DAYWALKER

Maleriet Daywalker af Christian Schmidt-Rasmussen. Fra udstillingen Daywalker, giv slip der åbner i dag på Overgaden. Kom og se billedet i farver! Det årlige træf for mindre kunstpublikationer åbner også i aften samme sted.

Mine erindringer 2

Engang var jeg ikke mælkemand og bragte aldrig mælk ud om morgenen, og det gjorde jeg overhovedet ikke i fire år – det længste tidsrum jeg nogen sinde ikke har haft et job. I fire år lå jeg i min seng klokken fire om morgenen seks dage om ugen, selv om det tit var svært. Men man lærer det aldrig, som så meget andet. Jeg måtte ikke være der, ellers gik det helt galt i mejeriet, for de var alt for mange til at klare det, og så kom alting for tidligt, og hele kvarterets mælkeforsyning blev en selvfølge.

Cleaves #2

er oppe. Bidrag fra Martin Glaz Serup denne gang.

Det er et bånd der taler 10

I den aldrig offentliggjorte dokumentarfilm Cocksucker Blues fra 1972 (som selvfølgelig kan ses alle mulige steder alligevel) følger man Rolling Stones på en USA-turné samme år. På et tidspunkt dukker en speedsnakkende pusher op på et af bandets hotelværelser i New York. Han fortæller om et monument han vil lave for byens mange døde junkier, simpelthen ved at samle alle de brugte sprøjter og bygge en kæmpestor amorf og hæslig skulptur af dem ... Men den bedste scene i filmen er nu den hvor Rolling Stones-medlemmerne smider et fjernsyn ud ad vinduet. Filmen starter med at de sidder og keder sig på et hotelværelse. Fjernsynet kører, og de snakker om hvad det dog er for noget lort der bliver sendt. Hvorfor ikke smide det fordømte apparat ud ad vinduet? Simpelthen! En spontan, revolutionær handling, ikke sandt? Der viser sig dog hurtigt at være en række problemer forbundet med det. For det første er der nogle kabler som ikke er til at få ud af væggen. For det andet kan det godt være lidt farligt at smide et fjernsyn ud ad vinduet på et højhus. Hvad nu hvis de rammer nogen? De bliver enige om at smide det ud til gårdsiden som virker tilpas øde, da de kigger ned. For det tredje er apparatet skidetungt så de må være to om at bære det ud på altanen og løfte det op over rækværket. Sikke et besvær. Det hele foregår i et meget roligt, for ikke at sige døsigt eller tømmermandsagtigt tempo. Stones-medlemmerne minder mere om en flok rådvilde flyttemænd end om vitalistiske rockstjerner. Som om det er noget de gør af pligt. Til ære for kameraet, måske? Nå, nu må vi også se at få smidt det fjernsyn ud ad vinduet inden kl. 16! Men til sidst, efter at have kontrolleret endnu en gang om der er nogen i gården (tak for det, hav en fortsat god dag!), ryger fjernsynet ned og smadrer behørigt, og situationen kan forløses med en passende mængde skoledrenget fnisen. Klip. Det bliver lidt festligere da de efterfølgende skal tjekke ud af hotellet, og Mick Jagger stikker damerne i receptionsskranken et stort, fjollet og småflirtende smil. Han prøver at lade som ingenting, men har tydeligvis svært ved at undertrykke en fnisen. Og så af sted! Rock’n’roll!!! Sympathy for The Devil!!!

Det er et bånd der taler 9

En båndoptagelse er altid allerede dokumentation, uanset formålet i øvrigt. Enhver begrundelse eller anledning er i yderste instans midlertidig. Tilbage står dokumentationen, resonansen. På den måde virker båndoptagelsen lidt som fotografiet. Det er en slags dødekult. Lidt uhyggelig, faktisk. Hvilket får mig til at tænke på Niels Simonsens Junkier i Esbjerg (1977). En bunke båndudskrifter med en gruppe narkomaner, optaget 1974-76. Og ja, det er digteren Niels Simonsen der står bag. Det røber sig på forskellig vis bogen igennem. Simonsen spørger fx. til narkomanernes åndsliv i kapitlet Kulturvaner. Det gør de altså sjældent på Station 2. Og han giver plads til morsomme anekdoter om junkier i usædvanlige situationer. Fx. ham der havde taget for meget stoppende ketogan og ikke kunne skide en hel uge, hvad han desuden var alt for skæv til at gide, så han til sidst måtte på skadestuen for at få det gravet ud med en spatel. Det er i det hele taget en lettere grotesk verden af apotekersus, kutterbræk, speedvaskeri og pludseligt opsvulmede arme og ben. Og mennesker der dagligt stivner som saltstøtter og ligesom træder ud af tiden hver gang det endelig lykkes dem at blive skæve. Uri Geller, stjernernes indflydelse og pyramidernes gåde bliver diskuteret undervejs. Og Simonsen der hele tiden spørger ind til detaljer, får dem til at sige mere. Der bruges meget plads på at forsøge at sætte ord på hvad det vil sige at være skæv. Hvordan føles et sus? Her bliver stemningen ligefrem poetisk:

”... jeg har set hvidt lys ligesom sne på det hele. Een gang. Og det var fordi jeg fik for meget. Der gik jeg i coma. Lige inden jeg gik i coma, ikke også. Det var oppe på Mikaels værelse. Og da kunne jeg se – jeg kunne mærke, jeg havde fået for meget. Det var bare, ikke. Og så kunne jeg se sådan et hvidt lys uden om alle tingene. Alle tingene var indrammet i sådan et hvidt lys. Og så gik jeg hen og kiggede ud ad vinduet, ikke. Ned på gaden. Og alle husene og træerne – det var ligesom, der lå sne på det hele, ikke. På alle tagene og sådan noget, ikke. Og så gik jeg bare ud, ikke også, bang.”

Teksten er skrevet ordret ud. Dette var de præcise ord junkierne brugte. Bogen er vel tænkt som en brugsbog, ikke mindst for andre junkier som her kan læse om hvordan man rengør sprøjter, undgår overdosis og andre praktiske emner. Så en junkie kan passe lidt på sig selv hvis han eller hun skulle få brug for sig selv igen på et senere tidspunkt ... Men jeg synes at fornemme en fascination af junkiernes sprog hos Simonsen. På mig virker det som om han i lige grad er optaget af den måde de taler på, som af de konkrete sociale og medicinske problemstillinger. Deres sprog er en interessant anomali. Det er spændende at få dem til at tale om at være skæv. Junkiernes verden fremstår som en kultur, de får lov at være mennesker her, uden at Simonsen svælger i medlidenhed. En underligt fængende bog der nu figurerer helt løsrevet fra sin oprindelige sammenhæng, eftersom mange af bogens oplysninger i dag er forældede. Og en god del af interviewpersonerne sikkert døde og for alvor borte. Det var bare ikke.

Mine erindringer 1

Jeg havde ikke en farm i Afrika ved foden af bjerget Ngong. Jeg ved ikke hvorfor selve Equators linie trak sig over højlandet femogtyve mil længere nordpå. Men min farm lå ikke to tusinde meter over havet. Midt på dagen kunne man aldrig føle det som om man var kommet højt op og tæt til solen, men eftermiddagene og aftenerne var heller ikke klare og svale, og nætterne var ikke kolde. Den geografiske beliggenhed og højden over havet forenede sig her om at frembringe et landskab der findes over hele jorden.

Det er et bånd der taler 8

”The Philosophy of Andy Warhol” er en ret fjollet bog. Side op og side ned om at købe undertøj i Macy’s, om møder med Elizabeth Taylor der ikke bliver til noget alligevel, om graviditet som vor tids største anakronisme o.s.v. o.s.v. Jeg begyndte at bladre i bogen da jeg så noget om Warhol på DR2. Og blev fanget da jeg kunne se på mængden af kradserier i bogens margin, at den må have haft betydning for mig engang i løbet af 90’erne. Ikke mindst Warhols holdning til tv-mediet var overrumplende. I min første bog, Fra væk til væk, spiller fjernsynet en vis rolle. Tekster skrevet mens jeg så fjernsyn, hedder et af afsnittene. Og det er ikke løgn. Teksterne ER skrevet mens jeg så fjernsyn. Det havde jeg flere grunde til. For det første interesserede tilstanden ’at se fjernsyn’ mig. Mange mennesker tilbringer en temmelig stor del af deres liv med netop dette, og alligevel er den form for tidsfordriv yderst sparsomt beskrevet i litteraturen. Man ser det mest udefra, som noget man peger fingre ad, som et tragisk tab af bevidsthed, en slags uegentlig væren. Og en ikke-tid. Mangel på kvalitet over hele linjen. Men måske var der alligevel et minimalt rum her. Modtagere af tv-signaler fordrejer jo i stort omfang de programmer de ser. Her er tale om en vis type kreativitet, opstået af uopmærksomhed og private associationer, en slags villet dumhed og afvisning over for et program, der ganske vist godtages som anledning, men ikke tages for pålydende. Den anden del af projektet har at gøre med at jeg i den bog prøvede at anvende indsigter, erhvervet fra min temmelig udspacede omgang med moderne kunst, filosofi og fysik, på ting der var så dagligdags og almindelige som muligt. Man kan godt sige at jeg derigennem udtrykte en vis respekt for hverdagen (i hvert fald undlod jeg at stå og råbe at alle er døde plasticrobotter, sådan som mange havde for vane i 80’erne), men formålet var meget fjernt fra at være ’realisme’. Der var nærmere tale om konceptkunst som poesi, et album der skulle demonstrere en række forskellige ’greb’.