PÅ DEN AND SIDE (hinsides)

Vi går en kort, lang tid i møde. Alting bliver svært, undtagen det som er nemt. Det er nemt at råbe hurra. Det er svært at få nye idéer. Man kan betale nogen for at få nye idéer, men det er ikke til at se om de bestiller noget eller ej, dem man betaler for at få idéer, når de bare sådan sidder og prøver at få idéer. Man vil ikke være til grin for sine egne penge. Så det er også svært. Det nemme er og bliver det letteste, og vi bliver i hvert fald ved i nærheden af der hvor vi er. Der skal vi fortsat være, også selvom det måske netop her indtræffer senere, dét som er ved at ske, dét der tøver med at begynde og er længe om at holde op. Dette, og meget mere, må vi omfavne, simpelthen holde om uden at bruge tvang. Det er forhold der gør sig gældende. Vi må stå op om morgenen når vi enten er søvnige eller oplever at vores interesse fanges af noget. Vores interesse som er stor, men alligevel kun af menneskelige dimensioner. Hvorfor jeg nu bør huske at sende en hilsen til dem vi skal huske og ikke glemme. Biavlerne for eksempel. De er og bliver ligesom vi. Og vi må ikke glemme at de og vi også har været og var og blev.