NOTE 1a til ”Hvorfor er jeg ikke bare mig selv?”

ad 2. Fordi jeg kan tale? (forts.)) Sjovt nok vælger Burroughs så i sit forsøg på at genetablere en art helhedssyn at sprænge det hele endnu mere i luften med sine cut up-montager. Noget han så som et politisk attentat imod sproget og de bevidsthedsformer det tvinger os ind i. Ved normal brug, altså, åbenbart ... Han ville ændre tidens gang. I og med at handlingen i bogen, for der er en slags handling, det er en vigtig pointe, ikke er sekventiel. Det vil sige, den er klippet op i tid. Slutningen på en af romanens opklippede tråde (Routines som han kaldte dem, små prosafragmenter der beskriver et sted, en situation, nogle personer) kan fx stå på side 4. Men vi ved ikke det er slutningen på noget. Vi møder bare den her flom af løsrevne bidder der først efterhånden begynder at give mening som narration. Hele bogens handling er potentielt til stede samtidig på hver eneste side ... Dette gælder i øvrigt ikke kun Nova Express, men hele cut up-trilogien der også omfatter The Soft Machine (1961) og The Ticket That Exploded (1962). Faktisk er jeg tilbøjelig til at mene at The Soft Machine er hans bedste bog. De to næste bind i trilogien tilføjer egentlig ikke så meget nyt. Andet, selvfølgelig, end flere af hans groteske og indimellem ret morsomme påhit.