TOTAL OMGÅENDE KOMMUNIKATION OVER DET HELE FRA NU AF

New Age

Jeg har forsøgsvis blandet nogle begreber sammen på min blog. For hvad har ’new age’ at gøre med poesi? Jeg tror minsandten der står ’new age’ i stedet for noget andet. Men hvad? ... Brugen af dette udskældte, forkætrede begreb får i nogen grad mit poetiske blog-projekt til at fremstå med en karakter af parodi. Fordi jeg af og til føler trang til at understrege det utopiske ved den poetiske gestus, ved den type handling. For hvad er det man forestiller sig at opnå ved at skrive et digt? Hvad er det digtet skal gøre? Hvilken virkning skal det afstedkomme? Hvilket fællesskab forbinder læser, digt og forfatter? ... Poesi er frembringelse, ikke kun skildring af noget andet. Det er new age på en måde også. Jeg skriver digte, new age-folk laver midlertidige religioner. Jeg påpeger en lighed her, men håber ikke desto mindre at forskellen efterhånden bliver tydelig. Og forskellen ligger først og fremmest i modtagerens situation. Religioner er sociale institutioner, praktiske størrelser der udstyrer sine tilhængere med leveregler og anvisninger på det gode liv. For digtets vedkommende er det meget mere uklart hvad modtageren skal bruge det til. Det er derfor jeg foretrækker digtet. Det tillader mig at bevare et mål af frihed ... Men samtidig må jeg alligevel anerkende enhver form for fantasteri, i det mindste på et teoretisk plan, eftersom jeg selv begår utopiske handlinger i et væk. Jeg vil gerne bygge en carport til verden, lave små verdener ved siden af verden. Og i en vis forstand er disse små verdener ikke mindre sande end andre slags verdener. Sproget tillader mig at frembringe dem, hvad mere behøver vi at vide? Muligheder og idéer er ikke-fysiske genstande der besidder en vis grad af realitet i og med at de lader sig fremsætte. Nogle gange er digte øjeblikkelige utopier, små glimt af en anden måde at kommunikere på. Sådan lige her og nu, ikke senere i dag, ikke i går.

DEN SIDSTE HAL

Genudsendelse

Her er en tekst jeg skrev til poesi.dk dengang Øverste Kirurgiske rundede månedsoplæsning nr. 50 på Lab. Det er det tætteste vi er kommet på noget manifest-agtigt om hvad disse oplæsninger går ud på.

LAB POLITICS
Øverste Kirurgiskes månedsoplæsninger på Lab startede i marts 2000. Det var dog langt fra ØK’s første oplæsningsarrangement som sådan. Tidligere havde vi på arrangørplan været involveret i oplæsninger så forskellige steder som Kunstkorridoren Nådada, Medborgerhuset i Nordvest, Palæ Bar, Charlottenborg og H.C. Ørstedsparken. Sidstnævnte arrangement lød det mundrette navn ”Ørevox i Ørstedsparken”. Men Lab skulle blive vores skæbne.

Muligvis inspireret af OULIPO’s månedlige oplæsninger i Paris, en foreteelse der har stået på siden 1960’erne, havde vi fattet en radikal beslutning. Vi ville lave et månedligt arrangement. Vi kunne åbenbart ikke få nok, navnlig ikke Jens Blendstrup og Thomas Krogsbøl der begge har optrådt næsten hver eneste gang siden da. At de har gjort dét, er sådan set heller ikke imod den oprindelige intention bag oplæsningerne. Idéen var at skabe en kontinuitet, en klubagtig atmosfære som baggrund for litterature in progress. Det skulle ikke kun dreje sig om forfattere der læste højt af deres udgivne værker, men i høj grad også være den fortsatte historie om litteraturens mulige og umulige afkroge - herunder ikke mindst de muligheder der ligger i selve oplæsningsformen.

Programmet den første gang i marts 2000 bød på Torsten S. Høeg, Robert Zola Christensen, Louise Thrane, Lars Bukdahl, Jens Blendstrup og Thomas Krogsbøl. Blandingen af etablerede forfattere, ØK’s eget personel og debutanter, navnlig dem vi trykte i vores eget tidsskrift, var ligeledes en del af Lab-politikken og har været det siden. Vi har også altid haft et godt øje til blandformer: oplæsning til musik, til video, i kor, og navnlig i starten var vi sjældent langt fra den egentlige happening. Som fx da Krogsbøl læste op fra beskrevne spånplader i stedet for papir. Eller som da Blendstrup lå nede i en papkasse. Eller som da konferencier Niels Ivar Larsen læste litauiske digte højt. På litauisk. Med blindoversættelse ved Krogsbøl, der måske også lukkede øjnene for Blendstrup dengang han smed tøjet og klatrede rundt oppe på et stilads og fortsatte sin oplæsning med (metaforisk) fråde om munden. Vi har set en video af billedkunstneren Berit Nørgaard der på klingende jysk genfortæller handlingen fra Pretty Woman i et fortroligt øjeblik hjemme i sit soveværelse, som om det var noget hun selv havde oplevet. Og vi har hørt både Pia Juul og Trine Andersen bryde ud i sang.

Men det har aldrig været meningen at vi skulle konkurrere med stand up-komikere, eller stand up-poeter for den sags skyld. Grundlaget har altid været poesien i sin egen ret. Det MÅ godt være morsomt, men det behøves ikke. Det må også gerne være sørgeligt eller knastørt eller elitært og indforstået. Der foreligger intet krav til oplæserne om at behage publikum mere end de selv har lyst til. Selvsamme publikum der som led i den almindelige jubilare jubilik også skal have et anerkendende klap på skulderen. Som en af bartenderne engang sagde: ”Jeg har aldrig serveret for nogen der drak så meget og samtidig holdt så meget kæft.” Også tak til Adam Drewes der i sin tid formidlede den første kontakt mellem ØK og Lab.

