onsdag den 3. september 2008

MAGTDRØMME

MAGTDRØM #1
Jeg er blevet valgt til statsminister, men jeg gider alligevel ikke have jobbet. Inden jeg skrider når jeg dog at bestemme at ingen efter mig kan blive statsminister.

MAGTDRØM #2
Jeg er paven og bestemmer at jeg vil have en hat der er dobbelt så stor. Så kan jeg gemme alle kondomer nede i den. Jeg bestemmer også at alle skrivelser fra det offentlige skal være på latin.

MAGTDRØM #3
Ligesom tidligere rigsfører Poul Heinrich Knudsen er Pia Kjærsgaard blevet forelsket i en palæstinenser. Hun dukker op i folketinget iført tørklæde. Nu vil hun indføre sharialov og stene alle kvinder i lårkort.

MAGTDRØM #4
Jeg er Bono og har lige købt et par nye læderbukser. Jeg opdager en kvinde på en restaurant der ikke ved hvem jeg er.

MAGTDRØM #5
Jeg er min mor og fordobler mine lommepenge, nej, firedobler mine lommepenge og lover mig et stereoanlæg i fødselsdagsgave. Og siger hele tiden hvor højt jeg elsker mig.

MAGTDRØM #6
Jeg er en rundkreds. Den af deltagerne der har ordet skal holde den lilla tøjfrø i hånden når han taler. Anders Fogh Rasmussen har frøen nu. Han bliver som regel aldrig hentet før klokken fem.

MAGTDRØM #7
Jeg er en kæmpestor hættemåge og jeg skider hvor det passer mig. Jeg skal give dem punk, skal jeg!

MAGTDRØM #8
Jeg er fluen der holder dig vågen om natten. Jeg har 6000 øjne og seks ben. Jeg ser dig, mand!

MAGTDRØM #9
Jeg taler og taler hele tiden, og jeg har altid ret.

MAGTDRØM #10
Jeg er Vladimir Vladimirovich Putin og bruger hele formiddagen på at tænke over hvor meget mit navn ligner Rasputins.

MAGTDRØM #11
Jeg er nyhedsoplæser på tv. Jeg har fået mine brystvorter piercede, men det kan I ikke se og jeg er ved at dø af grin. Jeg får også skidemeget i løn.

MAGTDRØM #12
Jeg er menneskemassen. Jeg har lige vundet VM i ishockey. Jeg er meget glad. Jeg er meget vred.

MAGTDRØM #13
Jeg er bolden.

MAGTDRØM #14
Jeg siger røv ligeså tit det passer mig. Jeg kan endda udtale det som om jeg sagde "pontifikation”.

MAGTDRØM #15
Jeg er Johannes V. Jensen i Memphis. Elvis er ikke født endnu, men den unge negerinde i baren minder mig om en vulkan jeg engang så.

MAGTDRØM #16
Jeg er solen. Jeg beslutter mig for at dreje rundt om mig selv. Jeg har milliarder af børn og de passer sig selv.

Ingen kommentarer: