Poesien har meget på samvittigheden. Hvad skete der med kælkebakken og kondistien? Fuldstændig fatalt! Men ligger der ikke i dens undvigende smil en tilkendegivelse af mangel på perfektion. Og af at vi bærer vores fornuft som en slags frakkehylster-pølserør der gør at intet er fatalt, men blot står og runger af betydning som en tændt forstærker i en tom fabrikshal? Og at en følge af al denne betydningsfuldhed på tube som preller af på frakkerne, er en let mistænkeliggørelse af alt og alle? Eller er det bare mig som er paranoid?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar