NyOrd 4

jeg taler ud i rummet
månen kan høre mig
og du indånder
rester af mine ord

NyOrd 3

tunge poser
skrabede knæ
forstærkede sko

tømte beholdere
puttes i andre
større beholdere

tomhed møder tomhed
og rummet er der
hele tiden

NyOrd 2

fortovet er ubønhørligt
som en verdensdel
som flydende tjære
og moderkagen
i tjørnehegnet

NyOrd

jeg lægger mig tungt
og ligger påfaldende
som en udestue en gildestue
en tegning på huset
med tråde trukket
gennem stuerne

Julecoda

herinde et grantræ
udenfor på gaden
en kasseret sofa
alene med fremtiden

X

Indvolde.

Medbolle.

Oldskrolle.

Indpølse.

Udstyltelse.

Mølstivelse.

Flyv!

XXXX

Hukommelse er retfærdighed.

Skamredne havelåger og udfletninger.

Forlovet på karaoke-bar med flodhest.

Friheden ligger ikke i detaljerne.

Sagsmapperne er fulde allerede.

Friheden til at savle offentligt.

XXXXXXX

Det er en forestilling. Nogle indvolde.

Kemisk forstærkede indvolde. I farver.

Frihed er ødelagte ting der kan smides ud.

Frihed er voldpulede indvolde og havenisser.

Farver er lysets regnbuelunge, et eller andet pis.

Kemi er forestilling for forstørrede øjne.

GOD FUGL

Thomas Boston har sendt dette billede fra Receptionen i Mayhem d. 25. november (okay, det er vist blevet d. 26. november på billedet).

XXX

Det er en udstilling. Nogle indvolde.

De samme indvolde som sidste år.

Frihed er ikke at have indvolde.

Frihed er ikke dine tarme eller nyrer.

Det hjælper ikke at rydde op.

Frihed er ikke hukommelse.

Something completely different

Claus Ejner har også gang i nogle overvejelser om kunst.

GEIST-manifest 2

En anden væsentlig forskel på Schlegel-dokumentet og den senere avantgarde er tidshorisonten. Det utopiske punkt kan enten befinde sig i fortiden eller fremtiden. Aldrig i den almindelige nutid eftersom en utopisk forestilling nødvendigvis må dreje sig om noget andet end det man har. Den sande revolutionære er på fremtidens side, drop alt hjernelamt sludder om det tabte paradis, men for Schlegel synes målet at være en ny klassik, et Arkadien hvor han kan genopstå i en højere form for umiddelbarhed. Når han er færdig med at potensere sine refleksioner. Eller rettere, poesi og refleksion vil i samklang skabe den nye umiddelbarhed, som to hjernehalvdele i harmoni. Nu er teksten her ganske vist et slutopgør med den klassicisme, med tilhørende genresystem, som endnu prægede poesien i 1700-tallet, men den klarer han ved at vise tilbage til den tidlige græske kultur. Hvor formerne endnu ikke var stivnet i hellenistisk efterklang og dekadence (mangel på umiddelbarhed) ...

GEIST-manifest

Udtog af Athenäum-fragment nr. 116, af Friedrich Schlegel, Jena 1798:

”Den romantiske digtart er endnu under tilblivelse; ja, det er dens egentlige væsen, at den er evigt tilblivende og aldrig kan fuldendes. Den kan ikke udtømmes af nogen teori, og kun en divinatorisk kritik ville vove forsøget på at karakterisere dens ideal. Den alene er uendelig, ligesom den alene er fri; og den anerkender det som sit første bud, at digterens vilkårlighed ikke tåler nogen lov over sig. Den romantiske digtart er den eneste, som er mere end en art, men så at sige digtekunsten selv …”

”Den romantiske poesi er en progressiv universalpoesi. Dens bestemmelse er ikke alene at genforene alle poesiens adskilte genrer og bringe poesien i berøring med filosofien og retorikken. Den både vil og skal snart blande, snart sammensmelte poesi og prosa, genialitet og kritik, kunstpoesi og naturpoesi, gøre poesien levende og fælles, og livet og fællesskabet poetisk, poetisere viddet, fylde og mætte kunstformerne med al slags gedigent dannelsesstof og besjæle dem med humorens svingninger. Den omfatter alt, blot det er poetisk, fra det største kunstsystem, som igen indeholder flere systemer i sig, til det suk, det kys, som det digtende barn udånder i kunstløs sang.”

”Kun den romantiske poesi kan ligesom eposet blive et spejl for hele den omgivende verden, et billede af tidsalderen. Og dog kan den også – mere end nogen anden – svæve på den poetiske refleksions vinger, fri for enhver real og ideal interesse, midt mellem det fremstillede og den fremstillende, og potensere denne refleksion igen og igen og mangfoldiggøre den som i en endeløs række af spejle.”

(På dansk ved Jesper Gulddal i Friedrich Schlegel: Athenäum fragmenter, Gyldendal 2000)

Ser man bort fra, eller omformulerer, begreber som 'dannelse' og 'geni', og måske også 'ideal', er det forbløffende så meget teksten ligner et avantgardistisk manifest fra det tyvende århundrede. Det er en trompetfanfare der kan høres. For et utopisk projekt. Her er både proces (tilblivelse, fragment) frem for værk, genrenedbrydelse, og nedbrydelse af skellet mellem kunst og liv, fællesskab, kunst som erkendelse (dannelse), og refleksion over forholdet mellem det repræsenterede og det repræsenterende. Mange træk der tager sig besnærende moderne ud. Måske lige bortset fra det politiskes fravær. Manifestet her er ikke vendt imod borgerskabet, det er FOR borgerskabet. Der her fører sig frem med ny selvsikkerhed oven på den franske revolutions afslutning ...

Åndlignende

Du begynder forfra hver gang. Det er en bagdel. Fordelen er de gode bageopskrifter.

Mængden af fortid er foruroligende.

De enorme kager i horisonten!

Og hvilke tableauer inde på de små kamre!

Kagernes membraner der åbner sig for den nærmeststående, så kagerne kan udveksle information på et omtrent genetisk niveau.

Det skulle man ikke tro de kunne når de selv er lavede.