Sorte søster 17

Faktisk begyndte jeg at skrive Areola under påvirkning fra Johannes L. Madsen, navnlig samlingerne Nedspildt spruttende af syre (1969) og Smarte pletter mellem fingrene (1970). Jeg har skrevet en artikel om psykedelisk digtning i Danmark til et svensk kunsttidsskrift, Hjärnstorm, hvor jeg blandt andet (måske endda især) kommer ind på Madsen ... I det første digt i Areola, det store morgendigt, endnu uden grotesker som Lars Bukdahl ganske rigtigt påpeger (måske er gravhundene lidt til en side, men altså ... ), dér får jeg flyttet en del rundt på de samme elementer, morgenen, huset, plænen, skyggerne, blomsten. Jeg permuterer dem, og det er et greb jeg mere eller mindre har hentet hos Madsen. Og fra grammatikken hvor jeg har hentet begrebet ’permutation’. Omend jeg ikke går nær så skematisk til værks. Hvad jeg også har fra Madsen er kombinationen af det systematiske med et i grunden ret psykodramatisk, for ikke at sige romantistisk, billedgalleri, altså, han gik ikke af vejen for at skrive om en ’rytter med flagrende kappe der rider hen over natten’. Det forekom mig at være en god blanding, hvorfor ved jeg ikke helt eller har ikke lyst til at komme ind på. Men sådan begyndte det altså ... Nu kan jeg godt se at mit valg af billedkulisse, huset, haven, plænen osv, bringer Ole Sarvigs Jeghuset i erindring. Men også for eksempel Klaus Rifbjerg. Den måde som det kæmpe skrummel af en Frederiksberg-villa hvor pigen bor, bliver beskrevet på i Den kroniske uskyld. En borg er det. Som i en folkevise om indespærrede skønmøer. Et psykohus ... Og det var vel det jeg ville, så, bygge et utopisk morgen-psykohus, når nu jeg ikke er og næppe nogensinde bliver en fuldblods systematiker som Madsen. Så erotomane professorer, plasticindstøbte døde punkere og andet godtfolk kan føle sig velkomne til at joine partyet og finde en sprække at være i ... En beboelig bog af en art ... re-humaniserede techno-skriverier ...