NEJ

Hvad kan du?

Hvor vil jeg hen med alt det? Jeg ved det ikke, men det bliver ikke mindre indviklet af de følgende tre citater fra Per Højholts Den fireogtresindstyvende frokost i det grønne (1979). Jeg-fortælleren har et projekt af en art, han søger overskridelsen, han opfører sig primitivt. Muligvis er han vanvittig, noget familie figurerer i krogene, men hans nærmere forhold eller relationer til omverdenen er uklare, og de bliver ikke klarere af at teksten efterhånden overtages af en fodnote om Manets billede, Frokost i det grønne, med den underlige, ligesom påklistrede nøgne kvinde i forgrunden, samt en række afsluttende bemærkninger ved Per Aage Brandt. Det er nok slet ikke meningen vi skal bekymre os så meget om jeg-fortællerens personlige situation, det er lissom en tekstmontage, ikk, og han er der hvor han nu er, vi skal bekymre os om overskridelsens problem:

”I aftes forsøgte jeg at brænde mig selv inde. Jeg stak ild i noget papir henne ved døren men der gik ikke ild i den. Så tændte jeg en tændstik og stak den tilbage i æsken mens den endnu brændte og smed æsken i papirkurven. Det lykkedes anden gang. Lidt efter gik der ild i papirkurven og det begyndt at ryge meget. Jeg skyndte mig at tænde i loftet, så man ikke kunne se ilden udefra. Det var et helt bål, men papirkurven stod for langt fra gardinet og andre ting og ilden ville ikke fænge i gulvet, så bålet brændte ud lidt efter. Rummet blev fyldt med røg, men jeg turde ikke lufte ud. Da det var færdigt lavede jeg en lort på gulvet og sad og kiggede på den til det blev lyst.”

Frokost i det grønne #13

”Jeg gik ned på gaden den morgen og stod og så op og tænkte: deroppe, inde på gulvet, ligger en lort. Jeg skyndte mig op igen og håbede at ingen havde set mig. Alligevel gik jeg ned igen lidt efter og da jeg igen sad heroppe begreb jeg at jeg prøvede at sige det til nogen. Jeg ville have at nogen skulle vide det, jeg løb ned to gange i håb om at det jeg frygtede skulle ske. Jeg håbede at nogen ville se mig og undre sig, om ikke andre så hundene.”

Frokost i det grønne #23

”Hvis man var mindre filosofisk tog man den på et fejeblad og gik ind og præsenterede den for sin nabo: Se hvad jeg har gjort, hvad kan du? Hvis, siger jeg, for han ville tro det var en hundelort og det hele en spøg af de grove og jeg ønsker ikke at forulempe mine onkler. Så jeg bliver her ved vinduet.”

Frokost i det grønne #26

PP + PA (Det almindelige kropslige synspunkt)

Alexanderplatz. Jeg kunne ikke lade være.

Sådan er modernismen, det ene tager det andet når først man begynder, så da jeg lidt senere kom forbi denne forretning på Torstrasse, kunne jeg heller ikke lade være. Til min undskyldning kan det anføres at jeg var i selskab med en teenager (som elsker South Park) … Så fortalte jeg om Erlend Loes Naïve. Super, om hovedpersonens mange besøg på det enorme Public Library i New York hvor han finder internationale forfatternavne og bogtitler der betyder noget sjofelt på norsk, fx. Albert Fitte og James F. Runke.

Det ekstreme kropslige synspunkt (oscillator #bla bla)

Roberto Bolaño (i engelsk oversættelse ganske vist) i romanen Distant Star om en tidligere fremmedlegionær, Raoul Delorme, der i Paris 1968 grundlagde en sekt kendt som ’the barbaric writers’: ”… the ex-legionnaire shut himself up in his tiny caretaker’s flat in the Rue des Eaux and began to hatch a new kind of writing. The apprenticeship consisted of two apparently simple steps: seclusion and reading. In order to take the first step, one had to purchase provisions sufficient for a week, or go hungry. To avoid inopportune visits, it was also necessary to make it clear that one was not to be disturbed for any reason, or pretend to be away travelling for a week or to have contracted a contagious disease. The second step was more complicated. According to Delorme, one had to commune with the master works. Communion was achieved in a singularly odd fashion: by defecating on the pages of Stendhal, blowing one’s nose on the pages of Victor Hugo, masturbating and spreading one’s semen over the pages of Gautier or Banville, vomiting onto the pages of Daudet, urinating on the pages of Lamartine, cutting oneself with a razor blade and spattering blood over the pages of Balzac or Maupassant, in short, submitting the books to a process of degradation which Delorme called ”humanisation”. A week of these ”barbaric” rituals resulted in a flat or room full of filth, stench and ruined books, with the apprentice writer wallowing in the mess, naked or in underwear, drivelling and wriggling like a new-born baby, or, rather, like the pioneering fish that had decided to make the break and live out of water.”

At kaste runer (oscillator #2)

Men jeg læser stadig bøgerne på en anden måde, grundigere og med mere blik på helheden hvori de enkelte tekstdele indgår. I bogen er enhver karakter af noget foreløbigt gået tabt. Bordet fanger, man kan ikke længere lave ændringer i teksten. Til gengæld får man den fysiske dimension med, det taktile, hvilket ikke er uden betydning, selvom jeg har svært ved at forklare hvordan det hænger sammen. Som nu fx. min glæde over en sjælden førsteudgave af Dan Turèll … Jeg prøver en omvej: Da jeg gik på universitetet tog jeg som regel noter når jeg deltog i undervisningen. Det var ret sjældent at jeg overhovedet læste disse hastigt nedkradsede og delvist ulæselige noter (selvom enkelte af arkene alligevel viste sig nyttige ved eksamenstid), men jeg opdagede at selve handlingen, at skrive tingene ned, gjorde det nemmere for mig at huske dem – uden at læse hvad jeg havde skrevet! På en eller anden måde havde jeg ved at tage notater etableret en fysisk forbindelse mellem det indimellem ret abstrakte stof og min egen krop … Det er det samme med huskesedler til indkøb: jeg skriver sedlen og behøver næsten ikke kigge på den. Men når jeg ikke har skrevet den, farer jeg forvirret rundt i butikken og kommer til at købe alt muligt andet mærkeligt junk … AT SKRIVE TING NED ER AT PROGRAMMERE SIG SELV!!! … Og du skal røre ved dine bøger?

Som oscillator brummer man af og til en smule

I det foregående indlæg … det med ’et slags tværsnit af en bevidsthed i netop det døgn’, det kunne jeg godt lide … Det giver mig anledning til at sige noget om min egen bog, Jeg er fluen: Jeg blev træt af altid at sidde og polere på teksterne, både to og tre og flere gange. Så i den bog er der ingen overdubs. Alle digtene er skrevet ud i et og ikke ændret siden … Det er selvfølgelig løgn, i en håndfuld af digtene fjernede jeg faktisk slutningen … altid slutningen … hvor den lukkede mere end den åbnede … men ellers lavede jeg ikke noget om … Og det var mit bud på en slags mikroautenticitet, en smule fornyet umiddelbarhed … ikke sådan at forstå at bogens improviserede, lidt løsere præg er nogen garant for ’sandhed’ eller ’ægthed’, men sådan at forstå at jeg valgte at forblive trofast imod det øjeblik hvor digtet blev skrevet, det var vitterligt hvad der for igennem hovedet på mig dén formiddag, simpelthen, intet mindre, ikke andet. Den oprindelige række af associationer står uforstyrret af sin fremtid som et billardstød der ikke kan kaldes tilbage, og ligger nu som kegler der er væltede. Og hele bogen udgør et tværsnit af en periode på et par uger i juni 2007 … Det siger sig selv at en større mængde andre improdigte blev kasseret i processen, jeg holdt mig mere tilbage end Dan Turèll gjorde i Here Comes Your 19th Nervous Breakdown, så det er et par nedbarberede og temmelig kondenserede uger, men alligevel … Måske skulle jeg have givet den mere gas. Min samarbejdspartner, Michael Mørkholt, har ved flere lejligheder leget med idéen om at lave et netforum for ’hæmmede anarkister’ … Jeg har kun kunnet udtrykke min fulde forståelse for projektet … På den anden side har netop bloggen her siden 2008 fungeret udmærket som udledning for umiddelbar og omgående poesi, jf. navnet: POESI MED KRIMINEL USKYLD. Af en eller anden grund er jeg stadig tilbøjelig til at bilde mig selv ind at det er mere uforpligtende hvad man publicerer på nettet, end hvad man publicerer i bøger, selvom sandheden er at bloggen her er blevet set og til dels læst af langt flere end mine bøger er … Udledning? DETTE ER EN FORURENET Å, de døde fisk ligger på siden og stirrer mere monofokalt frem for sig end nogensinde før med øjne så blanke og alligevel matterede som et olympisk isstadion … Men pludselig rejser en ny og hidtil ukendt art sig af slammet … Bare vent!!!

