Gormenghast

Romanen her er resultatet af en heldig kombination: en maler der kan skrive! Det er faktisk beskrivelserne der er det mest spændende. Han dvæler ved farver, lys og skygge, himlens og vandets mange skikkelser. Og ved den vildtvoksende og tilsyneladende endeløse forfaldne arkitektur der udgør borgen Gormenghast. Det er som om stedet altid har været en ruin. Beskrivelserne veksler hele tiden mellem at være vagt mystificerende (det er vel blandt andet dét der gør bogen til fantasy) og humoristisk idylliserende på en Dickens-agtig måde. Også personerne i bogen med de mærkelige navne virker dickenske og synes umiddelbart malplacerede i den middelalderlige arkitektur de er omgivet af. Der er typer som den manisk snakkende Dr. Prunesquallor og hans giftesyge søster Irma, den evigt mimrende barnepige Nannie Slagg med de rødrandede øjne, den opiumsafhængige Lord Sepulchrave, der kun nødigt forlader sit bibliotek hvor han sidder og ruger dystert over The Xonian Poets, mens den gamle indtørrede bibliotekar og Master of Rituals Sourdust andægtigt ser til. Og den voldsomt tykke og glubsk morderiske kok Swelter. Og Lady Fuchsia, en gothagtig prinsesse der altid gemmer sig og strejfer omkring på glemte lofter, forelsket i sin egen ensomhed. Alle mennesker her er underlagt arkitekturen, de er mærkede af den som de bevæger sig rundt i det labyrintiske, kolossale og smuldrende stenlandskab. Der findes store glemte områder af borgen hvor ingen nogen sinde kommer. Og besynderlige ting går i svang i krogene. Den omgivende natur er ikke mindre dramatisk. Oven over borgen luder det dystre bjerg Gormenghast, og til de andre sider er stedet omgivet af uigennemtrængelige, vilde skove og sumpe og ødemarker. Stedet synes uden forbindelse til nogen omverden. Ikke andet end landsbyen ved borgmurens fod, som slet og ret kaldes The Mud Dwellings.

Mervyn Peake’s Gormenghast-trilogi (1946-1959) er tit blevet sammenlignet med Ringenes herre. For en ydre betragtning kan det synes rimeligt. I begge tilfælde befinder vi os uden for nogen kendt geografi eller tidsalder. Tid og sted mikser forfatterne selv med de arbitrære historiske detaljer de finder passende. Og en vis eventyrlighed har de til fælles. Men i Gormenghast finder man intet der ligner den stort opsatte kamp mellem det gode og onde, som finder sted i Ringenes herre. Kompositionen er yderst løs, og handlingen episodisk. Der er øjeblikke af dramatik, navnlig mord, brandattentater og andre slags dødsfald, men meget af tiden foregår der egentlig ikke noget særligt. Efterhånden samles handlingen dog om Titus Groan, den lille jarl (nr. 77 af slagsen) der fødes i starten af første bind. Han er en oprører imod den rigide ritualisme der præger livet i borgen med daglige absurde ceremonier, som altid bør udføres nøjagtig som beskrevet i de gamle folianter, der udgør manualen for livet i Gormenghast. Hvilket betyder at bibliotekaren er det mest magtfulde menneske her. Alligevel er det Titus der til sidst må redde denne oldgamle verden og dens passive indbyggere fra den opportunistiske og livsfarlige opkomling Steerpike. Men faktisk ved vi ikke hvordan Peake havde tænkt sig at ende historien, eftersom han døde inden han fik skrevet bind fire. At det blev en trilogi er altså en tilfældighed. Hvis ellers døden kan kaldes tilfældig.

Det er en malers bog. Han sidder og kigger på sit billede og fortæller os hvad han ser. Og så kan han skrive! Det kan være en ganske langhåret tekst at komme igennem på engelsk. Peake benytter sig af et stort ordforråd, og teksten er tilmed forfattet i en gammelagtig krønikestil a la Karen Blixen. Det betyder at der bruges ord og vendinger som man sjældent støder på i moderne engelsk, og at nogle af de ord man kender, anvendes i en lidt anden betydning end man er vant til, nemlig i en ældre betydning. Som oversætter sætter jeg en vis ære i at gnave mig igennem hele dyngen, de 1200 tættrykte sider som er denne bog, på originalsproget. Men også fordi så mange af Peake’s sætninger er sprængfærdige af detaljer og simpelthen underfundige. Man kan dog vælge en nemmere løsning og læse den danske udgave. De to føste bind af trilogien foreligger nu på dansk takket være Forlaget Ries, som også har tænkt sig at udgive tredje og sidste bind. Og her kan man læse et lille essay af Poul Vad om Gormenghast, hvis man vil vide mere.

Og lad os så lige høre bogens første afsnit, ganske symptomatisk for resten:
Gormenghast, that is, the main massing of the original stone, taken by itself would have displayed a certain ponderous architectural quality were it possible to have ignored the circumfusion of those mean dwellings that swarmed like an epidemic around its outer walls. They sprawled over the sloping earth, each one half way over its neighbour until, held back by the castle ramparts, the innermost of these hovels laid hold on the great walls, clamping themselves thereto like limpets to a rock. These dwellings, by ancient law, were granted this chill intimacy with the stronghold that loomed above them. Over their irregular roofs would fall throughout the seasons, the shadows of time-eaten buttresses, of broken and lofty turrets, and, most enormous of all, the shadow of the Tower of Flints. This tower, patched unevenly with black ivy, arose like a mutilated finger from among the fists of knuckled masonry and pointed blasphemously at heaven. At night the owls made of it an echoing throat: by day it stood voiceless and cast its long shadow.