Det er et bånd der taler 9

En båndoptagelse er altid allerede dokumentation, uanset formålet i øvrigt. Enhver begrundelse eller anledning er i yderste instans midlertidig. Tilbage står dokumentationen, resonansen. På den måde virker båndoptagelsen lidt som fotografiet. Det er en slags dødekult. Lidt uhyggelig, faktisk. Hvilket får mig til at tænke på Niels Simonsens Junkier i Esbjerg (1977). En bunke båndudskrifter med en gruppe narkomaner, optaget 1974-76. Og ja, det er digteren Niels Simonsen der står bag. Det røber sig på forskellig vis bogen igennem. Simonsen spørger fx. til narkomanernes åndsliv i kapitlet Kulturvaner. Det gør de altså sjældent på Station 2. Og han giver plads til morsomme anekdoter om junkier i usædvanlige situationer. Fx. ham der havde taget for meget stoppende ketogan og ikke kunne skide en hel uge, hvad han desuden var alt for skæv til at gide, så han til sidst måtte på skadestuen for at få det gravet ud med en spatel. Det er i det hele taget en lettere grotesk verden af apotekersus, kutterbræk, speedvaskeri og pludseligt opsvulmede arme og ben. Og mennesker der dagligt stivner som saltstøtter og ligesom træder ud af tiden hver gang det endelig lykkes dem at blive skæve. Uri Geller, stjernernes indflydelse og pyramidernes gåde bliver diskuteret undervejs. Og Simonsen der hele tiden spørger ind til detaljer, får dem til at sige mere. Der bruges meget plads på at forsøge at sætte ord på hvad det vil sige at være skæv. Hvordan føles et sus? Her bliver stemningen ligefrem poetisk:

”... jeg har set hvidt lys ligesom sne på det hele. Een gang. Og det var fordi jeg fik for meget. Der gik jeg i coma. Lige inden jeg gik i coma, ikke også. Det var oppe på Mikaels værelse. Og da kunne jeg se – jeg kunne mærke, jeg havde fået for meget. Det var bare, ikke. Og så kunne jeg se sådan et hvidt lys uden om alle tingene. Alle tingene var indrammet i sådan et hvidt lys. Og så gik jeg hen og kiggede ud ad vinduet, ikke. Ned på gaden. Og alle husene og træerne – det var ligesom, der lå sne på det hele, ikke. På alle tagene og sådan noget, ikke. Og så gik jeg bare ud, ikke også, bang.”

Teksten er skrevet ordret ud. Dette var de præcise ord junkierne brugte. Bogen er vel tænkt som en brugsbog, ikke mindst for andre junkier som her kan læse om hvordan man rengør sprøjter, undgår overdosis og andre praktiske emner. Så en junkie kan passe lidt på sig selv hvis han eller hun skulle få brug for sig selv igen på et senere tidspunkt ... Men jeg synes at fornemme en fascination af junkiernes sprog hos Simonsen. På mig virker det som om han i lige grad er optaget af den måde de taler på, som af de konkrete sociale og medicinske problemstillinger. Deres sprog er en interessant anomali. Det er spændende at få dem til at tale om at være skæv. Junkiernes verden fremstår som en kultur, de får lov at være mennesker her, uden at Simonsen svælger i medlidenhed. En underligt fængende bog der nu figurerer helt løsrevet fra sin oprindelige sammenhæng, eftersom mange af bogens oplysninger i dag er forældede. Og en god del af interviewpersonerne sikkert døde og for alvor borte. Det var bare ikke.