tirsdag den 30. september 2008

Alternativt Univers

Hvis jeg skal sammenfatte det alternative univers vi afbildede i nævnte hæfte, så kan man sige at vi forestillede os et fuldstændig gennemrelativiseret univers, hvor naturlove var noget der virkede lokalt og ikke nødvendigvis i hele universet. Noget som fysikeren Holger Bech Nielsen i øvrigt ikke fandt helt utænkeligt da vi interviewede ham på Niels Bohr-instituttet i forbindelse med projektet. Det kan så synes paradoksalt at vi i forbindelse med samme projekt interviewede filosoffen Peter Zinkernagel, der slog logikkens universalitet fast med syvtommersøm. Men hans logikforståelse var til gengæld temmelig udvidet i forhold til den gængse, så vi havde ikke de store problemer med at få det til at hænge sammen. Vi var desuden heller ikke særlig interesserede i at få noget til at hænge sammen. Vi var mistænksomme over for sammenhænge og totaliteter.

mandag den 29. september 2008

Før ALTERNATIV GRUNDFORSKNING var der ...



Det foregående udsagn (tilkendegivelsen) er faktisk et til lejligheden fordrejet citat fra denne publikation. Det var et hæfte Christian Schmidt-Rasmussen og jeg lavede til Roskilde Festival 1996, hvor det blev solgt for 10 kroner stykket af nogle 'cigaretpiger' der gik omkring på pladsen i festlige uniformer og forhandlede cigaretter, tyggegummi og kondomer. Man skal ikke lade sig narre af at der står november 1997 på. Det drejede sig om en science fiction-udgivelse så vi havde fremskrevet udgivelsesdatoen lidt. Enkelte af mine bidrag til denne publikation kom senere med i Fra væk til væk.

Tilkendegivelse

Poesi med kriminel uskyld er imod naturlove og støtter i stedet idéen om stoffets ansvarlighed for sig selv rent lokalt.

Finanskrisen

Jeg synes ikke man hører så meget til CEPOS for tiden.

søndag den 28. september 2008

Små forskydninger



Det virker meget antidramatisk med den stavefejl lige der - selvom fejlen måske er det mest spændende ved billedet. Som er fra forsiden af Seriemagasinet nr. 131 (1973) og reklamerer for en tegneserieversion af H.G. Wells, The Invisible Man (1897). Jeg har faktisk læst romanen engang. Den står ikke længere lyslevende i min erindring, men jeg husker alligevel min overraskelse over hvor medrivende den var. Den omhu som Wells lægger for dagen med hensyn til at forestille sig de praktiske problemer og situationer der ville kunne opstå, som følge af at man rent faktisk var usynlig, er bemærkelsesværdig. Og af langt større interesse end romanens historie om en genial videnskabsmand der gribes af storhedsvanvid. Såkaldt psykologi. Et fortærsket tema som tegneserieversionen her ikke desto mindre valgte at fokusere på – hvilket fremgår af billedet. Man fristes til at sige: I ER ALLE DØDE PLASTICROBOTTER!

DEN SIDSTE HAL

Nu er der nogle navne klar til på torsdag (d. 2. oktober, kl. 20, Enghavevej 82). Det er:

Ursula Andkjær Olsen, Lars Frost, TS Høeg, Anne Lise Marstrand-Jørgensen (som også var programsat sidst, men måtte melde afbud), Kenneth Jensen og Thomas Krogsbøl (mig)

Jesper Elving vil bidrage med en ophængning af 24 ark. San Marino-tøj hedder projektet.

Der kommer nok et navn eller to mere på inden torsdag.

lørdag den 27. september 2008

På en måde neddykket



ALTERNATIV GRUNDFORSKNING 9

Jeg ved ikke hvad der gik af mig lige før ... Jeg tror ikke det er fordi pillens virkning er ved at ophøre ... Det må være poesien der er begyndt at gøre sin indflydelse gældende ... Det er ret uhyggeligt ... Mit sprog føles pludselig som et klægt studenterbrød i munden, eller det opløser sig til meningsløse lyde ... Der hænger spyttråde fast i ordene ... Lige før havde jeg lyst til at kværke en spurv ... Jeg har opdaget at sproget er sådan en slags tandpasta, eller nogle meget lange spaghettier der bliver ved med at komme ud ad munden på folk ... Jeg føler mig overdrevent selvbevidst og ligesom indvendig hele tiden ... Men jeg er levende ...

Imens

Imens er gud med i Jeopardy og vinder hele tiden. Der er ingen af de andre medvirkende der tør beklage sig over dette oplagte tilfælde af snyderi. Til sidst, da gud skal hjem, forlanger han oven i købet at få en taxibon.

Imens svømmer en blåhval rundt et sted nede omkring Sydpolen og fylder sig med plankton. Man kan ikke rigtig se hvalens øjne.

Imens er der mennesker der er så sentimentale at de ikke kan sætte sig på en bænk i en park uden straks at få øje på et egern eller nogle pindsvin der drikker mælk af en underkop.

fredag den 26. september 2008

PAUSE



Det er blevet sent nu

ALTERNATIV GRUNDFORSKNING 8

Men har man sagt ’egern’, siger man tit også ’agern’ ... Tri smi igirn spisti igirn hvir dig ... Tro smo ogorn dor donsor ... Step, step, små kløer mod gulvplanker, støp, støp ... ZTÅPP!

ALTERNATIV GRUNDFORSKNING 7

Jeg er virkelig træt nu ... Og jeg har stadig ikke fundet ud af ret meget. Men nu jeg tænker efter, tror jeg at de andre på holdet vil synes bedst om de små egern der danser ... Nu viste det sig ganske vist at der var tale om en slags synsforstyrrelse, men jeg kan jo bare digte dem ... Jeg kan digte ligeså mange egern det skal være ... På den anden side, det er nok tilstrækkeligt med en 3-4 stykker ... Et egern pr. erkendelse ...

torsdag den 25. september 2008

MINIKULTURALISME

Jeg vil ikke kaldes for en masse. Jeg er et folk. Jeg hersker over min krop.

GENNEMBRUD

Der er blevet fundet en helt ny, ukendt farve i en afsidesliggende dal i Karpaterne. Den er meget flot.

onsdag den 24. september 2008

GUDS RØVHUL



er omvendt af menneskets

Link

Det foregående digt tog sit direkte afsæt fra dette lille afsnit af Lautréamonts Poesier i Karen Stougård Hansens oversættelse:

”Beskrivelserne er en eng, tre næsehorn, en halv katafalk. De kan være erindring, være profeti. De indgår ikke i det afsnit, som jeg netop er ved at afslutte.”

DEN USIGELIGE OG USYNLIGE ANTILOPE

Det digt som jeg har tænkt mig at skrive, indgår ikke i dette digt. Ikke fordi jeg ikke kan hitte på noget, jeg kan fx. hitte på en antilope der har brækket benet, det så jeg lige på tv, og herved må man ikke forestille sig at det er en metafor for dette fejlslagne digt, at det har tabt sin flugt, forspildt sin mulighed for det graciøse. Det ville være rædselsfuldt. Jeg synes bare det er synd for antilopen. Det gør sikkert ondt, og så er det vel væsentligt nok til at blive nævnt her? Så meget desto mere som antilopen ikke selv kan sige noget. Her undlader vi at tænke på dens store øjne og ørernes hældning, ingen af delene gælder her. Litteraturen er også en slags solsveden savanne man ikke kan se.

tirsdag den 23. september 2008

Skriftbillede



Fra bagsiden af min første bog.

ALTERNATIV GRUNDFORSKNING 6

Det har været meget spændende, men nu er jeg lidt træt, snart må jeg lægge mig i fosterstilling når pillen holder op med at virke ... Jeg går ovenpå, det er en herskabslejlighed med mindst 10 værelser, en oval spisestue, oval som en planets bane om solen, hjertet af kulturen, og herinde møder jeg igen den ældre herre med pincenezen ... Stuepigen står ovre i et hjørne og ser ned på sine fødder, tåspidserne stikker lidt ind mod hinanden ... Han er en samler, kan jeg se, han elsker det ejendommelige og det uskyldige ... Poeter har deres mund, samlere har øjne, dørmænd har overarme, sådan domineres vi af forskellige kropsdele ... Jeg sætter mig og spiser et par duer ...

mandag den 22. september 2008

Min fod er også blind


2 FORMIDDAGS-LÆRDOMME

Jeg kan ikke huske hvad det var, jeg ikke kunne huske i morges, men jeg er sikker på at jeg nemt ville kunne huske det nu, hvis bare jeg kunne huske hvad det var, jeg ikke kunne huske i morges. Jeg har det meget bedre nu.

Man må have en bred forståelse af hvad sandhed er. Men aldrig lyve.

søndag den 21. september 2008

DEN SIDSTE HAL

Næste gang er torsdag d. 2. oktober, kl. 20, Enghavevej 82 o.s.v. Vi letter lidt på sløret og røber at man bl.a. vil kunne opleve denne herre:



TS Høeg, her fotograferet til Borgens efterårsreception



i færd med at læse op fra sin lige straks udkommende digtsamling Albue.

ALTERNATIV GRUNDFORSKNING 5

Der er et meget større rum inde ved siden af fyldt med papkasser ... Det er velsagtens her poesien opbevares, luften virker sært fortættet ... Jeg finder en lille gruppe bedre klædte personer i en hule de har lavet sig inde i en stabel papkasser, lidt ligesom en igloo ... Det må være forlæggere, de er meget sky over for A4-kuverter, de farer sammen hver gang der lander en på deres bord. Og det gør der tit ... Hm, hvad ligger der mon bag? Det nytter ikke at spørge, de ved som regel ikke noget endnu ... Digterne hugger bøger fra papkasserne, der er ikke så mange der køber dem ... Men alle synes det er en god idé ...

fredag den 19. september 2008

ALTERNATIV GRUNDFORSKNING 4

Hvordan kan jeg vide hvad de hedder? De har alle sammen navneskilte på ... Hm, der er noget der ikke stemmer. Det går op for mig at dette kun er et forlokale beregnet på at lokke berusede gymnasieelever ind fra gaden ... Og få dem til at skrive bøger! De bliver anbragt ved nogle laptoppe i baglokalet. Her skal de sidde og arbejde indtil de begår selvmord ... ”Som barn elskede jeg at se skole-tv,” angiver en ung mand som begrundelse for sit mere eller mindre frivillige ophold på stedet ...

TALENDE SÆL (det negative i moderne poesi)



”Forstyrrelsen, ængstelsen, fordærvelsen, døden, afvigelserne i fysisk eller moralsk sammenhæng, negationslysten, den dyriske fordummelse, hallucinationerne med viljen som tjener, pinslerne, ødelæggelsen, omvæltningerne, tårerne, umætteligheden, underkuelsen, de udmarvende fantasier, romanerne, det, som er uventet, det, som man ikke bør gøre, de kemiske besynderligheder hos en slags gådefuld grib, der lurer på ådslet af en eller anden død illusion, de for tidligt udviklede og ufuldbårne erfaringer, dunkelhederne med rygpanser som væggelus, hovmodets frygtelige monomani, inficeringen fra den målløse bestyrtelse, ligtalerne, misundelsen, forræderierne, tyrannierne, ugudelighederne, irritationerne, bitterheden, de agressive udskejelser, afsindigheden, livsleden, de gennemtænkte forskrækkelser, de mærkelige urofornemmelser, som læseren ville foretrække ikke at opleve, grimasserne, neuroserne, de blodige prøvelser, gennem hvilke man lægger logikken på dødslejet, overdrivelserne, manglen på oprigtighed, de gamle travere, plathederne, det dystre, det uhyggelige, fødslerne værre end drabene, passionerne, kliken af kriminalretsforfattere, tragedierne, oderne, melodramerne, de evigt gentagne yderpunkter, fornuften, der ustraffet udpibes, lugten af våd høne, smagløshederne, frøerne, blæksprutterne, hajerne, ørkenens samum, det, som er søvngængeragtigt, skelende, natligt, søvndyssende, nattevandrende, klæbrigt, talende sæl, tvetydigt, brystsygt, krampagtigt, sansepirrende, blodfattigt, enøjet, hermafrodit, bastard, albino, pæderast, akvariefænomen og skægget kvinde, timerne, fyldt til bristepunktet af stumt mismod, fantasterierne, beskhederne, uhyrerne, de demoraliserende syllogismer, skarnet, det, der ikke reflekterer som barnet, trøstesløsheden, dette intellektuelle mancinelletræ, de parfumerede kønssygdomme, kamelialårene, strafskyldigheden hos en skribent, der tumler om på intethedens skråplan og foragter sig selv med frydeskrig, angeren, hykleriet, de vage perspektiver, der knuser én mellem deres umærkelige tandhjulsforbindelser, de alvorsfulde spytklatter på de hellige aksiomer, ormeynglen og dens indsmigrende kilden ... affældigheden, afmagten, gudsbespottelsen, skindøden, kvælningen, raseriet ...”

Isidore Ducasse (aka Comte de Lautréamont): ”Poesier, forord til en fremtidig bog” (1870). På dansk ved Karen Stougård Hansen, Nansensgade Antikvariat 1982. Overskriften er min egen tilføjelse.

torsdag den 18. september 2008

JEG HAR HAFT TÆNKEHATTEN PÅ



Her på dansk er en artikel jeg sidste år skrev til det svenske kunsttidsskrift Hjärnstorm. Den handler om psykedelisk poesi. Jeg prøver at stille skarpt på Johannes L. Madsen, Hans-Jørgen Nielsen og Dan Turèll. Artiklen ligger på Oplysningskontoret. Her:

http://www.oplysningskontoret.dk/oplysning/907-thomas-krogsbol-jeg-saetter-en-graense-for-tomheden-om-psykedelisk-digtning-i-danmark

ALTERNATIV GRUNDFORSKNING 3

Det er en slags rædselskabinet ... Eller et forlystelsessted? ... Jeg synker, jeg vil ikke have et smalt bindeslips på ligesom de blege franskmænd ... Men påklædning synes ikke at være afgørende her ... Selvom stemingen ikke ligefrem er uformel. Der er noget sært gravitetisk over franskmændenes langsomme dans ... Negerkvinderne hedder Gustaf og Thorkild ... Her er ikke så mange piger. Oppe ved baren sidder dog to der hedder Jeanette og Laila, men de synes fulde af foragt over for de øvrige tilstedeværende ... En ældre herre for enden af baren betragter pigerne temmelig ugenert gennem sin pincenez ... Hm ...

onsdag den 17. september 2008

ALTERNATIV GRUNDFORSKNING 2

Min opgave i ALTERNATIV GRUNDFORSKNING er at beskrive det jordiske sprogsystem nr. 14. Poesi. Hvad er det? Jeg tager pillen nu og venter ... Nu kan jeg se nogle små egern der danser ... Nej, vent lidt, det er nogle blege franskmænd i skødefrakker og laksko der danser. Og ovre i et hjørne sidder en langhåret fyr i islandsk sweater og ryger pibe. Og der er negerkvinder sammen med dem ... Hm, jeg kommer til at undersøge dette nærmere ...

tirsdag den 16. september 2008

ALTERNATIV GRUNDFORSKNING

Programmet for ALTERNATIV GRUNDFORSKNING går i al enkelhed ud på at studere jordboerne på diskret afstand, så de ikke lægger så meget mærke til os og bliver bange. Vi vil også studere planetens natur og sprogsystemernes beskaffenhed. Skriv dig på listen i lokale 14. Det bliver meget spændende!

X-Files 2

Tekster skrevet mens jeg så fjernsyn:
X-FILES, TV 2

Manden bliver hakket i småstykker. Hver enkelt del af ham er allerede klar til at lægges under mikroskop, som om han altid kun har bestået af dele og bare har ventet på denne lejlighed til at tydeliggøre sig.
Alligevel er det ikke sådan at få hold på hvad der foregår.
Den næste bliver dyppet i flydende kvælstof og nedfrosset til et absolut minimum. Hvorefter han smides på gulvet og splintrer i tusind stumper med skarpe kanter. Det gør lige ondt i alle delene, men til gengæld kan hver enkelt del kun vide lidt om hvor ondt det gør i alt.
Der er selvfølgelig en grund til at det sker, men grunden er ikke en almindelig grund. Det er den sjældent i den her film, for der er næsten ikke noget der begynder med X, og vi kan ikke sidde og spille xylofon hele aftenen. Altså hitter de på noget mere med nogle endnu mere umulige bogstaver der skal betyde sådan noget som de uforklarlige tomrum inde i B, a, o, b, D...o.s.v.

(fra Fra væk til væk)

mandag den 15. september 2008

DIGT (til min mor faktisk)

Jeg ved ikke om du gik ind
eller om du gik hen
Bryster som hønen og ægget
det kalder jeg dine for
Må de få en kiks til mælken?

(fra DUB! KLONK!!)

I Danmark er vi ikke katolikker




Gavl af Henry Heerup, Kapelvej, Nørrebro, skråt over for kirken. Kommer man ned ad Kapelvej fra Rantzausgade, ser man kirken og gavlen på én gang.

søndag den 14. september 2008

Hm ... tilsyneladende et nyt tema, KROPSDELE

Din mund går rundt i dit ansigt
men din arm sidder fast
siger KNÆK som sine led
hænger i sine hængsler
ånder gennem gærdet

(fra DUB! KLONK!!)

lørdag den 13. september 2008

DIGT

pludselig er der en hånd der
i voldsomhed som griber fat
osse pludselig for at række ud
og være hånden der nu er
på vej og en hånd der er en vej
der pludselig rækker frem
hen hvor den skal gribe fat
med voldsomhed og pludselig
slippe igen eller langsommere

En arm, ikke en anden arm



Bag armen, eller som en del af den, ses Kim Deal fra The Breeders der for nylig spillede i Vega

fredag den 12. september 2008

DIGT

man får arme af at skrive
armene får store ord
der kan fylde en skjorte

man kan blive en ø i sproget
og nedlægge alle færgeruter
forhindre turister i dem selv

bare være en sejlende skjorte
altid våd, aldrig tør
ikke synke, kun tale

onsdag den 10. september 2008

DIGT

dyrene er ikke onde, men de forstår ikke vores retfærdighed
den brændende hjort er til gene for cyklisterne
kondiløberne hader sig selv, nogle gange ufortjent

Frembringelse



Et stativ til noget der skal vokse op i luften

Apropos det foregående digt

forståelsens geometri kan være
at komme rundt om tingene
eller at se lidt firkantet på dem

tirsdag den 9. september 2008

Blitz i regnvejr



DIGT

hvis nu vi
var flere

hvis vi var
en femkant

som også var
en firkant

DIGT

kongen er
et øje

den første dråbe
i havet

en sten i skoen
for enhver

søndag den 7. september 2008

Ugeplan

Mandag: Det er skidegrimt, men det er pissebilligt
Tirsdag: Det er skidegrimt, men det er pissebilligt
Onsdag: Det er skidegrimt, men det er pissebilligt
Torsdag: Det er skidegrimt, men det er pissebilligt
Fredag: Det er skidegrimt, men det er pissebilligt
Lørdag: Det er skidegrimt, men det er pissebilligt
Søndag: Tage brunt tøj på. Spise rester. Gøre status

onsdag den 3. september 2008

DEN SIDSTE HAL


MAGTDRØMME

MAGTDRØM #1
Jeg er blevet valgt til statsminister, men jeg gider alligevel ikke have jobbet. Inden jeg skrider når jeg dog at bestemme at ingen efter mig kan blive statsminister.

MAGTDRØM #2
Jeg er paven og bestemmer at jeg vil have en hat der er dobbelt så stor. Så kan jeg gemme alle kondomer nede i den. Jeg bestemmer også at alle skrivelser fra det offentlige skal være på latin.

MAGTDRØM #3
Ligesom tidligere rigsfører Poul Heinrich Knudsen er Pia Kjærsgaard blevet forelsket i en palæstinenser. Hun dukker op i folketinget iført tørklæde. Nu vil hun indføre sharialov og stene alle kvinder i lårkort.

MAGTDRØM #4
Jeg er Bono og har lige købt et par nye læderbukser. Jeg opdager en kvinde på en restaurant der ikke ved hvem jeg er.

MAGTDRØM #5
Jeg er min mor og fordobler mine lommepenge, nej, firedobler mine lommepenge og lover mig et stereoanlæg i fødselsdagsgave. Og siger hele tiden hvor højt jeg elsker mig.

MAGTDRØM #6
Jeg er en rundkreds. Den af deltagerne der har ordet skal holde den lilla tøjfrø i hånden når han taler. Anders Fogh Rasmussen har frøen nu. Han bliver som regel aldrig hentet før klokken fem.

MAGTDRØM #7
Jeg er en kæmpestor hættemåge og jeg skider hvor det passer mig. Jeg skal give dem punk, skal jeg!

MAGTDRØM #8
Jeg er fluen der holder dig vågen om natten. Jeg har 6000 øjne og seks ben. Jeg ser dig, mand!

MAGTDRØM #9
Jeg taler og taler hele tiden, og jeg har altid ret.

MAGTDRØM #10
Jeg er Vladimir Vladimirovich Putin og bruger hele formiddagen på at tænke over hvor meget mit navn ligner Rasputins.

MAGTDRØM #11
Jeg er nyhedsoplæser på tv. Jeg har fået mine brystvorter piercede, men det kan I ikke se og jeg er ved at dø af grin. Jeg får også skidemeget i løn.

MAGTDRØM #12
Jeg er menneskemassen. Jeg har lige vundet VM i ishockey. Jeg er meget glad. Jeg er meget vred.

MAGTDRØM #13
Jeg er bolden.

MAGTDRØM #14
Jeg siger røv ligeså tit det passer mig. Jeg kan endda udtale det som om jeg sagde "pontifikation”.

MAGTDRØM #15
Jeg er Johannes V. Jensen i Memphis. Elvis er ikke født endnu, men den unge negerinde i baren minder mig om en vulkan jeg engang så.

MAGTDRØM #16
Jeg er solen. Jeg beslutter mig for at dreje rundt om mig selv. Jeg har milliarder af børn og de passer sig selv.