Tvetydige objekter 1

Dette er en 7"-single med Johnny Cash fra 1959: Luther Played the Boogie. En sangtitel jeg straks snubler over. Luther? Martin Luther? Nej, Luther Perkins fra backinggruppen The Tennessee Two. Det var ham der spillede boogie. Ham og ingen anden? ... Det er der en del at sige til ... Og nu siger jeg det ... Nu er jeg ganske vist klar over at Luther ikke er et ualmindeligt fornavn i Amerika, men ikke desto mindre kan jeg umuligt undgå at komme til at tænke på Martin Luther når jeg hører den sang ... Noget der i øvrigt kun sker yderst sjældent ... Og sikke en tanke! Boogie er en livlig musikform, det er party, fest og farver, kroppe der vrider og slanger sig under kæder af guirlander og kulørte lamper i den svale sommernat ... hmm ... Og så Martin Luther? Egentlig en lidt væmmelig blanding. Skal man så forestille sig at man danser rundt med en eller anden kronraget type med tonsurkrans om den glatbarberede isse, iklædt en lang, brun vadmelskutte og reb om livet? Typen som efter koncerten bare synes at topmålet af god underholdning på en lørdag aften er at brænde nogle bitches af på bålet? Og som med garanti har skidedårlig ånde. Hvor fedt er det lige? ... Kan denne tvetydighed være et bevidst greb? En virkning Johnny Cash har ønsket at fremprovokere? Aner det ikke, jeg har ikke læst nogen Johnny Cash-biografi, countrymusik interesserer mig kun lidt ... Men jeg vil mene at det ikke er usandsynligt. Vi befinder os i halvtredserne, og populærkulturen er under heftig beskydning fra det religiøse højre, navnlig rock'n'roll, gyserfilm og tegneserier står for skud. Nu var Johnny Cash ganske vist 'country' og ikke 'rock'n'roll'. Han vrikkede heller ikke meget med hofterne. Han var ikke direkte i skudlinjen ... Men han udkom altså på det samme selskab som Elvis Presley debuterede på i 1954 (Sun Records, Memphis, Tennessee, hvilket skulle fremgå tydeligt af billedet). Sangen her er endda indspillet i 55 hvor Elvis stadig huserede på Sun, selvom singlen først udkom i 59. Der kan altså være tale om at sangens titel er et ironisk greb fra hans side, et drilleri hvormed han har villet forsvare sin populærkultur imod mørkemændene og deres kagebagende konemonstre. Vel at mærke på et religiøst grundlag idet påstanden cirka synes at være at Luther ville have kunnet lide boogie, hvis han havde hørt det ... Den gamle svinger ... Lidt uforløst, skulle jeg mene ... Men besynderlighederne ophører ikke her ... Faktisk hober de sig op. Som forventeligt i en tekst af denne karakter ... Sangen handler om et lidt gammeldags hillbillyband. We never played the kind of songs / that would drive anybody wild. Men når Luther spillede boogie, gik folk amok. Med al respekt for Luther Perkins må jeg imidlertid sige at denne countrymusiker har svært ved at lyde så vild som teksten påstår at han er, og har man hørt fx John Lee Hooker spille boogie førend alt det der bluesrock kom ind i billedet, så lyder Luther Perkins' uundgåelige boogie-solo ærlig talt lidt lam i sammenligning ... I det hele taget er det friske og det sjove ikke ligefrem noget man forbinder med Johnny Cash. Han var bedre til at få folk til at græde end til at grine, eller for den sags skyld, til at hoppe og spjætte ... Men i dette tilfælde er der faktisk mere boogie i Johnnys stemme hver gang vi når omkvædet, end der er i det ledsagende guitarspil som angiveligt, ifølge teksten, skulle være helt vildt ... Endnu en tvetydighed! ... Og hvorfor er teksten i datid? Luther Played the Boogie. Det er jo NU han spiller boogie, vi hører det i samme øjeblik omkvædet kommer. Men det er åbenbart blot en repræsentation af noget der engang har været (og som var helt vildt). Egentlig overrasker det mig ikke, for det er gennemgående som om alting altid allerede er fortid i enhver form for folkemusik ... Hvor mange folkemusikere skal der til for at skifte en elpære? Ti. En til at skifte pæren og ni til at spille og synge om hvor god den gamle var... åh ja ...