PÅ DEN AND SIDE (påstande)

Det er ikke sådan, slet ikke, det ville være forkert at sige. Dog uden at man kan sige det er rigtigere at hævde det modsatte. Så enkelt går det ikke. Man kan ikke bare blive ved med at sige. Vi må gribe fat om det med vores hænder og krølle det sammen eller glatte det ud, alt efter situationens øjeblikkelige krav, og i overensstemmelse med vores ønske om større smidighed, fleksibilitet og hyperbøjelighed. Naturligvis uden at bruge tvang. Faktisk er det vigtigt nok til at alle burde tale med om det, og det er underligt når de ikke gør det. Mange siger at de ikke ved hvad det drejer sig om, og jeg kan godt forstå dem om morgenen når de cykler hen til institutionen med et lille barn bagpå førend det overhovedet er blevet lyst. De ved ikke at der er så meget at tale om, de er uden anelse om at stumhed ikke betaler sig, men blot er en stakket frist indtil man afkræves et nyt svar eller et nyt spørgsmål. Og naturligvis tænker jeg nu på deres hænder. De kunne begynde med at række dem frem, de kunne røre ved tingene førend de siger noget om dem. Lad blot de barkede næver tage fat i børnene og de gamle og de syge og de gale og de døde i krigen og de som er i arbejde og de som desværre ikke er, og de døde i trafikken. Vi må alle gøre en indsats, for hvad nu hvis vi vandt?