En anden væsentlig forskel på Schlegel-dokumentet og den senere avantgarde er tidshorisonten. Det utopiske punkt kan enten befinde sig i fortiden eller fremtiden. Aldrig i den almindelige nutid eftersom en utopisk forestilling nødvendigvis må dreje sig om noget andet end det man har. Den sande revolutionære er på fremtidens side, drop alt hjernelamt sludder om det tabte paradis, men for Schlegel synes målet at være en ny klassik, et Arkadien hvor han kan genopstå i en højere form for umiddelbarhed. Når han er færdig med at potensere sine refleksioner. Eller rettere, poesi og refleksion vil i samklang skabe den nye umiddelbarhed, som to hjernehalvdele i harmoni. Nu er teksten her ganske vist et slutopgør med den klassicisme, med tilhørende genresystem, som endnu prægede poesien i 1700-tallet, men den klarer han ved at vise tilbage til den tidlige græske kultur. Hvor formerne endnu ikke var stivnet i hellenistisk efterklang og dekadence (mangel på umiddelbarhed) ...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar