På lørdag

d. 31. august, kl. 18.30, jammer Ø-Ø med Spost til ALT_CPH, FABRIKKEN for kunst og design, Sundholmsvej.

Lyskrisen

Engang havde alle mennesker ledninger hængende ud af hovedet fordi de alle sammen havde en lystavle inde i hjernen, og hver gang de kom i nærheden af en stikkontakt, og gerne også en videoprojektor, indså de noget nyt. Men så druknede alle isbjørnene pludselig, og indtil flere skattelylande gik under, ikke jorden, men vandet, og det hele var noget værre rod, indtil man endelig fik en statsminister der altid kunne sige noget der lød så fuldkommen indlysende at strømforbruget faldt. Det faldt simpelthen, og det blev igen mere udbredt at sidde og stritte med tæerne, blandt andet.

Og så til Serbien

Det bliver sjovt

Ørestormen

Engang faldt alle tiørerne på én gang. Hvert eneste menneskes hoved lød som en spilleautomat når den giver jackpot, og tiørerne væltede ud af mund og ører på dem. Overalt vadede man rundt i tiører, men de var ikke noget værd, for tiøren var egentlig blevet afskaffet. Der var ikke længere noget som kostede så lidt, og derfor havde tiørerne kun åndelig værdi. Men oven på denne uheldige episode, blev også den åndelige værdi af tiøren afskaffet. Det er ikke altid hensigtsmæssigt når folks erkendelser antager fysisk skikkelse, måtte man erkende, og lod det blive derved. Man var endda klartskuende nok til ikke at opstille en skulptur i det offentlige rum til minde om hændelsen.

Fiktionaliseringen af alt og alle breder sig

Nu optræder jeg for anden gang som person i en roman. Første gang var i Thomas Hvid Kromanns Saksehånd, og nu er jeg minsandten også dukket op på siderne i Adam Drewes' nyudkomne Radio ... sidstnævnte er nærmere en autografisk montage end en egentlig roman, men never mind ... Hvad jeg synes om det? Tja, når andre skriver om én selv, så føles det unægteligt som om de har et noget ensidigt syn på emnet. Virkelighed er så meget mere komplekst og facetteret, ikke sandt? Især set indefra. Men mest af alt føler jeg mig smigret over at nogen synes jeg er en vigtig nok person til at optræde i en roman. Hø, hø-hø ... I øvrigt kan jeg bekendtgøre at Adam Drewes læser op til ØK's næste månedsoplæsning i Mayhem, torsdag d. 5. september, kl. 20. Mere om det senere. Mere om Radio her og her.

Prikskyen

En dag skete det at alle prikkerne over i'erne rev sig løs og svævede op fra alle bøgerne og aviserne som millionvis af små, sorte balloner, ganske som man ude på landet kan opleve når alle de vingede hanmyrer på én gang stiger op fra myretuerne og hænger over de nyhøstede marker som flimrende, sorte søjler. I lang tid skyggede den store, sorte sky af prikker for solen, og det skabte ikke større klarhed for befolkningen at luften var fuld af alle disse prikker over i'er. Men efter et stykke tid var prikkernes heliumindhold sivet ud, og prikkerne dryssede ned på jorden som almindeligt støv, og det var umuligt, eller i hvert fald uoverkommeligt, at putte dem ind på plads i bøgerne igen. Undervisningsministeren nedsatte et hurtigtarbejdende udvalg som skulle prøve at se hvad man kunne gøre ved situationen, men pointen var gået uigenkaldeligt tabt.

Ferieminder forts.

Måske er han østrigsk kriminalkommissær, strandløven. Frisuren kunne godt pege i den retning. Men jeg bør afholde mig fra den slags fantasiforestillinger, det kan hurtigt gå galt. Så man for eksempel ikke når at opdage at hurtigfærgen til Rhodos har passeret forbi, og at kølvandet fra den snart vil ramme vores lille havnebad med ganske stor styrke. Strandløven står ude i vandet og virker ikke som om han er klar over det. Nu risikerer han at få vådt hår. Burde jeg gøre ham opmærksom på problemet? Men rolig og afslappet når han akkurat op af vandet inden bølgen kommer ind. Han har taget bestik af situationen og timet sin exit rigtigt. Jeg må meget mod min vilje indrømme at jeg efterhånden er kommet til at beundre hans vedholdenhed og cool konsekvens. Ikke et sekund spilder han af sin ferie, han er fuldstændig dedikeret til at nå et stadie af perfekt solbrændthed. Han er her når jeg kommer, og når jeg går. Jeg kan se ham ligge dernede hver eneste gang jeg kommer forbi på vejen oppe over havnebadet. Jeg har endnu til gode at se ham gå ind i skyggen under bambushalvtaget. Manden har et projekt. Selv har jeg ikke nogen særlig grund til at være her.

Ferieminder

Teenagerpigen tager bad. Teenagerpigen vasker hår. Teenagerpigen kommer balsam i håret og reder det omhyggeligt ud. Teenagerpigen tager et håndklæde omkring sig, folder endnu et håndklæde omkring håret og sætter sig for at file negle. Teenagerpigen lakerer neglene røde på både fingre og tæer. Teenagerpigen smører foundation i ansigtet. Teenagerpigen tegner en streg med eyelineren på de våde kanter under øjnene. Teenagerpigen putter mascara på øjenvipperne. Teenagerpigen bruger lang tid på at finde ud af hvilken kjole hun skal tage på. Teenagerpigen bruger lang tid på at bestemme sig for det par sko som passer bedst til kjolen. Nu er hun snart klar til at gå på det nye pizzeria nede ved havnen.

Coda til coda

Hvilken version skal jeg være? I aften er jeg
en total 4, i morgen måske en temperatur.
Jeg kan ikke vide det, bare være det og ikke
vide helt imens. Hvis du ringer mig op i morgen
tidlig, kan du være med til at bestemme. Måske
er jeg også blevet billigere.

Ferieminder

Strandløven ser med foragt på mine slatne overarme, min fremstræbende mave og min stadig ret udtalte bleghed. Men i stedet for at springe i fra bådebroen som jeg gør, tripper han ud i vandet som en gammel kone eller et lille barn. Han tør ikke springe på hovedet. Jeg godter mig en smule indtil jeg må indse at det næppe har noget med eventuelle manglende svømmekundskaber at gøre. Han vil bare ikke have sin frisure ødelagt. Nu sidder han og glatter de lyse hår på lårene ud, så de alle vender den samme vej. Omhyggeligt og minutiøst, som at bygge en myretue.

Coda

I dag skulle jeg have været Simone Tyttekjær Kvæde som læste et digt om nogle delfiner der gjorde hende erotisk opstemt. Jeg skulle også have været en spurv imens.

I dag skulle havet ikke være gået i stykker. I dag skulle jeg være flydt ud i dig, i de muligheder som du selv var grænsen for. Jeg skulle have været fluen i suppen.

Du skulle have været mit naboland med et større rekreativt område. Jeg skulle have været på skiferie i dig. Jeg ville have søgt arbejde i dig. Jeg skulle have været måge ved din kyst.

Nu er jeg i stedet Dan Brown baglæns.

Ferieminder

Jeg ved ikke hvem Henning Mankell er. Eller det vil sige, det er nok muligt jeg har vidst det før i tiden, men glemt det igen. Nu mindede du mig på det, og nu vil det tage mig et par år at glemme det en gang til. Tak, skat, det var godt du tog din iPad med. Vi kunne vinde en quiz sammen.

Nu må det være nok med ham Dan

Meget af tiden sidder man bare ned og ønsker
at man sad et andet sted. Mange gange går man
rundt og ønsker at man gik ligeud. Eller omvendt.
Nogle gange kan man skrive noget om det.

Jeg lyver for jer. Ellers ville det ikke være digt.
Jeg lyver også når jeg ikke skriver digte. Jeg ved ikke
hvorfor jeg skriver et digt om Dan Brown. Jeg har ikke
læst ham eller set filmen. Måske er jeg selv Dan Brown?

Hvis jeg var en kvinde, ville jeg måske synes bedre
om at slikke pik? Hvorfor skal jeg altid være så sur?
Jeg kunne ligeså godt sige noget andet. Sproget
er alligevel altid hovedpersonen. Noget andet.

Imens byerne sønderbombes og ødelægges en efter en.
Nu tilhører de gud igen. De gamle pornografer må
finde andre opholdssteder. Paven har gemt sig under
en ekstra stor hat sammen med Dan Brown.

Ferieminder

Damen ønsker mig en vidunderlig eftermiddag. På væggen i caféen hænger et skilt, et blandt mange med forskellige opbyggelige bon mot'er, de fleste af dem holdt i et humoristisk og vagt optimistisk toneleje, og teksten lyder Be nice or leave, så jeg skynder mig at ønske hende en tilsvarende fortræffelig, ja, endog en guddommelig eller i hvert fald genuint uovertruffen eftermiddag. Af en eller anden grund stirrer hun mærkeligt på mig.

Atter en dag for Dan

Man kan se på dit hår
at du skriver i sidevind.

Mysteriernes bogholder
i angst for galakser.

Søvnen vil få dig til
at tale om noget andet.

Bliv hos dig, bliv hos Dan Brown.

Og igen

Ingen tror på fattigdom længere
folk betaler for at læse om tomhed

og praler af ikke at spise noget.
Men du har bygget en ny carport til

ved siden af den synlige verden
der er blevet meget synlig.

Nu er du en slags blitzkrig.

Jeg blev stadig aldrig færdig med Dan Brown

Du har ikke drømt det her
du er din egen støj

du er dine drømmes grænser.
Månen er ikke din skyld

men du må hellere lære
at elske den som dig selv.

Nu er du Dan Brown om natten.

Huskeseddel til en syndflod

1) Dryp dryp

2) Blop blop

3) Gurgle gurgle

4) Plask plask

5) Slurp slurp

6) Ungh ungh

7) Slrr slrr

8) Pll pll

Hej

Hej-hej

Jeg blev aldrig færdig med Dan Brown

Du er din egen tvilling
du ligner fuldstændig dig selv

tit griber du dig selv i at tænke
det samme som du siger.

Også spejle gør dig usikker
men ikke altid på en dårlig måde.

Nu er du Dan Brown 2.

I dag udkommer

Vagn Remme: Vi er her ikke, en landsbyroman. 88 s., kr. 125. Bestilles her: oeverstekirurgiske@gmail.com. For mere info, se Øverste Kirurgiskes Facebook.