Sorte søster 15

Nu skal jeg nok holde op med Sorte søster. Men Heretica? Hvad har vi? Egentlig husker jeg Lykkelige Kristoffer som en okay fin og munter roman. I Martin A. Hansens midterperiode under krigen modtog han en del inspiration fra Tristram Shandy og anden ældre gavtyvelitteratur, hvilket kommer tydeligst frem i Jonatans Rejse (1941). Indrømmet, der er ikke meget Tristram Shandy over Løgneren, og Jonatans rejse kan heller ikke siges at være topvellykket, men altså ... Jeg har også med en vis interesse læst Ole Sarvigs fem første digtsamlinger. Han var min mors yndlingsdigter, og vi boede i et hus. I forstaden. Med en have og en hæk. Og vi havde digtsamlinger! Sådan derhjemme, stående i reolen! Jørgen Sonne har jeg tilbragt timer med, men han er ikke just den typiske hereticaner. For nylig har jeg opdaget Jørgen Gustava Brandt, men har indtil videre læst ham lidt sporadisk. Frank Jæger burde jeg opdage. Den yngre Jørgen Nash har jeg læst nogle ting af, men husker ham bedst for hans oversættelse af Benjamin Péret’s Sove sove i stenene. Bodil Bech passer ikke helt ind i billedet her, men Karen Blixen har jeg faktisk læst det meste af, med applaus endda, til min egen overraskelse. I udgangspunktet var jeg ret forskrækket over Meryl Streep’s diktion i den der film. Iiiø hattdt ø farmmh innh Arphricar. Og så har jeg gået hos Aage Henriksen til et kursus om Søren Kierkegaard, dengang han stadig var professor (Henriksen, altså). Der var da, skal vi sige en særlig stemning, over det ... Ja, måske er det dét, Aage Henriksen ind fra venstre ... med den flotte løvemanke ... (åh, Afrika!) ... sammen med Kierkegaard som er et par stikkelsbærben under en kæmpestor hat ... og venlige Goethe i brokadevest, nærmest sin egen planet ... lidt vel apollinsk måske ... Goldschmidt tager sig en lur i solen ... Ewald er zünftig igen, opflammet af schznapps ... Baggesen er taget på interrail, og Staffeldt sidder nede i mosen og stener sammen med Schlegel som er helt vild med Lucinde ... Evig førlyst får dem til at se syner ... Henriksen havde faktisk en måde at snakke om de ting på som fik mig til at spidse ører ... Det lød ikke helt som når jeg selv snakker om dem ... Men sgu en ret syret guldalder-kustode, ikke for børn ...