Anliggender

Du har engang befundet dig i rummet her. Med din krop. Det virkede mere forpligtende på den måde. Tiden var moden som en revnet figen eller en statue uden hoved.

Du var en gruppe af verber der ville efterlade et kæmpe hul i sproget ved dit fravær. Vi var så komplet arbitrære sammen, ligesom en hest i et køkken.

Vi havde en skattesag sammen. Men det var mest de andres problem. Vi var uskyldige som et substantiv. Hesten siger muh.