Men hvor kommer pelikanmanden fra? Han dukker bare lige pludselig op, og det samme gør alle de andre mærkværdige skabninger, der befolker siderne i denne bog. De falder ned fra himlen, træder ud af en klippehule eller pludselig frem fra et buskads, hvor de i mellemtiden har holdt sig skjult. Vi er på Nordpolen, i Sahara, ved Seinen, alt som det nu passer fortælleren. Vi behøver ingen forklaringer. For dette er EN KONDENSERET FØLJETONROMAN! Personerne og deres motiver er til en vis grad blevet trivialiserede, og deres overnaturlige evner, eller i hvert fald ret overdrevne egenskaber, og deres generelle ensidighed, opfattes som den selvfølgeligste ting i verden. Deus ex machina er ikke en afsluttende effekt som i det antikke drama (hvor en gud kunne hejses ned på scenen ved hjælp af en machina), det er tekstens norm. Dette er hvad jeg søger at indkredse med disse luftige småskriverier. Det er som om at det er kondenseringen i sig selv, der er det interessante. DEN KONDENSEREDE FØLJETONROMAN er romanen som en slags digtsamling. Og det siger sig selv, at teksten gør en dyd ud af at være så komplet usandsynlig som muligt, skamløst spilfægteri er hvad det er. Alt imens fortælleren pendulerer frem og tilbage imellem storhedsvanvid med tilhørende almagtsfantasier og total selvudslettelse i udpræget fornedrelse. EN UNIVERSEL, POTENTIELT EVIGTVARENDE FØLJETON. Og altså på en måde også potentielt pinlig, eftersom teksten ikke frygter det banale og trivialiserede.
(forts.)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar