Evighedsmaskinen

Bauhaus: Bela Lugosi's Dead, Small Wonder Records 1979

Måske forestiller billedet af den derangerede Dracula på bagsiden af Seriemagasinet Solohæfte nr. 4 i virkeligheden Bela Lugosi og altså Dracula, der jo ikke eksisterer, pr. stedfortræder. Bela Lugosi, skuespilleren der skulle have identificeret sig så meget med rollen som Dracula i tredivernes filmatiseringer, at han angiveligt sov i en kiste derhjemme (et rygte viderebragt af Dan Turèll i Alverdens Vampyrer (Borgen 1978)). Det hjalp imidlertid ikke stakkes Bela Lugosi. Han måtte samme vej som alle andre, og det er om hans død at den ovenfor afbildede debutsingle med Bauhaus drejer sig ... Vi bevæger os rundt i populærkulturens labyrinter ... Bauhaus lyder fuldstændig som Bauhaus fra første øjeblik. Det er en flyvefærdig gruppe der træder frem her med denne over ni minutter lange skæring om en frikadellevampyrs død. Nummeret er uden overdubs, det er optaget ud i ét, så at sige live i studiet ... Det lyder pissegodt. Man bliver helt forelsket i døden ... Vi bevæger os rundt i populærkulturens labyrinter ... Bauhaus er det selvsamme, topteatralske gothrock-band der giver et nummer i filmen Hunger hvor Catherine Deneuve og David Bowie spiller et uhyggeligt vampyrpar. Eller det vil sige, Catherine er faktisk mere hårdnakket end David, viser det sig. David har knap været andet end hendes gigolo, og da han bliver træt og visner bort, må hun på jagt efter nyt, ungt kød. For hun holder aldrig op ... Sådan cirka, jeg er sjældent særlig koncentreret når jeg ser fjernsyn, hvilket man vil vide hvis man har læst min første bog ... Filmen har en vagt usædvanlig vinkel på vampyrismen idet den i flere scener tydeligt viser hvor dræbende kedsommelig og ørkesløs tilværelsen som udød kan være. Der er isnende koldt hjemme hos Catherine ... Okay, hun får så noget op at køre med Susan Sharandon til sidst, og vi overværer et par 'lesbiske' scener ... Men hvad så på næste søndag? Og næste igen? Mere sidde og stirre på hinanden i stuen ... Det er fandme noget underligt noget at sende i fjernsynet ...

Domesticering 2

Jeg var ikke en skid bange. Jeg slugte alt hvad jeg kunne finde af horrortegneserier på en ret ufølsom måde. Det foregik på samlebånd. Mens jeg spiste cornflakes, mens jeg sad på lokum eller mens hvad som helst. Når det skulle være intenst, kravlede jeg op i et træ ude i haven og fandt en af de gode grene at sidde på og læse. Blev det for ubekvemt, kunne jeg kravle videre over på taget af huset hvor man sad udmærket op ad skorstenen og læste når det ikke var for varmt, så tagpappen kogte op og blev klistret. Heroppe kunne jeg være i fred. Læsning er i grunden en ret asocial ting.

(forts.)

Domesticering

Der var også en bagside, og allerede den er problematisk. Eller man kan sige at den rejser nogle spørgsmål. Uhyggen er bestemt til at overskue her. Dracula virker ærlig talt lidt komposteret. Eller dekomponeret, desavoueret, derangeret, desorganiseret. Som gjort til kompot af et komplot. Kaput!

Bedstefar tager sig simpelthen en lur i sin kiste mens jeg drikker cacao og læser bladet om alt det han engang begik. Ikke u-hyggeligt, faktisk. Han har stadig sit skoleslips på, og hans ene øje er blevet lidt dovent, så det hvide vender ud. Der er en uvant troskyldighed over Dracula i dette billede. Han stirrer opad med det øje som stadig er vågent, som så han op mod den klare himmel han ikke har set i hundredvis af år. Hænderne er lagt over brystet i en gestus der udtrykker inderlighed. Dracula er afbildet med den uskyld der pludselig kan komme over en hvidhåret og træt, gammel mand.

Han er svækket. Han får ikke jomfrublod nok og skrumper ind til en blød, lodden valnød. Noget er blevet amputeret. Han har det ikke mere. Hans initiativ er opbrugt. Han er ikke længere farlig, men fuldstændig under min tolvårige kontrol. Og imens drikker jeg cacao. Min mormor forkælede mig.

(forts. )

Præmaturt ejakulationsnyt

Et fantastisk billede. Hvilket liv! Hvilken død! Masser af alt det gode. Sex og vold, men på sådan en mere distingveret vampyrmåde. Og en sært dragende stemning af søgrøn uhygge som på bunden af et indhavs stillestående brakvand. Hugtandscharme så det basker. Hvilke underlige fisk lever og spræller mon på bunden af dette hav? Svømmer rundt mellem de ungarnske ordvækster der løber under det hele som en uforståelig undertekst? Det blad blev jeg simpelthen nødt til at købe i min præpubertære, tolvårige tilstand. Det var endda antikvarisk og derfor billigt. Én krone, står der. Så lidt for al denne herlighed.

Min mormor havde lige givet mig en halvtredser, og med sikre, søvngængeragtige skridt styrede jeg ned mod den fra tidligere ferier velkendte lille butik ved havnen i Nyborg, hvor en venlig dame solgte brugte bøger og blade til rimelige priser. Mest blade, tror jeg, af enhver slags. Og der fandtes mange slags blade dengang i halvfjerdserne. Men jeg interesserede mig altså for tegneserierne ... Nå ja, faktisk købte jeg Bræen af Johannes V. Jensen dernede. Også noget for raske drenge. For otte kroner. Litteraturen værdsattes alligevel højere i Nyborg på den tid.

Imidlertid kunne mit nyerhvervede Draculablad ikke undgå at blive en skuffelse. Jeg havde prøvet det så ofte før. Hele tingen kulminerede allerede på omslaget. Ligesom en indholdsfortegnelse nogle gange kan lyde bedre end resten af bogen. Hovedretten i bladet viste sig at være en luntetravende og meget trofast genfortælling af Bram Stoker's roman, en klassikergengivelse i stil med dem der bragtes i det nu for længst hedengangne Illustrerede Klassikere, en publikation af amerikansk oprindelse der op igennem tresserne og halvfjerdserne nåede at luntetrave sig igennem næsten 300 numre (nogle af dem endda dobbeltnumre!). Et meget velmenende og pædagogisk projekt, men sært hjælpeløst i forhold til tegneseriemediet (og en genre der senere blev meget morsomt parodieret i Rune T. Kiddes Litterærlige Klassikere).

Suk, endnu en omgang kaninknepperi. Et par minutters begejstring fulgt af en tomhed der allerede dengang lurede på mig om ethvert gadehjørne. Ikke nogen langstrakt, ekstatisk nydelse af et hidtil uset rædsels- og begærvækkende indhold. Ikke nogen indvielse i dybere søbunds-sammenhænge ... Men alligevel, hvilke øjeblikke af fryd! Hvor herligt var det ikke at fremdrage det sjældne Solohæfte nr. 4 fra de støvede bunker i den lille butik. Jeg følte mig som en Indiana Jones. Hvordan kunne nogen få det over sit hjerte at skille sig af med en kostelig skat som denne? At lade dette storslåede, gyldne løfte glide sig af hænde for et par usle håndører? Jeg var fuld af undren, men også af glæde og taknemmelighed. Jeg havde ledt efter det nummer længe!

(forts.)

VÆGGEN HAR SLÅET SIG

OPLÆSNING i morgen torsdag

Øverste Kirurgiskes 89. månedsoplæsning i Warehouse 9 torsdag d. 3. marts, kl. 20.

GÆSTEOPLÆSERE:

Morten Søndergaard

Lone Aburas

Chresten Forsom

Charlotte Inuk

Bent Otto Hansen

VIDEO/LYD:

Sonja Lillebæk Christensen

Poorly Xeroxed

FRA ØK:

Sternberg

Jens Blendstrup

Thomas Krogsbøl

- samt ordstyrer Niels Ivar Larsen.

Gratis entré. Fadøl, absinth, vibrationer osv.

Grønne nyheder

Jeg er blevet udnævnt til æresmedlem af Absinthselskabet. Jeg føler mig meget beæret.

Kort systematisk fortælling

Historien starter med en elefant der har tyndskid. Den fortsætter på en parkeringsplads. Der er ikke noget særligt at fortælle om parkeringspladsen. Jeg tror nok det var her jeg en dag opdagede at Poul i grunden har ret små fødder, men ellers kan jeg ikke komme i tanke om noget. Hvis man vil have lidt spænding og action, kan man forestille sig at man undlader at komme penge i P-automaten, eller at en flok mænd i orange kedeldragter dukker op og begynder at skovle elefantlorten ned i sorte plasticsække. Hvad skal jeg gøre, jeg hader cirkus?

(Upubliceret tekst til Lab-oplæsning, juni 2002)

Jeg er et telt for fanden (fra Hittegodskontoret)

Jeg er et telt. Jeg er udmærket klar over det. Ja, jeg er et telt for fanden! Men jeg har også følelser ... Claus, hvordan kunne du glemme mig i bussen? Du havde din seksuelle debut inde i mig, kan du ikke huske det? På Roskilde Festival '97. Hvad ville du have stillet op uden mig i den situation? Og næste dag brækkede du dig på mig ... Men bagefter opdagede du hvor nemt det er at vaske mig. Jeg er af nylon, tåler næsten alt ... Eller hvad med den gang vi var i San Remo sammen? Dubrovnik, Goa, Algarve? Det hele så ens ud for mig, campingpladser ligner hinanden jorden rundt, men jeg fandt en ydmyg glæde i at stå på række sammen med de andre telte, mine artsfæller. Vi var noget, vi gjorde en forskel, uanset hvor stive du og dine venner var ... Jeg troede der var mere mellem os, Claus, efter alt vi har været igennem. Men det er hvad man kan forvente sig når man er af nylon. Ingen kommer nogen sinde til at elske mig. Jeg er på en eller anden måde uægte, næsten altid på tilbud, et nødvendigt onde, en tålelig løsning, et fornuftsægteskab. Jeg er løsningen på et praktisk problem, men ingen begærer mig eller nærer noget inderligt ønske om at besidde mig. Jeg figurerer på linie med opvaskestativer og cykelklemmer. Når jeg bliver glemt i bussen, trækker man blot på skulderen ... Claus, for fanden! Hvad skal jeg nu gøre? Hvem skal slå mig op, så jeg kan få lidt sus under skøderne? Hvem skal glatte mine folder? Du er en røv, Claus!

Fra udstillingen This Could Be Yours, Øksnehallen, februar 2006. Arrangeret af Lisbeth van Deurs og Malene Sakskilde der havde lånt omkring hundrede uafhentede genstande fra Hittegodskontoret og derefter sendt et billede af en tilfældig genstand til omkring hundrede skribenter. Til sidst mødtes alle i Øksnehallen hvor genstandene var udstillet med tilhørende tekster. Det var ikke kun forfattere der deltog, også politikere og andre mediepersoner bidrog, og jeg kan oplyse at tidligere politichef Hanne Bech Hansen, der medvirkede i sin egenskab af øverste chef for Hittegodskontoret, allerede ved denne lejlighed fik sin litterære debut med en tekst om at man skal huske sine ting. Jeg stod lige bag ved hende til ferniseringen med en hashklump i lommen.

Kort digt

herfor.

Tvetydige objekter 1

Dette er en 7"-single med Johnny Cash fra 1959: Luther Played the Boogie. En sangtitel jeg straks snubler over. Luther? Martin Luther? Nej, Luther Perkins fra backinggruppen The Tennessee Two. Det var ham der spillede boogie. Ham og ingen anden? ... Det er der en del at sige til ... Og nu siger jeg det ... Nu er jeg ganske vist klar over at Luther ikke er et ualmindeligt fornavn i Amerika, men ikke desto mindre kan jeg umuligt undgå at komme til at tænke på Martin Luther når jeg hører den sang ... Noget der i øvrigt kun sker yderst sjældent ... Og sikke en tanke! Boogie er en livlig musikform, det er party, fest og farver, kroppe der vrider og slanger sig under kæder af guirlander og kulørte lamper i den svale sommernat ... hmm ... Og så Martin Luther? Egentlig en lidt væmmelig blanding. Skal man så forestille sig at man danser rundt med en eller anden kronraget type med tonsurkrans om den glatbarberede isse, iklædt en lang, brun vadmelskutte og reb om livet? Typen som efter koncerten bare synes at topmålet af god underholdning på en lørdag aften er at brænde nogle bitches af på bålet? Og som med garanti har skidedårlig ånde. Hvor fedt er det lige? ... Kan denne tvetydighed være et bevidst greb? En virkning Johnny Cash har ønsket at fremprovokere? Aner det ikke, jeg har ikke læst nogen Johnny Cash-biografi, countrymusik interesserer mig kun lidt ... Men jeg vil mene at det ikke er usandsynligt. Vi befinder os i halvtredserne, og populærkulturen er under heftig beskydning fra det religiøse højre, navnlig rock'n'roll, gyserfilm og tegneserier står for skud. Nu var Johnny Cash ganske vist 'country' og ikke 'rock'n'roll'. Han vrikkede heller ikke meget med hofterne. Han var ikke direkte i skudlinjen ... Men han udkom altså på det samme selskab som Elvis Presley debuterede på i 1954 (Sun Records, Memphis, Tennessee, hvilket skulle fremgå tydeligt af billedet). Sangen her er endda indspillet i 55 hvor Elvis stadig huserede på Sun, selvom singlen først udkom i 59. Der kan altså være tale om at sangens titel er et ironisk greb fra hans side, et drilleri hvormed han har villet forsvare sin populærkultur imod mørkemændene og deres kagebagende konemonstre. Vel at mærke på et religiøst grundlag idet påstanden cirka synes at være at Luther ville have kunnet lide boogie, hvis han havde hørt det ... Den gamle svinger ... Lidt uforløst, skulle jeg mene ... Men besynderlighederne ophører ikke her ... Faktisk hober de sig op. Som forventeligt i en tekst af denne karakter ... Sangen handler om et lidt gammeldags hillbillyband. We never played the kind of songs / that would drive anybody wild. Men når Luther spillede boogie, gik folk amok. Med al respekt for Luther Perkins må jeg imidlertid sige at denne countrymusiker har svært ved at lyde så vild som teksten påstår at han er, og har man hørt fx John Lee Hooker spille boogie førend alt det der bluesrock kom ind i billedet, så lyder Luther Perkins' uundgåelige boogie-solo ærlig talt lidt lam i sammenligning ... I det hele taget er det friske og det sjove ikke ligefrem noget man forbinder med Johnny Cash. Han var bedre til at få folk til at græde end til at grine, eller for den sags skyld, til at hoppe og spjætte ... Men i dette tilfælde er der faktisk mere boogie i Johnnys stemme hver gang vi når omkvædet, end der er i det ledsagende guitarspil som angiveligt, ifølge teksten, skulle være helt vildt ... Endnu en tvetydighed! ... Og hvorfor er teksten i datid? Luther Played the Boogie. Det er jo NU han spiller boogie, vi hører det i samme øjeblik omkvædet kommer. Men det er åbenbart blot en repræsentation af noget der engang har været (og som var helt vildt). Egentlig overrasker det mig ikke, for det er gennemgående som om alting altid allerede er fortid i enhver form for folkemusik ... Hvor mange folkemusikere skal der til for at skifte en elpære? Ti. En til at skifte pæren og ni til at spille og synge om hvor god den gamle var... åh ja ...

Virkelighedens anvendelighed

Tænk hvis alfabetet i stedet for bogstaver bestod af svenske skærgårdsøer. Hver gang du skrev en sætning, ville græsset svaje for en let brise og sætningen nå mindst 360 grader rundt om dig. Din ryg ville være dækket på en helt anden måde. Og bøgerne dufte bedre!

NEDE I SPANDEN (rumtekst, rungende)

Børnene skal komme op til tavlen og genfortælle os. Nu. Hvis de ikke aer planeten med små hænder, falder den ned. Den kan ikke blive hængende der midt i ingenting. Også indianerne, hvalerne og delfinerne skal se filmen, så de ved hvad vi forventer os af dem. Selv bliver vi lidt kedelige at være sammen med efter et stykke tid.

SIDEN AF EN SPAND (nu … nej, nu)

Nu må vi række frem og gribe fat hvor vi gav slip. Nu må vi løsne senerne i vores arme og slippe hvor vi før holdt så fast. Vi skal åbne og lukke, åbne og lukke, åbne og lukke. Vi skal anstrenge os, slappe af, fare sammen, slappe af, føde under stor smerte, slappe af, kaste op, slappe af, dø, slappe af. Når blot vi rækker frem, vil vi modtage det hele. Nu vil vi række frem og vaske vores hænder i det flydende lys mens børnene leger i landet Diddy Wah Diddy. Selvom her er koldt, er her meget varmt. Og ud på de små timer, bløder vi smør som er bedre end det dårlige fedt der ikke er så godt. Vi rækker frem, vi står på lange rækker og rækker frem. Vi vil videre. Nu slipper vi, træder et skridt frem og rækker armene ud for atter at gribe fat om gelænderet på den her planet.