VÆGGEN HAR SLÅET SIG

OPLÆSNING i morgen torsdag

Øverste Kirurgiskes 89. månedsoplæsning i Warehouse 9 torsdag d. 3. marts, kl. 20.

GÆSTEOPLÆSERE:

Morten Søndergaard

Lone Aburas

Chresten Forsom

Charlotte Inuk

Bent Otto Hansen

VIDEO/LYD:

Sonja Lillebæk Christensen

Poorly Xeroxed

FRA ØK:

Sternberg

Jens Blendstrup

Thomas Krogsbøl

- samt ordstyrer Niels Ivar Larsen.

Gratis entré. Fadøl, absinth, vibrationer osv.

Grønne nyheder

Jeg er blevet udnævnt til æresmedlem af Absinthselskabet. Jeg føler mig meget beæret.

Kort systematisk fortælling

Historien starter med en elefant der har tyndskid. Den fortsætter på en parkeringsplads. Der er ikke noget særligt at fortælle om parkeringspladsen. Jeg tror nok det var her jeg en dag opdagede at Poul i grunden har ret små fødder, men ellers kan jeg ikke komme i tanke om noget. Hvis man vil have lidt spænding og action, kan man forestille sig at man undlader at komme penge i P-automaten, eller at en flok mænd i orange kedeldragter dukker op og begynder at skovle elefantlorten ned i sorte plasticsække. Hvad skal jeg gøre, jeg hader cirkus?

(Upubliceret tekst til Lab-oplæsning, juni 2002)

Jeg er et telt for fanden (fra Hittegodskontoret)

Jeg er et telt. Jeg er udmærket klar over det. Ja, jeg er et telt for fanden! Men jeg har også følelser ... Claus, hvordan kunne du glemme mig i bussen? Du havde din seksuelle debut inde i mig, kan du ikke huske det? På Roskilde Festival '97. Hvad ville du have stillet op uden mig i den situation? Og næste dag brækkede du dig på mig ... Men bagefter opdagede du hvor nemt det er at vaske mig. Jeg er af nylon, tåler næsten alt ... Eller hvad med den gang vi var i San Remo sammen? Dubrovnik, Goa, Algarve? Det hele så ens ud for mig, campingpladser ligner hinanden jorden rundt, men jeg fandt en ydmyg glæde i at stå på række sammen med de andre telte, mine artsfæller. Vi var noget, vi gjorde en forskel, uanset hvor stive du og dine venner var ... Jeg troede der var mere mellem os, Claus, efter alt vi har været igennem. Men det er hvad man kan forvente sig når man er af nylon. Ingen kommer nogen sinde til at elske mig. Jeg er på en eller anden måde uægte, næsten altid på tilbud, et nødvendigt onde, en tålelig løsning, et fornuftsægteskab. Jeg er løsningen på et praktisk problem, men ingen begærer mig eller nærer noget inderligt ønske om at besidde mig. Jeg figurerer på linie med opvaskestativer og cykelklemmer. Når jeg bliver glemt i bussen, trækker man blot på skulderen ... Claus, for fanden! Hvad skal jeg nu gøre? Hvem skal slå mig op, så jeg kan få lidt sus under skøderne? Hvem skal glatte mine folder? Du er en røv, Claus!

Fra udstillingen This Could Be Yours, Øksnehallen, februar 2006. Arrangeret af Lisbeth van Deurs og Malene Sakskilde der havde lånt omkring hundrede uafhentede genstande fra Hittegodskontoret og derefter sendt et billede af en tilfældig genstand til omkring hundrede skribenter. Til sidst mødtes alle i Øksnehallen hvor genstandene var udstillet med tilhørende tekster. Det var ikke kun forfattere der deltog, også politikere og andre mediepersoner bidrog, og jeg kan oplyse at tidligere politichef Hanne Bech Hansen, der medvirkede i sin egenskab af øverste chef for Hittegodskontoret, allerede ved denne lejlighed fik sin litterære debut med en tekst om at man skal huske sine ting. Jeg stod lige bag ved hende til ferniseringen med en hashklump i lommen.

Kort digt

herfor.

Tvetydige objekter 1

Dette er en 7"-single med Johnny Cash fra 1959: Luther Played the Boogie. En sangtitel jeg straks snubler over. Luther? Martin Luther? Nej, Luther Perkins fra backinggruppen The Tennessee Two. Det var ham der spillede boogie. Ham og ingen anden? ... Det er der en del at sige til ... Og nu siger jeg det ... Nu er jeg ganske vist klar over at Luther ikke er et ualmindeligt fornavn i Amerika, men ikke desto mindre kan jeg umuligt undgå at komme til at tænke på Martin Luther når jeg hører den sang ... Noget der i øvrigt kun sker yderst sjældent ... Og sikke en tanke! Boogie er en livlig musikform, det er party, fest og farver, kroppe der vrider og slanger sig under kæder af guirlander og kulørte lamper i den svale sommernat ... hmm ... Og så Martin Luther? Egentlig en lidt væmmelig blanding. Skal man så forestille sig at man danser rundt med en eller anden kronraget type med tonsurkrans om den glatbarberede isse, iklædt en lang, brun vadmelskutte og reb om livet? Typen som efter koncerten bare synes at topmålet af god underholdning på en lørdag aften er at brænde nogle bitches af på bålet? Og som med garanti har skidedårlig ånde. Hvor fedt er det lige? ... Kan denne tvetydighed være et bevidst greb? En virkning Johnny Cash har ønsket at fremprovokere? Aner det ikke, jeg har ikke læst nogen Johnny Cash-biografi, countrymusik interesserer mig kun lidt ... Men jeg vil mene at det ikke er usandsynligt. Vi befinder os i halvtredserne, og populærkulturen er under heftig beskydning fra det religiøse højre, navnlig rock'n'roll, gyserfilm og tegneserier står for skud. Nu var Johnny Cash ganske vist 'country' og ikke 'rock'n'roll'. Han vrikkede heller ikke meget med hofterne. Han var ikke direkte i skudlinjen ... Men han udkom altså på det samme selskab som Elvis Presley debuterede på i 1954 (Sun Records, Memphis, Tennessee, hvilket skulle fremgå tydeligt af billedet). Sangen her er endda indspillet i 55 hvor Elvis stadig huserede på Sun, selvom singlen først udkom i 59. Der kan altså være tale om at sangens titel er et ironisk greb fra hans side, et drilleri hvormed han har villet forsvare sin populærkultur imod mørkemændene og deres kagebagende konemonstre. Vel at mærke på et religiøst grundlag idet påstanden cirka synes at være at Luther ville have kunnet lide boogie, hvis han havde hørt det ... Den gamle svinger ... Lidt uforløst, skulle jeg mene ... Men besynderlighederne ophører ikke her ... Faktisk hober de sig op. Som forventeligt i en tekst af denne karakter ... Sangen handler om et lidt gammeldags hillbillyband. We never played the kind of songs / that would drive anybody wild. Men når Luther spillede boogie, gik folk amok. Med al respekt for Luther Perkins må jeg imidlertid sige at denne countrymusiker har svært ved at lyde så vild som teksten påstår at han er, og har man hørt fx John Lee Hooker spille boogie førend alt det der bluesrock kom ind i billedet, så lyder Luther Perkins' uundgåelige boogie-solo ærlig talt lidt lam i sammenligning ... I det hele taget er det friske og det sjove ikke ligefrem noget man forbinder med Johnny Cash. Han var bedre til at få folk til at græde end til at grine, eller for den sags skyld, til at hoppe og spjætte ... Men i dette tilfælde er der faktisk mere boogie i Johnnys stemme hver gang vi når omkvædet, end der er i det ledsagende guitarspil som angiveligt, ifølge teksten, skulle være helt vildt ... Endnu en tvetydighed! ... Og hvorfor er teksten i datid? Luther Played the Boogie. Det er jo NU han spiller boogie, vi hører det i samme øjeblik omkvædet kommer. Men det er åbenbart blot en repræsentation af noget der engang har været (og som var helt vildt). Egentlig overrasker det mig ikke, for det er gennemgående som om alting altid allerede er fortid i enhver form for folkemusik ... Hvor mange folkemusikere skal der til for at skifte en elpære? Ti. En til at skifte pæren og ni til at spille og synge om hvor god den gamle var... åh ja ...

Virkelighedens anvendelighed

Tænk hvis alfabetet i stedet for bogstaver bestod af svenske skærgårdsøer. Hver gang du skrev en sætning, ville græsset svaje for en let brise og sætningen nå mindst 360 grader rundt om dig. Din ryg ville være dækket på en helt anden måde. Og bøgerne dufte bedre!

NEDE I SPANDEN (rumtekst, rungende)

Børnene skal komme op til tavlen og genfortælle os. Nu. Hvis de ikke aer planeten med små hænder, falder den ned. Den kan ikke blive hængende der midt i ingenting. Også indianerne, hvalerne og delfinerne skal se filmen, så de ved hvad vi forventer os af dem. Selv bliver vi lidt kedelige at være sammen med efter et stykke tid.

SIDEN AF EN SPAND (nu … nej, nu)

Nu må vi række frem og gribe fat hvor vi gav slip. Nu må vi løsne senerne i vores arme og slippe hvor vi før holdt så fast. Vi skal åbne og lukke, åbne og lukke, åbne og lukke. Vi skal anstrenge os, slappe af, fare sammen, slappe af, føde under stor smerte, slappe af, kaste op, slappe af, dø, slappe af. Når blot vi rækker frem, vil vi modtage det hele. Nu vil vi række frem og vaske vores hænder i det flydende lys mens børnene leger i landet Diddy Wah Diddy. Selvom her er koldt, er her meget varmt. Og ud på de små timer, bløder vi smør som er bedre end det dårlige fedt der ikke er så godt. Vi rækker frem, vi står på lange rækker og rækker frem. Vi vil videre. Nu slipper vi, træder et skridt frem og rækker armene ud for atter at gribe fat om gelænderet på den her planet.

PÅ DEN AND SIDE (påstande)

Det er ikke sådan, slet ikke, det ville være forkert at sige. Dog uden at man kan sige det er rigtigere at hævde det modsatte. Så enkelt går det ikke. Man kan ikke bare blive ved med at sige. Vi må gribe fat om det med vores hænder og krølle det sammen eller glatte det ud, alt efter situationens øjeblikkelige krav, og i overensstemmelse med vores ønske om større smidighed, fleksibilitet og hyperbøjelighed. Naturligvis uden at bruge tvang. Faktisk er det vigtigt nok til at alle burde tale med om det, og det er underligt når de ikke gør det. Mange siger at de ikke ved hvad det drejer sig om, og jeg kan godt forstå dem om morgenen når de cykler hen til institutionen med et lille barn bagpå førend det overhovedet er blevet lyst. De ved ikke at der er så meget at tale om, de er uden anelse om at stumhed ikke betaler sig, men blot er en stakket frist indtil man afkræves et nyt svar eller et nyt spørgsmål. Og naturligvis tænker jeg nu på deres hænder. De kunne begynde med at række dem frem, de kunne røre ved tingene førend de siger noget om dem. Lad blot de barkede næver tage fat i børnene og de gamle og de syge og de gale og de døde i krigen og de som er i arbejde og de som desværre ikke er, og de døde i trafikken. Vi må alle gøre en indsats, for hvad nu hvis vi vandt?

LOVE

PÅ DEN AND SIDE (hinsides)

Vi går en kort, lang tid i møde. Alting bliver svært, undtagen det som er nemt. Det er nemt at råbe hurra. Det er svært at få nye idéer. Man kan betale nogen for at få nye idéer, men det er ikke til at se om de bestiller noget eller ej, dem man betaler for at få idéer, når de bare sådan sidder og prøver at få idéer. Man vil ikke være til grin for sine egne penge. Så det er også svært. Det nemme er og bliver det letteste, og vi bliver i hvert fald ved i nærheden af der hvor vi er. Der skal vi fortsat være, også selvom det måske netop her indtræffer senere, dét som er ved at ske, dét der tøver med at begynde og er længe om at holde op. Dette, og meget mere, må vi omfavne, simpelthen holde om uden at bruge tvang. Det er forhold der gør sig gældende. Vi må stå op om morgenen når vi enten er søvnige eller oplever at vores interesse fanges af noget. Vores interesse som er stor, men alligevel kun af menneskelige dimensioner. Hvorfor jeg nu bør huske at sende en hilsen til dem vi skal huske og ikke glemme. Biavlerne for eksempel. De er og bliver ligesom vi. Og vi må ikke glemme at de og vi også har været og var og blev.

Øje?