Anti-eksotisme (lysbilledshow), 3. del

Det var den morsomme del af historien, nu gider jeg snart ikke mere. Trankebar blev aldrig nogen god forretning, og guvernøren måtte på et tidspunkt henrette to fordrukne præster der havde voldtaget og dræbt flere, hvis ikke adskillige, indiske kvinder. Jeg nævner det sidste fordi jeg fik det indtryk af Nationalmuséets plancher, når jeg sådan læste dem mellem linierne, at flertallet af de udsendte danskere mere eller mindre gik i opløsning under opholdet i Trankebar. Den ene guvenør efter den anden sank hen og mistede initiativet, uanset hvor energisk og ambitiøs han måtte have været i udgangspunktet. De ramte muren. Meget forståeligt. Stedet ligger under tusind kilometer fra Ækvator, der er varmt, meget varmt (jeg var selv ved at omkomme efter at have læst alle de plancher!). Og det indiske samfund de mødte, var stærkt konservativt og styret af kastesystemet ned i mindste detalje (altså, sådan noget som ens navn og påklædning dikteredes af kastetilhørsforholdet, man blev ikke ved med at eksperimentere med sin identitet indtil man var mindst 30, det var i hvert fald noget andet). Forsøg på effektivisering viste sig ofte umulige. Og så var der de jævnligt tilbagevendende tyfoner og tropesygdommene og portugiserne, som også var besværlige. Og faldende verdensmarkedspriser på krydderier. Jammerlighed og mere jammerlighed. De eneste der ikke bukkede under, var de superhårde lutheranere fra seminariet i Halle, som kongen sendte efter den uheldige episode med de to fordrukne præster. Faktisk blev missionsvirksomheden danskernes største succes på stedet. Den dag i dag er Trankebar et center for lutheransk mission i Tamil Nadu, hvor en overraskende stor del af befolkningen er kristne. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg har det med det.











(forts.)