Læg mærke til at jeg nu har produceret ikke mindre 8 indlæg om Lautréamont, og ikke én gang har jeg nævnt det bekendte citat om mødet mellem et paraplystativ og en symaskine på et dissektionsbord, og om sammenstødet på sætningsplan mellem ellers uforenelige og adskilte elementer, som netop er så afgørende for den surrealistiske æstetik, der ganske vist ikke opfattede sig selv som en æstetik, men anså sig selv for at være noget langt mere alvorligt og verdensomspændende. Men hvorfor så alle de mænd med fuglehoved? ... Faktisk kunne der godt have været lidt flere sammenstød af ellers uforenelige elementer i 1. sang af Maldoror. Det er i høj grad det der savnes. Til gengæld får vi mulighed for at iagttage Lautréamont’s afsæt i det morads af godtkøbsfiktion hvorfra han stiger op. Han letter simpelthen for øjnene af os, selve bevægelsen er indkapslet i teksten, som en sprællende mammut i en ravklump ... Det kan bestemt ikke udelukkes at teksten er begyndt i en slags parodisk hensigt, så skoledrenget pueril (og på en måde rørende) som den er. Men den bevæger sig meget hurtigt ud over parodiens begrænsning og får sit eget liv (parodiens begrænsning er netop at dens eksistens er tæt bundet til dét som den parodierer). Skolekomediens tempo bliver så voldsomt opskruet at der må ske noget i hver eneste sætning. Skolekomedien ophøjes til DEN KONDENSEREDE FØLJETONROMAN, og kondensationen, selve det greb, synes at være nøglen til et vedvarende, ekstatisk orgie i totalskadende sammenstødspoesi. I hvert fald indtil evt. tømmermænd en dag indfinder sig, eller tuberkulosen får bugt med én ...
(forts.)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar