må smide posen i naturen.

Det medfører at den skinnende pose ikke kan være blevet smidt, men blot at nogen af tvingende grunde midlertidigt må have anbragt den her i den stålblanke grøftekant.

Også det er godt når nu det er sådan. Mange skoler må nøjes med sådanne bøger.

Grundlagspoesi (sfinxerindringer 4)

Jeg ser ikke poesien
under mine såler

mønstret eller sporene
de døde fugle

nedskrevet til
jordhastighed

viklet ind i
fortræffelighedens væv.

Bedre end snegl eller orm (sfinxerindringer 3)

Jeg har to gode fødder
jeg er godt stillet.

Mageløst opret
ophængt i luften

betræder jeg
formidabel jord.

Uselviske jord
der bærer mig

himmelfalden
over mine fødder.

ØK #100 TORSDAG

Øverste Kirurgiskes månedsoplæsning nr. 100, det er i Mayhem, Ragnhildgade 1, på torsdag d. 7. juni, kl. 20.

PROGRAM:
Rasmus Nikolajsen
Gerd Laugesen
Sara Mejlvang Møller
Teater ONT: Niklas Åkesson & Per Alvsten (performance)

T/S Sterndolph (Sternberg, TS Høeg & Peter Adolphsen)
Thomas Ahrensbøll Hansen
Jens Blendstrup
Thomas Krogsbøl

INDEN oplæsningen er der koncert udenfor med

Den Satans Mads
&
Mads Mouritz

+DJ's fra kl. 18. Baren er åben under hele forløbet og grillen tændt under noget saltmad som kan stimulere tørsten.

Ikke fugl, ikke fisk, ikke amøbe (sfinxerindringer 2)

Jeg har en hånd i stedet for et hoved
men en god hånd, med fem fingre

frugten af flere millioner års
gode udvikling

og en flink biologi
i hovedsagen uden hænder.

Nu er de tomme (sfinxerindringer)

Jeg lægger mig for at ligge, skyerne skygger
for tågen, og toget kører videre.

De parkerede biler er indhegnede som farlige dyr
og jeg indhenter mig selv i et slags kartotek.

Der er ikke længere nogen der er fulde
når de er på arbejde.

SÅ

Vi har gjort det i mange år for ikke at gøre ikke noget.

Vi gør det for ikke ikke at have gjort det, så vi ikke blev ingen eller bliver det.

Vi gjorde det, og vi gjorde det ikke, for vi gør det stadigvæk og stadigvæk ikke.

Vi har gjort det altid og ikke altid, men nu!

Jeg så tallet hundred i guld!

NÅ

Jeg må vel hellere komme i gang med bloggen igen. Jeg tog tilløb for et par måneder siden og var endda så dumdristig at kaste mig ud i en rugbrødsføljeton som kunne følge rugbrødsreformen til dørs, så vi alle sammen kan få bedre tænder og harmoniske oplevelser under vores toiletbesøg ... Men så gad jeg ikke alligevel, for det kunne jo endnu ikke betale sig at arbejde, det ville sikkert bare være endt med at jeg skulle have betalt topskat ... Arbejde adler, men adelen arbejder sgu ikke, lød et af min morfars valgsprog, min morfar som var socialdemokratisk sognerådsmedlem et sted i omegnen af Nyborg ... Hmm ...