På Honey’s Dead fra 1992, det andet albummæssige højdepunkt med The Jesus and Mary Chain, høres det tydeligt at brødrene Reid er blevet bedre til at spille guitar. Trommemaskinen afbalanceres denne gang af passende mængder larmende elhegn og passager der omtrent lyder unplugged. Traditionalister ville hævde at nu behøvede de ikke længere at gemme sig bag støjen fra Psychocandy eller trommemaskinen fra Darklands (1987) og Automatic (1989). Nu var de et rigtigt rockband (der kunne spille lange soloer). Men siger man sådan, siger man også, at man aldrig har fattet en dyt af det hele. Det afgørende ved Psychocandy havde ikke noget med det instrumentale at gøre, det havde at gøre med pladens lyd. Fordi det var tydeligt at det her ikke specielt handlede om at spille på guitar, men snarere om at spille på stereoanlæg, om at manipulere lyden fra instrumenterne og om at bruge teknikken lidt kreativt. Det handlede ikke længere om at lave en plade der skulle simulere en koncertsituation hjemme i folks stuer. (Det er sørme så dejligt at det er i stereo, for så kan man bedre høre de enkelte instrumenter hver for sig. Vil du have en småkage mere?) Pladen var ikke et ersatz-produkt. Og den svagt skrattende lyd af pick up mod vinyl gik i øvrigt fint i spænd med støjen på Psychocandy. Man kunne også afspille pladen for hurtigt eller for langsomt, skrue på knapperne, lave sine egne små manipulationer. Noget der her på det senere nærmest er blevet en folkesport (lær mash up på aftenskole og mød masser af piger på lørdag). Om Psychocandy siger brødrene Reid selv et par ting i et interview i cd-sættes booklet. Navnet på pladen refererer til dobbeltheden af pop og støj, candy og psycho. Og at de efter dens udgivelse syntes, at de havde fået dén pointe afleveret. Der var ingen grund til at blive ved med det. At de med Darklands, det næste album, ville have fokus på deres kompositioner, melodierne. Derfor forsvandt den ekstreme forvrængning ... D
et er noget mærkeligt noget at sidde her og være klogere end bandet selv, men det virker som om de ikke rigtig forstod hvor konceptuelt et værk de havde begået med Psychocandy. De har nok aldrig gået på Glasgows i øvrigt ret gode kunstakademi, placeret i lækker jugend-arkitektur af byens legendariske hus- og møbeltegner Charles Rennie Mackintosh (lidt mærkeligt at hedde ’regnfrakke’ til efternavn, men altså, det kunne han jo ikke gøre for – dette er vist bare mere støj) ... Lad mig forklare: Det er ikke fordi der ikke findes interessante fortilfælde i vinylets historie (fx. I Am Sitting In a Room af Alvin Lucier (1971) eller Neu! 2 (1972)), men Pscychocandy var en af de plader der ændrede min egen måde at lytte til musik på. Min opfattelse af musik forskød sig i en mere arkitektonisk eller skulpturel retning. Som noget der kunne hænge stille i luften midt i al larmen, orkanens rolige øje i det hvide støjhav, en eleveret syrehøjslette hvor alle gik blege og nøgne rundt. The Jesus and Mary Chain som senere ville have mere fokus på deres melodier, havde de facto vænnet mig af med at lytte så meget efter melodien (meget af det punk og no wave jeg plejede at høre før, var heller ikke specielt melodisk, faktisk mindre melodisk end The Jesus and Mary Chain, men her lå pointen igen et helt andet sted, den var slet ikke så konkret og selvrefererende som Psychocandy) ... Nu støjede jeg igen: det konceptuelle ved Psychocandy består i den inddragelse af rummet mellem afsender og modtager der finder sted: Det foregår i anlægget det her, ikke på instrumentet. Det lyder mærkeligt, det hele har på en eller anden måde forskubbet sig. Vinylet, forstærkeren, mixeren, pedalerne er hele tiden meget nærværende, konkrete størrelser. Alt det der egentlig var udenomsting. Derfor er det i grunden på teatralsk vis henvendt til lytteren, der ikke bare kan sidde der og lade sig absorbere af det melodiske og leve med i dét. Musikken udfordrer ved at henvende sig. Man afkræves et svar ... Mange reagerede med vrede. SÅ SLUK DOG FOR DEN LARM!!! DET KAN DU DA IKKE MENE!!!forts. evt.
Forslag til videre læsning: Michael Fried, Absorption and Theatricality, The University of Chicago Press 1988. Lene Tortzen Bager, Kunstbegreb, henvendelse og repræsentation, Det Jyske Kunstakademi 2000.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar