Om kvælning

Blå. Blå. Efterhånden sort. Grimt, men alligevel en form for personlig henvendelse. Et silketørklæde, en livrem, et reb. Mærkelige frugter! Pervers podning! En forbrydelse imod træheden. En knivspids klokkeblomst for meget!

Senere i en film

Om melankoli

Væggene er lavet af nat. Vi er segnet om for fødderne af vores skygger. Træer synker langsomt i jorden. Fugle med grå fjer, udhungrede skabede ræve, tjørnekrat. Og solen er hæslig, hæslig! Kugle af brændende affald, uundgåelig, påtrængende, belærende. Et åg, to spande, mørket og lyset, ingen af dem til at bære. Skuldrene en sammenstyrtet borgruin, en bunke tørret svaleurt på bunden af den støvede brønd.

Om programmet

En parodi der samtidig er det som parodieres, et fuldstændigt kalkérbillede. Et nyt niveau af encyclopædisk ikke-viden. Et råb om hjælp. Til andre planeter. Til en sten og nogle buske. Dobbeltløbet, tveægget, beggesidigt.

En af de medvirkende i ANTICHRIST

Om angst

Det sker lige om lidt. Intakt bevidsthed i fuldstændig tomhed eller alt for hvidt lys. Ingenting tager ordene tilbage. Bange bogstaver, bange for hvad? Det er dét vi ikke ved. Og vi er ikke hjemme, man kan slet ikke være hjemme på den her måde. Og vi er heller ikke ude, kun langt ude. På spidsen, allerlængst fra skæftet, kniven i hele kroppen, stivnet under dynen, i bundløs bomuld. Liggende eller oprejst svimmelhed, frit fald i alle retninger.

Om fetichisme

Et vilkårligt begær, en overvurderet og umådelig værdsat overflade, et slags yderste led i kæden af tegn, noget som enhver tankerække risikerer pludselig at gå i stå foran. Eller vi kan simpelthen ikke holde fingrene fra fletningerne idet vi får kastet perlerne i fjæset. Et sår man ikke kan lade være med at pille i. Blodrødt skinnende, tag det bare på. Smukke genstand af skorpe.

Hensigtserklæring

Principielt er jeg tilhænger af mere dialog. Bare ikke lige nu.

Malmö onsdag

aften så jeg Sonic Youth spille i KB for et publikum på kun omkring 500. En luksusforestilling. Bandet kom med en ekstra bassist jeg ikke har set før og spillede alt det vi gerne ville høre, nemlig omtrent halvdelen af Daydream Nation plus lidt mere fra samme periode. Jeg mente også at kunne detektere numre fra Murray Street, Rather Ripped og The Whitey Album. Og et par nye numre fra et snartkommende album. De virkede endda som om de selv kunne lide det og havde det okay med at være Sonic Youth på mindst syvogtyvende år, selv om Thurston Moore beklagede sig over jetlag. Som at møde gamle venner igen.

I øvrigt kan man downloade tonsvis af musik fra deres eget site, helt legalt og tilmed gratis. Følg linket her og lyt til Sonic Death, en kassetteudgivelse fra 1984 baseret på meget tidlige liveoptagelser, klippet sammen på kryds og tværs af numre i lettere manipuleret tilstand. Some product! Det er noget af det vildeste, indholdet lever fuldstændig op til titlen. Og det varer en hel time! Man kan også nedhente en baglæns version af deres første selvtitlede plade. Eller hvad med EP’en Master Dik fra 1987, hvor Thurston Moore faktisk rapper og slipper levende fra det. I det hele taget et komplet overflow af rariteter, underlige soloprojekter og plader som bandet selv har udgivet på deres eget selskab SYR. Ikke alt sammen lige ophidsende, men altid insisterende.

Vi var for resten en hel del sortklædte, midaldrende mænd og vores gennemgående lidt yngre og ligeledes sortklædte koner.

Gormenghast

Romanen her er resultatet af en heldig kombination: en maler der kan skrive! Det er faktisk beskrivelserne der er det mest spændende. Han dvæler ved farver, lys og skygge, himlens og vandets mange skikkelser. Og ved den vildtvoksende og tilsyneladende endeløse forfaldne arkitektur der udgør borgen Gormenghast. Det er som om stedet altid har været en ruin. Beskrivelserne veksler hele tiden mellem at være vagt mystificerende (det er vel blandt andet dét der gør bogen til fantasy) og humoristisk idylliserende på en Dickens-agtig måde. Også personerne i bogen med de mærkelige navne virker dickenske og synes umiddelbart malplacerede i den middelalderlige arkitektur de er omgivet af. Der er typer som den manisk snakkende Dr. Prunesquallor og hans giftesyge søster Irma, den evigt mimrende barnepige Nannie Slagg med de rødrandede øjne, den opiumsafhængige Lord Sepulchrave, der kun nødigt forlader sit bibliotek hvor han sidder og ruger dystert over The Xonian Poets, mens den gamle indtørrede bibliotekar og Master of Rituals Sourdust andægtigt ser til. Og den voldsomt tykke og glubsk morderiske kok Swelter. Og Lady Fuchsia, en gothagtig prinsesse der altid gemmer sig og strejfer omkring på glemte lofter, forelsket i sin egen ensomhed. Alle mennesker her er underlagt arkitekturen, de er mærkede af den som de bevæger sig rundt i det labyrintiske, kolossale og smuldrende stenlandskab. Der findes store glemte områder af borgen hvor ingen nogen sinde kommer. Og besynderlige ting går i svang i krogene. Den omgivende natur er ikke mindre dramatisk. Oven over borgen luder det dystre bjerg Gormenghast, og til de andre sider er stedet omgivet af uigennemtrængelige, vilde skove og sumpe og ødemarker. Stedet synes uden forbindelse til nogen omverden. Ikke andet end landsbyen ved borgmurens fod, som slet og ret kaldes The Mud Dwellings.

Mervyn Peake’s Gormenghast-trilogi (1946-1959) er tit blevet sammenlignet med Ringenes herre. For en ydre betragtning kan det synes rimeligt. I begge tilfælde befinder vi os uden for nogen kendt geografi eller tidsalder. Tid og sted mikser forfatterne selv med de arbitrære historiske detaljer de finder passende. Og en vis eventyrlighed har de til fælles. Men i Gormenghast finder man intet der ligner den stort opsatte kamp mellem det gode og onde, som finder sted i Ringenes herre. Kompositionen er yderst løs, og handlingen episodisk. Der er øjeblikke af dramatik, navnlig mord, brandattentater og andre slags dødsfald, men meget af tiden foregår der egentlig ikke noget særligt. Efterhånden samles handlingen dog om Titus Groan, den lille jarl (nr. 77 af slagsen) der fødes i starten af første bind. Han er en oprører imod den rigide ritualisme der præger livet i borgen med daglige absurde ceremonier, som altid bør udføres nøjagtig som beskrevet i de gamle folianter, der udgør manualen for livet i Gormenghast. Hvilket betyder at bibliotekaren er det mest magtfulde menneske her. Alligevel er det Titus der til sidst må redde denne oldgamle verden og dens passive indbyggere fra den opportunistiske og livsfarlige opkomling Steerpike. Men faktisk ved vi ikke hvordan Peake havde tænkt sig at ende historien, eftersom han døde inden han fik skrevet bind fire. At det blev en trilogi er altså en tilfældighed. Hvis ellers døden kan kaldes tilfældig.

Det er en malers bog. Han sidder og kigger på sit billede og fortæller os hvad han ser. Og så kan han skrive! Det kan være en ganske langhåret tekst at komme igennem på engelsk. Peake benytter sig af et stort ordforråd, og teksten er tilmed forfattet i en gammelagtig krønikestil a la Karen Blixen. Det betyder at der bruges ord og vendinger som man sjældent støder på i moderne engelsk, og at nogle af de ord man kender, anvendes i en lidt anden betydning end man er vant til, nemlig i en ældre betydning. Som oversætter sætter jeg en vis ære i at gnave mig igennem hele dyngen, de 1200 tættrykte sider som er denne bog, på originalsproget. Men også fordi så mange af Peake’s sætninger er sprængfærdige af detaljer og simpelthen underfundige. Man kan dog vælge en nemmere løsning og læse den danske udgave. De to føste bind af trilogien foreligger nu på dansk takket være Forlaget Ries, som også har tænkt sig at udgive tredje og sidste bind. Og her kan man læse et lille essay af Poul Vad om Gormenghast, hvis man vil vide mere.

Og lad os så lige høre bogens første afsnit, ganske symptomatisk for resten:
Gormenghast, that is, the main massing of the original stone, taken by itself would have displayed a certain ponderous architectural quality were it possible to have ignored the circumfusion of those mean dwellings that swarmed like an epidemic around its outer walls. They sprawled over the sloping earth, each one half way over its neighbour until, held back by the castle ramparts, the innermost of these hovels laid hold on the great walls, clamping themselves thereto like limpets to a rock. These dwellings, by ancient law, were granted this chill intimacy with the stronghold that loomed above them. Over their irregular roofs would fall throughout the seasons, the shadows of time-eaten buttresses, of broken and lofty turrets, and, most enormous of all, the shadow of the Tower of Flints. This tower, patched unevenly with black ivy, arose like a mutilated finger from among the fists of knuckled masonry and pointed blasphemously at heaven. At night the owls made of it an echoing throat: by day it stood voiceless and cast its long shadow.

Serielle nyheder

Gåsehud Horrorland #5, Dr. Maniac mod Robby Schwartz er udkommet. I min oversættelse. Robby er god til at tegne, og han mener at superskurke altid er meget sjovere end superhelte, så der er slet ingen helte med i hans tegneserie. Det er bare ærgerligt, så, at hans tegneserie bliver til virkelighed, for nu må han selv finde en måde at besejre superskurkene på, og det er ikke særlig ligetil. Og de voksne tror aldrig på hvad man siger, sådan er det altid i den slags bøger her, det er altid børnene der må redde byen eller menneskeheden eller planeten eller universet fra udslettelse. Selv deres irriterende mindre søskende bliver de nødt til at redde!

Om æsteticisme

Vi sætter noget foran noget andet. Det ser pænere ud sådan. Vi forlanger øjne i stedet for to sten der ligger i mudderet under vores spidse sko. Man kan også sige at mudderet får en slags hudfarve, der hjælper kødet til at opnå en uset grad af beboelighed og bibringer det et skær af noget je ne sais quoi som man godt kunne have lyst til i sin fritid.

Om tvekønnethed

Til at begynde med nogle muskler, heste, gazeller, okapier. Nervøst kød med prægnans. Vi må se det for os. Mennesker, delfiner, små guder foldet i tvetydig fedme, kvaliteter som ikke behøver et køn for at kunne ses. Fylde og fyldes. Flere slags skåle, noget mere generelt, et verdenskondom der går hul på. Apparater som for det meste bare står og simrer.

Branche über alles

Alle mennesker er mærkelige. Spørgsmålet er om de kan skrive.

Som om der var krig

I nat da jeg netop var ved at falde i søvn og havde lukket øjnene, så jeg pludselig hvide glimt for mig. Først troede jeg at det drejede sig om en synsforstyrrelse, men så hørte jeg braget, og det gik op for mig at det tordnede. De hvide glimt var genskæret af kraftige lyn udenfor der trængte gennem gardinet og gennem mine øjenlåg. Så kom jeg til at tænke på min mormor. Når det tordnede om natten, stod hun altid op, tog tøj på, lavede kaffe og satte sig med håndtasken inden for rækkevidde, indeholdende pas, kontanter, bankbog og sygekassebevis. Så sad hun og kiggede ud ad vinduet mens hun røg en 6-7 smøger, til det var drevet over. Tordenkaffe kaldte hun det. Jeg stod op igen og røg et par smøger i solidaritet med min mormor.

CPH:LITT 09 (diffuse øjebliksbilleder)

Da bombehundene havde været der, og kulturministeren var ankommet, kunne vi få lov at møde ham, manden fra Bombay der satte verden på den anden ende. Salman Rushdie dukkede frem og begyndte veloplagt at snakke løs om alt muligt fra Monty Python til Machiavelli. Sidstnævnte har Rushdie studeret i forbindelse med sin nye roman, The Enchantress of Florence. Machiavelli var ikke selv machiavellisk, forlød det. Han var bare en tidlig realistisk forfatter der beskrev sine erfaringer med politik. Han prøvede at blive tortureret af Mediciernes bødler, så hvorfor skulle han dog elske fyrsterne? spurgte Rushdie. Som også fortalte at han (Rushdie, ikke Machiavelli) som barn i Bombay måtte lære fem sprog for at kunne forstå hvad folk sagde til ham. Og om hvordan gadesproget i Bombay er en blanding af byens forskellige sprog. Det havde været mærkeligt for ham at komme til et monoglot land som England, han oplevede det som en begrænsning. Et interessant udsagn fra en mand der ikke just kan beskyldes for at være halalhippie.

Pia Juul med snaps. Jeg glemte at spørge om det var O.P., det foretrukne svenske mærke. Men dér var hun, skøn og sjov og klog. En yndlingsdigter, sgu. Det var ren fryd at høre hende læse op igen, bagefter strøg jeg ned i stueetagen hvor der var indrettet bogbutik, og købte Mordet på Halland. Ikke noget med at prøve at fedtspille mig til et frieksemplar, nej, betale fuld pris. Den er med garanti alle pengene værd, og det er endda billigt sluppet eftersom denne forholdsvis lille bog mindst ville fylde et par tusinde sider hvis hele underteksten skulle med. Det er sådan noget Pia Juul kan. Så tag du dig en snaps, den er dig vel undt! Og skål i fredagssolen! Jeg tror jeg smider Mordet på Halland ned i kufferten sammen med Helt i skoven, når jeg snart damper af til et varmere sted. Måske den nye ikke-kriminalroman kan kaste lys over den forholdsvis dunkle ikke-kriminaldigtsamling fra 2005. Som også havde et lig placeret i forgrunden. Eller hvad med En død mands nys fra 1993? Det er mange lig!

Med i kufferten ryger også et par andre nyerhvervelser fra weekenden: Tak for mørket far af Claus Handberg Christensen, som i øvrigt kommer i Den sidste hal torsdag d. 4. juni. Og Katalognien som er noget groovy shit af Peter Adolphsen og Ejler Nyhavn ... Jeg har ikke billeder af det hele, beklager. Jeg har ikke lært endnu at være så konsekvent og næsten grusom på det punkt som Janus Kodal, der skulle tale om grænser mellem det private, det personlige og det offentlige med Kamilla Löfström og Claus Handberg. Kodal kunne påvise en overraskende forbindelse mellem Martin A. Hansen og Per Højholt. At Højholts snak om ’hovedstolen’ havde sin rod i Heretica-tiden ... Hvad ellers? Morten Søndergaard gav prøver fra en snart kommende udgivelse på Arena, Må sort dreng dø ren, et anagram over hans eget navn. Bogen indeholder bl.a. en delvis udskrift af forfatterens DNA-profil. Tættere på kan vi dårligt komme, nu vi taler om det offentlige og det private.

Her bliver der gjort klar til Janina Katz. Vi starter i det muntre hjørne, sagde hun, det første digt hedder Endlösung. Stærke sager. Hun må huske for flere ... Og apropos Rushdie talte vi med Janina Katz bagefter om ældre emigrantdamer i Paris som ubesværet hopper rundt imellem russisk, armensk, polsk, tysk og fransk. De kan have mange andre problemer, men lige dét er tilsyneladende ikke noget problem.

Et skud Laugesen er altid godt, og sent lørdag aften var han i fin form. Der er ikke noget bedre end at lytte til energisk oplæsning af lyddigte når man har indtaget et vist antal genstande. En specialitet som Lars-Emil Woetmann i øvrigt også er skrap til. Og nu vi er ved den fede lyd, så hørte jeg selvfølgelig også Skammens Vogn med Nikolaj Zeuthen i front. Og en masse andet, men nu orker jeg ikke mere, jeg får heller ikke løn for at dyrke mit spinatbed her. Jeg sidder her bare for at bibringe jer den opfattelse at det er enormt sjovt og spændende at gå til oplæsninger, for det ville være endnu sjovere hvis der kom nogle flere ... Og uanset hvad der i øvrigt bliver sagt og skrevet om CPH:LITT, så er festivalen altså federe end Bogmessen i Forum hvis man sådan interesserer sig lidt for litteratur an sich.

Oven over ser I jeres udsendte til et lille afterparty i guldalderghettoen Bakkehuset, fuld af tanker om Knud og Kamma ... Billedet er taget kl. 2.01 lørdag nat, Morten Søndergaard trykkede på knappen. Jeg nåede aldrig ind til festivalen igen om søndagen, børnene kom, og far var træt, lidt i mørket ... Men venner, vi bliver snart nødt til i et eller andet omfang at gøre noget drastisk for at prøve at redde Knud og Kammas projekt og gennemføre deres plan, I ved, oplysning, digtekunst, civilisation, almindelig høflighed, en smule konduite ... idéen om at man er et menneske før end man er hottentot, halalhippie, perker eller svensker, kommunist, kapitalist, karseklippet eller fønbølget. Der er ganske vist tale om en abstraktion, ’mennesket slet og ret’, måske endda en form for essentialisme, men dog en åndbar én af slagsen! Mere anvendelig end så meget andet på grund af sin universalitet (en ny abstraktion, jeg ved det godt, et held jeg ikke er filosof). Så ... flere hyrdedigte eller vi skider på gulvet!!!

Til sidst et portræt af Tomas Thøfner, taget omtrent samtidig med billedet af mig selv. Et meget passende Punktum. Også en slags oplysning.

Om fosterstilling

En tilsyneladende hjemlig krumhed, så afvigende fra enhver slags futurisme. Ude af trit med sin egen faktiske fødsel, uformelig og foragtelig, nederlaget malet hen over slatten og krøllet bomuld og puder med klumper af fjer fra tidligere fugle. En pony ville aldrig gøre sådan!

Om masturbation

Selv i sig selv med sig selv om sig selv på sig selv fra sig selv ned ad sig selv af sig selv. En form for suverænitet? Momentan urørlighed som på skolelokummet! Grusomhed i korte bukser! Ubegrundet uforståelig blodtørst! Men også lækkert.

Om blodfortynding

Jernet er væk, opløst i rustfarvet vand der afsætter skjolder i vindueskarmen og på lagenet, hvor vi ligger, helt forskrækkede, med lukkede hænder om visne blomster og døde små pelsdyr med mælkede øjne som triste perler, dråber af alabast, gips til os fra afgrunden. Vi er børn der dør for tidligt med iltfattig latter på læben, som af betændelse i hjernen, en hysterisk grinende svulst, en ondartet centralasiatisk tåge fra opiumsrør og diesel-trucks. Det partikulære er gået os i blodet.

Om indbildning

Jeg gnider mine knæ med billeder, mine albuer holder op med at sige KNÆK når jeg smører dem med fede olierede farver, og nogen bør rasle med en aerosoldåse for at angive takten til et mere omfattende raseri, som er livets. Man vokser ukontrollabelt i aparte og faktisk asociale retninger, gror hen over møbler og mure, kravler på loftet gennem de oversvømmede værelser med de sejlende stole og borde. Sengen er en blender hvor hukommelsen røres sammen til en dejagtig horisont som klaskes hen over forhaverne og parkeringspladserne. Jeg siger dig, jeg skriver memoirs!

Om simulation

Det er ligefrem forskruet, det går for vidt. Hvorfor ikke anskaffe sig et kæledyr? Eller en reumatisme der bliver værre, så man må gnide knæ med kamfer. Og en særlig omstændelighed i symptomatiske tekster, store hvide forklæder for øjnene og en synlighed som kun findes på hospitaler, barnets selvlysende eksistens på rulleborde og gamle sofaer. Jeg leger Zoro! Den Bløde Pimpernel!

Om kvalme

Maden er ligesom for stor, og den udvider sig, svulmer op, kulminerer uhensigtsmæssigt, blomstrer tropisk fedtet, forbinder sig med kroppen på en overdreven måde. Man føler sig indvendigt overlappet, intimideret, påkørt, overhældt med gaze og søvn, uoverskueligt hensunken uden at interessere sig for noget, berøvet medlemsimpulser. Giv mig nemhed! Og overensstemmelse med min mad.

Om hysteri

Det er at være FOR MEGET! At gøre sig ligesom lang og blive længere og længere, en haveslange, et tarmsystem, bredbåndet, rejser til andre planeter under pludselige anfald af rystesyge og blindhed. Og man bare fortsætter ud over det hele som et vandfald eller en blodstyrtning, og bredbåndet er IKKE NOK! Har I måske aldrig hørt om superstrenge? Alt det der ikke står her, findes i andre dimensioner! Man kan læse det i et schweizisk eller østrigsk laboratorium, der står alting under sådan en lampe forbundet med en kæde af begivenheder. Nu ikke længere noget man kan røre ved uden handsker på.

Om suggestion

Jeg stiller mig an når jeg skriver digte. På anden måde kan jeg ikke gøre det. Digte er en slags monologiseret teater uden krop, altid det her uklare ’jeg’ der taler og taler med selvhypnotiseret stemme. Teatret truer med at blive universelt, men jeg er nødt til at tale fra et punkt lidt uden for mig selv. En lille lysende, dansende prik der svæver rundt tyve-tredive centimeter foran mine øjne. Gad vide om det er det, der menes med ’seriøsitet’, en lille lysende, hoppende prik foran øjnene? Inden man besvimer!

CPH:LITT 09

Jeg læser op på fredag i Huset til litteraturfestivalen kl. 20.30 på anden sal, i Alfabetet. Stort program hele weekenden.

Altid noget

en bog
er lovlig
graffiti

sandheden
et barn af
løgnen

en variation
der tilfældigvis
er et univers

Mandag?

Street art, Berlin Prenzlauerberg 2006

FØR

Det sidste var et tilfælde
af ikke nærmere forklaret
zebraopkast

Se!
Ålene parrer sig
i et særligt hav

NU

nu er der
jordbær med jøde

du har sneglelak
på tæerne

NU

ikke en julekalender
heller ikke en skole

heller ikke en spyflue
den har for mange ben

NU

Det er dejligt at det er så dejligt!

Bortvist fra kærligheden

det knager i armen
det knirker i de små spurve
med de søvnige fjer

tavsheden
er så omfattende
at spurvene
bliver helt hvide

helvedet inde
i et klaver
af stilhed

Man kunne høre

en knappenål falde til jorden da Pia Tafdrup og Marianne Larsen battlede i Den sidste hal torsdag aften.

Begge leverede en super-intens oplæsning. Vi var oppe og hoppe.

Ejler Nyhavn fortsatte sin karriere som et levende, eksisterende menneske. Han virkede ganske livagtig og overbevisende.

Det lader sig ikke gøre at afbilde den mystiske og meget ejendommelige Liv Mørk, af grunde som jeg ikke kan komme nærmere ind på her. Desværre fik jeg heller ikke billeder af Sternberg eller Sweetnoise (Tanja & Cibo).

Men her er Knud Steffen Nielsen der indledte seancen med oplæsning af Det gør ikke rigtig ondt på fisk og andet godt fra bagkataloget.

Vi hørte også noget fra Frede går amok af Niels Jacob Rey Henningsen, aftenens surprise-indslag. I baggrunden ses ordstyrer Niels Ivar Larsen fordybet i kontemplation.

Bagefter var der nogen der miksede oven på mixeren.

Michael Gaardsøe, tidl. Lab, nu Banestyrelsen, lånte mit kamera og tog omkring 100 billeder ude i hallen. Her lidt afterparty-stemning.

DEN SIDSTE HAL endeligt program

ØVERSTE KIRURGISKES 75. MÅNEDSOPLÆSNING

Torsdag d. 7. maj i Den sidste hal, Enghavevej 82 (gården), tæt ved Enghave Station, kl. 20.

Marianne Larsen
Pia Tafdrup
Ejler Nyhavn
Knud Steffen Nielsen
Liv Mørk
Sweetnoise
Sternberg
Thomas Krogsbøl

Og det vil sikkert glæde mange at vi nu atter kan byde på velskænket fadøl, endda økologisk.

Sorte søster 20 (sidste)

De vidtløftige bjerge der er så meget anderledes end det beboede tøj, har opfundet en ny slags uhyggelig orgelmusik.

Undskyld alting.

Sorte søster 19

jeg rejser
eller sover

jeg taler
eller taler
til dig

jeg har strøm
eller taler
i mørke

Sorte søster 18

Måske har jeg bare aldrig rigtig lært at hade metaforer intenst nok ... ”Metaforer er nogle røvhuller,” som Bukdahl engang skrev.

Sorte søster 17

Faktisk begyndte jeg at skrive Areola under påvirkning fra Johannes L. Madsen, navnlig samlingerne Nedspildt spruttende af syre (1969) og Smarte pletter mellem fingrene (1970). Jeg har skrevet en artikel om psykedelisk digtning i Danmark til et svensk kunsttidsskrift, Hjärnstorm, hvor jeg blandt andet (måske endda især) kommer ind på Madsen ... I det første digt i Areola, det store morgendigt, endnu uden grotesker som Lars Bukdahl ganske rigtigt påpeger (måske er gravhundene lidt til en side, men altså ... ), dér får jeg flyttet en del rundt på de samme elementer, morgenen, huset, plænen, skyggerne, blomsten. Jeg permuterer dem, og det er et greb jeg mere eller mindre har hentet hos Madsen. Og fra grammatikken hvor jeg har hentet begrebet ’permutation’. Omend jeg ikke går nær så skematisk til værks. Hvad jeg også har fra Madsen er kombinationen af det systematiske med et i grunden ret psykodramatisk, for ikke at sige romantistisk, billedgalleri, altså, han gik ikke af vejen for at skrive om en ’rytter med flagrende kappe der rider hen over natten’. Det forekom mig at være en god blanding, hvorfor ved jeg ikke helt eller har ikke lyst til at komme ind på. Men sådan begyndte det altså ... Nu kan jeg godt se at mit valg af billedkulisse, huset, haven, plænen osv, bringer Ole Sarvigs Jeghuset i erindring. Men også for eksempel Klaus Rifbjerg. Den måde som det kæmpe skrummel af en Frederiksberg-villa hvor pigen bor, bliver beskrevet på i Den kroniske uskyld. En borg er det. Som i en folkevise om indespærrede skønmøer. Et psykohus ... Og det var vel det jeg ville, så, bygge et utopisk morgen-psykohus, når nu jeg ikke er og næppe nogensinde bliver en fuldblods systematiker som Madsen. Så erotomane professorer, plasticindstøbte døde punkere og andet godtfolk kan føle sig velkomne til at joine partyet og finde en sprække at være i ... En beboelig bog af en art ... re-humaniserede techno-skriverier ...

Får år

spis din musvit, dyp stykkerne i krukken
mens jeg tangerer din jukebox
og fornyer dig med øjne på stilke

Hvid negers blogger blues 2 (lille bevidsthedsrejse)

Jeg hader folk der har den der agressive måde at kede sig på, som absolut skal smitte omgivelserne med deres rastløshed ... SÅ FIND DOG PÅ NOGET SELV!!! ... Forestil dig din egen kedsomhed som en vidtstrakt slette, lad os sige i Ukraine. Først kan du kun se hvede- og solsikkemarker, et enkelt eller to birketræer måske, det udbrændte vrag af en gammel Lada i vejsiden, ikke noget særligt, men NU har vi allerede fået øje på hende der Timosjenko med fletningerne. Og det siger du er kedeligt?!

Hvid negers blogger blues

Jeg råber i en spand fordi jeg tror jeg på at spasse universelt, spasse på alle niveauer, spasse i spande, spasse i spabade, spasse i Sparta, spasse i Spanien, spasse i sparekassen, spasse i spaghettiwesterns, spasse når jeg spiser en spandauer, spasse når jeg får spat og især spasse spaltevis. Men også bare for i det hele taget at være FOR MEGET. Jeg er den nærmeste til at gøre det. Der er kun mit hår mellem mig og en afgrund, en afgrund mindst ligeså ligegyldig som internettet, DER ER IKKE NOGET AT VÆRE BANGE FOR. Internettet er ligesom at holde fest i en sauna.