GEIST-manifest

Udtog af Athenäum-fragment nr. 116, af Friedrich Schlegel, Jena 1798:

”Den romantiske digtart er endnu under tilblivelse; ja, det er dens egentlige væsen, at den er evigt tilblivende og aldrig kan fuldendes. Den kan ikke udtømmes af nogen teori, og kun en divinatorisk kritik ville vove forsøget på at karakterisere dens ideal. Den alene er uendelig, ligesom den alene er fri; og den anerkender det som sit første bud, at digterens vilkårlighed ikke tåler nogen lov over sig. Den romantiske digtart er den eneste, som er mere end en art, men så at sige digtekunsten selv …”

”Den romantiske poesi er en progressiv universalpoesi. Dens bestemmelse er ikke alene at genforene alle poesiens adskilte genrer og bringe poesien i berøring med filosofien og retorikken. Den både vil og skal snart blande, snart sammensmelte poesi og prosa, genialitet og kritik, kunstpoesi og naturpoesi, gøre poesien levende og fælles, og livet og fællesskabet poetisk, poetisere viddet, fylde og mætte kunstformerne med al slags gedigent dannelsesstof og besjæle dem med humorens svingninger. Den omfatter alt, blot det er poetisk, fra det største kunstsystem, som igen indeholder flere systemer i sig, til det suk, det kys, som det digtende barn udånder i kunstløs sang.”

”Kun den romantiske poesi kan ligesom eposet blive et spejl for hele den omgivende verden, et billede af tidsalderen. Og dog kan den også – mere end nogen anden – svæve på den poetiske refleksions vinger, fri for enhver real og ideal interesse, midt mellem det fremstillede og den fremstillende, og potensere denne refleksion igen og igen og mangfoldiggøre den som i en endeløs række af spejle.”

(På dansk ved Jesper Gulddal i Friedrich Schlegel: Athenäum fragmenter, Gyldendal 2000)

Ser man bort fra, eller omformulerer, begreber som 'dannelse' og 'geni', og måske også 'ideal', er det forbløffende så meget teksten ligner et avantgardistisk manifest fra det tyvende århundrede. Det er en trompetfanfare der kan høres. For et utopisk projekt. Her er både proces (tilblivelse, fragment) frem for værk, genrenedbrydelse, og nedbrydelse af skellet mellem kunst og liv, fællesskab, kunst som erkendelse (dannelse), og refleksion over forholdet mellem det repræsenterede og det repræsenterende. Mange træk der tager sig besnærende moderne ud. Måske lige bortset fra det politiskes fravær. Manifestet her er ikke vendt imod borgerskabet, det er FOR borgerskabet. Der her fører sig frem med ny selvsikkerhed oven på den franske revolutions afslutning ...