ØL, SPEED, FISSE OG EKSISTENTIALISME I 80’ERNES GLASGOW

I sidste uge erhvervede jeg dette værk: The Jesus and Mary Chain, The Power of Negative Thinking: B-Sides and Rarities, en firedobbelt cd med alle gruppens singler + demoer, alternative versioner af kendte numre osv osv. Det har været en tidsrejse at sidde og lytte alt det igennem, sammenlagt fire timer, rigelige forsyninger af snerrende guitarlyd og vrængende vokaler. Og også lidt med den der trommemaskine som dominerede lydbilledet så meget på Automatic, det svageste af gruppens albums - men ubetinget også det mest vulgære, hvad man så end måtte vælge at lægge i dét. Men lad os lige få historien forfra. Det der var så afgørende sexet, da debutalbummet Psychocandy udkom i 1985, var pladens lyd. Et massivt lag guitarstøj, omtrent som en flok insekter optaget nede i en blikspand, meget forstyrrende for lytteren, navnlig det der foregik oppe i det diskante område (det afgørende finder i det store hele sted i den modsatte ende af lydspektret end i 90’ernes techno, nogen burde skrive Lydbilledets historie, bd. I-III). Og neden under støjhelvedet: en stak veldrejede popsange med mindelser om Beach Boys, Rolling Stones og andre tresserklassikere. Melodierne trådte frem på trods. Der var steder hvor man næsten ikke kunne høre dem, men ved gentagne gennemlytninger af pladen blev de tydeligere, lidt som at lege med usynligt blæk og den slags ting, der tit fulgte med Anders And & Co (og senere små stykker trækpapir med billeder af Anders And på). Den der blanding af pop og støj var ikke rigtig hørt før, i hvert fald ikke i det 80’er-landskab som jeg beboede. Det mindede mig om Velvet Undergrounds to første plader, den med bananen og den rabiate White Light White Heat, hvor en tilsvarende blanding af pop og støj forekom. Jeg skal nok lade være med at udbrede mig for meget om begrebet hvid støj, da det efterhånden er blevet skamredet lige rigeligt nok af forskellige rockjournalister. Men det var hvad det var: Hvid støj. Blege, bumsede ynglinge fra Glasgow med en usund livsstil. Som selvfølgelig leverede den obligate række af skandalekoncerter. For en nærmere forståelse af deres dårlige opførsel må man betænke 80’er-musikkens generelle fokus på det teatralske. Lidt ballade på scenen gjorde sådan set ikke showet dårligere, og så var der jo et let tilgængeligt samtaleemne til rådighed hvis der skulle bages på nogen. Hvilket musikken på en måde lagde op til. Tag nu fx. denne tekst, til nummeret Taste of Cindy: Crack of dawn, Cindy’s moving on, talking Cindy to everyone, till she’s had her fun .... I Just can’t get away, Cindy kills me everyday ... Knife in my head is a taste of Cindy. Teksten står som på coveret, uden liniebrud, men med prikker og kommaer. Og det store spørgsmål: er det en pige eller et narkotika eller evt. begge dele der synges om? Hvis det er et narkotika, er det i hvert fald et kvindeligt narkotika. Hvis det er en pige, lyder hun lidt som en fjollet tøs der rimer på silly. Men det er daggry, trippet er ved at klinge af. Og så bliver man kold. Søvnig. Og liderlig. Og så læææænges man. Man er ikke længere gud. Man er helt lille. Og så går man hjem og sætter pladen på, sidder og halvsover med en sidste joint eller øl i hånden mens man lytter til den døsige, onanistiske musik med den flagrende, ulegemlige lyd, som man understreger ved at skrue helt op for diskanten på sit anlæg. Og så går man i seng når overboen går på arbejde. Suk. Det var tider. Min depression varede kun et par år.

Forts.


V. indgangen til King Tut’s Wah Wah Hut. Spillestedet i Glasgow hvor The Jesus and Mary Chain debuterede, ligger der endnu, og skulle I lægge vejen forbi Glasgow, kan jeg anbefale et visit. Der er koncert hver dag, og som det fremgår af billedet kan man frem til kl. 22 tage sin pint med ud, når der skal ryges. Baren byder også på en udmærket selektion af maltwhisky, det er ligesom i Skotland.