DØD

I kigger på en blodpølse fra de yderste Hebrider, nærmere betegnet en Stornoway Black Pudding fra øen Lewis & Harris. Indbyggerne har aldrig været særlig gode til at enes, så øen har to navne, alt efter hvilken ende man befinder sig på. Hertil kommer at man tidligere talte to forskellige gæliske sprog, som naturligvis begge er komplet uforståelige ... Dette sidste er selvfølgelig sagt med en slags stupid, turistisk ignorantisme, som jeg ynder at overdrive og karikere idet jeg ikke lægger skjul på det faktum, at jeg selv er turist. Jeg gider ikke at foregive interesse før jeg bliver interesseret. Så vågner jeg ligesom op og kaster mig gerne ud i risikable forehavender ... Man kan indvende, at det kun er moderat risikabelt at spise en skive blodpølse, men det kunne let komme til at virke pralende hvis jeg straks kastede mig ud i dramatiske skildringer af mere skumle situationer, jeg tidligere har befundet mig i. Og turistens hverdag består i søgen efter at befinde sig i situationer, hvori man kan siges at opleve noget. Små og store ting ... Blodpølsen her smager faktisk ikke værst. Den er ikke sød som man kender den herhjemme, men tværtimod temmelig krydret: masser af sort peber og tynde strimler skalotteløg som sætter sig fast mellem fortænderne. En ret tør konsistens som næsten undgår den melethed, der kendetegner så mange andre blodpølser. Hvis jeg strandede på en øde ø og kun havde en ilandskyllet blodpølse tilbage, så ville jeg afgjort foretrække en Stornoway Black Pudding ... Og havde jeg været en person i en dannelsesroman fra 1800-tallet, ville jeg ikke alene have fået en oplevelse, idet jeg spiste blodpølsen, men også en erkendelse. Mange af de omtalte dannelsesromaner er så lange at det bestemt ikke kan udelukkes, at forfatteren kunne have givet sig tid til at fundere over en skive blodpølse. Og som regel var der indlagt lange, detaljerede rejseskildringer, eftersom hovedpersonen i en dannelsesroman plejer at skulle på dannelsesrejse ... Men jeg ved ikke om jeg erkendte så meget. Jeg nåede kun til spørgsmålet om hvorfor folk i almindelighed finder blodpølse så frastødende. Er kropsvæsker mere ulækre end kød? Er det væmmelse ved det vampyristiske? Er sødmen tættere på forrådnelse og dermed død? ... Det var en sort pølse. På en hvid tallerken. Jeg spiste den. Den blev mig. Er det ikke hvad turisme drejer sig om?