Imens

imens er jeg kommet fra en anden planet og har antaget menneskelig skikkelse for at møde piger

på vej til pigerne passerede jeg gennem et udstrakt mellemrum som enten hedder universet eller barndommen

hvis vi kalder det universet, så er jeg høj og står bøjet under mælkevejen, min pik er et sort hul der suger al betydning til sig, jeg er helt tæt, alt det andet er tomt. Bagefter er det omvendt

når jeg er lille, er jeg et atom der vibrerer, en enorm arvemasse der næsten ingenting fylder, en hær af dæmoner på et knappehålshoved, jeg er helt uskyldig, der er kun mig og viceværten

når pigerne og jeg træffer sammen, svulmer vi op i vores forgæves forsøg på at fylde det udstrakte mellemrum, angstens hest slipper fri og løber ud foran en lastbil