Det er et bånd der taler 10

I den aldrig offentliggjorte dokumentarfilm Cocksucker Blues fra 1972 (som selvfølgelig kan ses alle mulige steder alligevel) følger man Rolling Stones på en USA-turné samme år. På et tidspunkt dukker en speedsnakkende pusher op på et af bandets hotelværelser i New York. Han fortæller om et monument han vil lave for byens mange døde junkier, simpelthen ved at samle alle de brugte sprøjter og bygge en kæmpestor amorf og hæslig skulptur af dem ... Men den bedste scene i filmen er nu den hvor Rolling Stones-medlemmerne smider et fjernsyn ud ad vinduet. Filmen starter med at de sidder og keder sig på et hotelværelse. Fjernsynet kører, og de snakker om hvad det dog er for noget lort der bliver sendt. Hvorfor ikke smide det fordømte apparat ud ad vinduet? Simpelthen! En spontan, revolutionær handling, ikke sandt? Der viser sig dog hurtigt at være en række problemer forbundet med det. For det første er der nogle kabler som ikke er til at få ud af væggen. For det andet kan det godt være lidt farligt at smide et fjernsyn ud ad vinduet på et højhus. Hvad nu hvis de rammer nogen? De bliver enige om at smide det ud til gårdsiden som virker tilpas øde, da de kigger ned. For det tredje er apparatet skidetungt så de må være to om at bære det ud på altanen og løfte det op over rækværket. Sikke et besvær. Det hele foregår i et meget roligt, for ikke at sige døsigt eller tømmermandsagtigt tempo. Stones-medlemmerne minder mere om en flok rådvilde flyttemænd end om vitalistiske rockstjerner. Som om det er noget de gør af pligt. Til ære for kameraet, måske? Nå, nu må vi også se at få smidt det fjernsyn ud ad vinduet inden kl. 16! Men til sidst, efter at have kontrolleret endnu en gang om der er nogen i gården (tak for det, hav en fortsat god dag!), ryger fjernsynet ned og smadrer behørigt, og situationen kan forløses med en passende mængde skoledrenget fnisen. Klip. Det bliver lidt festligere da de efterfølgende skal tjekke ud af hotellet, og Mick Jagger stikker damerne i receptionsskranken et stort, fjollet og småflirtende smil. Han prøver at lade som ingenting, men har tydeligvis svært ved at undertrykke en fnisen. Og så af sted! Rock’n’roll!!! Sympathy for The Devil!!!