DEN SIDSTE HAL

DEN SIDSTE HAL

Programmet for Øverste Kirurgiskes 69. månedsoplæsning:

1. sæt
Katrine Marie Guldager
Janus Kodal
Maja Elverkilde
Anne Lise Marstrand-Jørgensen

2. sæt (v. ØK-sælskabet)
Thomas Ahrensbøll Hansen
Jens Blendstrup
Sternberg
Thomas Krogsbøl

Øverste Kirurgiskes oplæsninger er flyttet fra Lab, som ej længere findes (suk). Men i samarbejde med et par af folkene fra Komponent, og med Gøglerskolens venlige tilladelse, fortsætter vi oplæsningsrækken i DEN SIDSTE HAL på adressen Enghavevej 82. Det er for enden af Ingerslevsgade, lige over jernbanebroen, ind i gården, til DEN SIDSTE HAL. Vi ses torsdag d. 4. september, kl. 20. Slut kl. 4 på Flisen.

X-Files

En UFO er omtrent det samme som en ULO

SOLEN ER OGSÅ BLIND

blinde mennesker har tit
et bedre overblik

En jeg mødte

Digt

i dag vil jeg ikke
skrive et digt

jeg giver jer i stedet
et stykke hud

og lidt af den der
lækre røg
fra mine knæ

DEN SIDSTE HAL

Lokkedue

jeg må have den fugl
fylde min mund med fjer

for enden af fuglen
fortsætter alting

eller fuglen følges
af den snor den hænger i

DEN SIDSTE HAL

UDRÅBSTEGN

Nu er det officielt: Øverste Kirurgiske fortsætter sine månedsoplæsninger på adressen Enghavevej 82, lige over jernbanebroen, ind i gården, til DEN SIDSTE HAL. Vi ses torsdag d. 4. september, kl. 20

4 + 0

Nihilisme om formiddagen

Hvis jeg var en kvinde, ville jeg måske synes bedre
om at slikke pik? Hvorfor skal jeg altid være så sur?

Jeg kunne ligeså godt sige noget andet. Sproget
er alligevel altid hovedpersonen. Noget andet.

Imens et par byer sønderbombes og ødelægges og
fosvinder fra sproget. Nu tilhører de gud igen.

De gamle pornografer må finde andre opholdssteder.
Paven har gemt sig under en ekstra stor hat.

3 + 1

Liste (kort)

Både og
Eller
Mest af alt

Liste (kort)

Lolitadukke
Kagemand

Opinion

Angående disneyficeringen: Mickey Mouse og Anders And er med på alle mine plader hvis jeg spiller dem hurtigt nok. I morgen vågner jeg sikkert op og tror at jeg er et egern eller et rådyr. Der er bævervirus i mine cornflakes.

DØD

I kigger på en blodpølse fra de yderste Hebrider, nærmere betegnet en Stornoway Black Pudding fra øen Lewis & Harris. Indbyggerne har aldrig været særlig gode til at enes, så øen har to navne, alt efter hvilken ende man befinder sig på. Hertil kommer at man tidligere talte to forskellige gæliske sprog, som naturligvis begge er komplet uforståelige ... Dette sidste er selvfølgelig sagt med en slags stupid, turistisk ignorantisme, som jeg ynder at overdrive og karikere idet jeg ikke lægger skjul på det faktum, at jeg selv er turist. Jeg gider ikke at foregive interesse før jeg bliver interesseret. Så vågner jeg ligesom op og kaster mig gerne ud i risikable forehavender ... Man kan indvende, at det kun er moderat risikabelt at spise en skive blodpølse, men det kunne let komme til at virke pralende hvis jeg straks kastede mig ud i dramatiske skildringer af mere skumle situationer, jeg tidligere har befundet mig i. Og turistens hverdag består i søgen efter at befinde sig i situationer, hvori man kan siges at opleve noget. Små og store ting ... Blodpølsen her smager faktisk ikke værst. Den er ikke sød som man kender den herhjemme, men tværtimod temmelig krydret: masser af sort peber og tynde strimler skalotteløg som sætter sig fast mellem fortænderne. En ret tør konsistens som næsten undgår den melethed, der kendetegner så mange andre blodpølser. Hvis jeg strandede på en øde ø og kun havde en ilandskyllet blodpølse tilbage, så ville jeg afgjort foretrække en Stornoway Black Pudding ... Og havde jeg været en person i en dannelsesroman fra 1800-tallet, ville jeg ikke alene have fået en oplevelse, idet jeg spiste blodpølsen, men også en erkendelse. Mange af de omtalte dannelsesromaner er så lange at det bestemt ikke kan udelukkes, at forfatteren kunne have givet sig tid til at fundere over en skive blodpølse. Og som regel var der indlagt lange, detaljerede rejseskildringer, eftersom hovedpersonen i en dannelsesroman plejer at skulle på dannelsesrejse ... Men jeg ved ikke om jeg erkendte så meget. Jeg nåede kun til spørgsmålet om hvorfor folk i almindelighed finder blodpølse så frastødende. Er kropsvæsker mere ulækre end kød? Er det væmmelse ved det vampyristiske? Er sødmen tættere på forrådnelse og dermed død? ... Det var en sort pølse. På en hvid tallerken. Jeg spiste den. Den blev mig. Er det ikke hvad turisme drejer sig om?