”Jeg har intet lært, jeg husker det kun”

Det foregående indlæg hænger lidt som sådan en irriterende trailer, jeg må hellere prøve at uddybe: Når jeg siger at Pia Juuls nye bog er en rundkreds, er det – ud over den åbenlyse reference til mit eget lille blogunivers – en politisk betonet ironi der henviser til Anders Foghs bekendte bemærkninger om rundkredspædagogik. En ironi der udspringer af min undren over at ingen af de anmeldelser jeg har læst, har nævnt det faktum (Bukdahl strejfer det dog på sin blog i en ikke-anmeldelse) at en anden Pia optræder i bogen, hende hvis efternavn begynder med K, og som i bogen kaldes ”Den glade hjemmehjælper”. Det kan man da kalde et vink med en vognstang, især når hun siger ting som: ”Det er ikke censur – vi foretager bare nogle / korrektioner,” og når hovedpersonen (”synes hun selv”), Eliza C, udbryder: ”Er du også her? Går du nogen steder uden din / støtteregering?” Flere eksempler behøves vist ikke ... Men hvad skal det nu sige? Har Pia Juul skrevet en politisk bog? Det plejer hun da ikke ... Jeg vil heller ikke kalde det en politisk bog i normal forstand. Der er nærmere tale om en bog der også er politisk. Der foregår mange ting på én gang her, og jeg kender allerede mindst én litteraturforsker der nu er kommet på alvorligt arbejde. Det er det jeg også mener med at kalde bogen en rundkreds, idet jeg benytter mig af min ret til at sige noget der betyder mere end én ting ad gangen ... Den glade hjemmehjælper fylder faktisk ikke meget i bogen, hun dukker op hist og her med en enkelt kort replik eller to ... ”Slægtsgården!” udbryder hun et par gange ... Men det er vel næppe bare for at vrænge lidt af en politisk yndlingsaversion når Pia Juul anbringer hende i en af sine digtsamlinger? Juul er en af landets absolut mest fremragende digtere, hun ved vel hvad hun gør, eller også besidder hun i hvert fald en højt kvalificeret form for ikke-viden (foruden en vis portion fandenivoldskhed) ... Så vidt jeg kan se, er der en tydelig forbindelse til bogens mest iøjnefaldende tema: erindringen. Mange af erindringens veje og vildveje gennemspilles bogen igennem, hvad flere af anmelderne, især Lilian Munk Rösing, også påpeger. Og her passer slægtsgården fint ind i billedet! Det er egentlig ikke særlig mærkeligt at den anden Pia dukker op, for der foregår en mindre krig om fortiden på bogens sider. Og det virker ganske logisk eftersom erindringen også er et kollektivt fænomen der i høj grad har politisk betydning ...