Hvorfor de billeder af månen? Jeg ved ikke om de er særlig eksemplariske, men i det mindste illustrerer de tankegangen i det følgende: Jeg kan godt lide billeder der viser mig noget, jeg ikke ville have kunnet opfatte med det blotte øje. Der er også disse billeder,
Blitz i regnvejr, der viser regndråber stivnet i deres fald, så hver enkelt dråbe ses tydeligt adskilt fra de andre. Jeg prøver altid, med al min foragt for apparater, at presse det fordømte kamera til at vise mig noget som jeg ikke ellers ville kunne se, i hvert fald ikke helt på samme måde. Tit er de billeder jeg synes bedst om, i en vis forstand fejl. Nemlig den tekniske forstand, sådan som den fx. kommer til udtryk i manualen til kameraet. På størrelse med to digtsamlinger, mindst. Jeg ønsker ikke at bruge kameraet på den måde. Jeg trykker bare på en knap, skruer på noget, tager et billede, ser hvad der sker. Sådan har jeg gjort før med andre apparater. Det er en gentagelse. Jeg bruger kameraet som jeg engang behandlede en elguitar, med den samme foragt for apparater, forstået som anordninger beregnet til noget specielt, og med en autoriseret anvendelsesmåde. Det er en gammel idé der har sat sig fast – eller snarere en mistanke - om at lige netop fejlen er blevet vores største chance for at hitte på noget der for alvor er kreativt.