”Dette samfund / denne konstante provokation”

Forleden var Birgitte Krogsbøll så venlig at forære mig et selvudgivet hæfte af Dan Turèll fra 1973: Here Comes Your 19th Nervous Breakdown. Teksten er skrevet i løbet af et døgn nytårsaftensdag (og aften) 1972, og hæftet er et fotografisk aftryk af DT’s håndskrevne tekst. Selv kolofonen er håndskrevet, og her kaldes forlaget SOFT MACHINE PRODUCTIONS, med adresse på Forhåbningsholm Allé 18. Og ligesom forlagets navn er et Burroughscitat, er hæftets titel også planket, nemlig fra omkvædet til The Rolling Stones’ 1966-single: 19th Nervous Breakdown.Teksten rummer en del Stones-citater, samt citater fra og referencer til andre plader som digteren velsagtens hørte imens han skrev (Pink Floyd, Thelonius Monk, The Grateful Dead m.fl.). Foruden andre massemedierede størrelser som Frankenstein, Frankensteins monster, Anders And, Giro 413, Timothy Leary, Ekstrabladet, Andy Warhol m. fl. Heller ikke politikerne går fri, ” Henry Christensen, Venstre, / fhv. landbrugs-minister, / er død i nat. Så havde / han altså en krop”.

Teksten er i øvrigt aftrykt i sin helhed i de to tykke bind ”Udvalgte Digte” som Borgens Forlag udgav for nogle år siden, redigeret af Peter Laugesen - med undtagelse af den sidste side med kolofonen og nogle temmelig udførlige, men i sig selv som digt læseværdige, oplysninger om tidligere og kommende udgivelser af forfatteren (herunder et dobbeltskrift med samme Peter Laugesen). Det er den slags ting som er med til at placere skriften i en kontekst, den side af sagen man godt kan savne lidt når man sidder med et stort, musealt bind ”samlede” eller ”udvalgte digte”. Så ironisk nok, i forhold til DT’s henkastede budskaber, er min begejstring over at kunne føje originalen til samlingen STOR. Det ER noget andet at sidde med originalen i hånden. En fysisk, taktil og lidt undervurderet fornemmelse. TAK, Birgitte.

Her er ikke tale om en ”digtsamling”, men snarere om en fortløbende serie optegnelser, hvoraf nogle er stillet op med ulige højrekant (=”digt”), andre ikke (=”prosa”), alt sammen lidt hulter til bulter på kryds og tværs af siderne. Med DT’s egne ord: ”Jeg er ikke en digter som er træt af at være digter / jeg er en digter som er træt af at digte i digte”. Og i lighed med opstillingen springer teksten rundt som det passer den. I alt udgør den et slags tværsnit af en bevidsthed i netop det døgn, d. 31. december 1972: ”Jeg betragter mig som bevidsthedsarbejder, arbejder i primært min egen bevidsthed, siden det er den eneste jeg kan tillade mig at eksperimentere med. Da jeg imidlertid ikke både kan eksperimentere med bevidstheden som materiale og som kontrollant af svingningerne i sig selv, har jeg måttet indføre sproget. Spørgsmålet kunne så være, kunne så bl.a. være, om det er bevidstheden eller sproget der er materiale eller kontrollant. Begge dele er naturligvis begge dele og er hinanden, lige så lidt som ”jeg” har ”måttet” indføre noget som helst. Igen skifter planerne bare hurtigere end de krystalliserer sig.”

Tiden er ikke underligt, datoen taget i betragtning, et genkommende tema: ”Nytåret vil finde / det samme svineri uantastet /… / Nytåret vil finde / det gamle år overalt”. Nytåret er naturligvis blot et datoskift, ikke meget vil se anderledes ud i morgen, bortset fra affaldet i gaderne, men ikke desto mindre efterspørger teksten noget NYT: ”men intet er nyt uden en ny bevidsthed / og en ny bevidsthed kan ikke være der / før en anden er væk, destrueret”. Det er i det hele taget i bevidstheden at det foregår, iflg. sidste citat: ”Der er nogen der tror demonstra- / tioner begynder eller / slutter / eller går fra ét sted til et andet / Men jeg siger jer der kun er / én demonstration / som er jer / og man kan ikke demonstrere / mod ”USA's krigsførelse” / og så se ”Godfather”. ”

Bibliofile læsere af denne blog kan evt. printe billedet af kolofonen ud og klistre den ind i deres udgave af ”Udvalgte digte”: 

I DAG UDKOMMER

Birgitte Krogsbølls Betelgeuse brænder jern på Biblioteket Øverste Kirurgiske. Kr. 125, 48 s. Salg: oeverstekirurgiske@gmail.com

Tidligere udgivelser af Birgitte Krogsbøll:

Wöldums pulsar syndrom, B.Ø.K. 2002

Stumfilm, Arena 2010

Foruden talrige bidrag til tidsskrifterne Øverste Kirurgiske og Hvedekorn m.m.

”Inger Christensen skrev om Det i storværket af samme navn: Birgitte Krogsbøll skriver igen og igen om ”den” i sit iltert veloplagte lilleværk … der er en lige så total, men så godt som entydigt grum og brutal størrelse … Helt centrifugalt oppe at køre på at være helt nede i sort huls kulkælder”

skriver Lars Bukdahl (bl.a.) i dagens Weekendavis.

I MORGEN LØRDAG

FÆL FEST, lørdag d. 18 august, BKS-Garage, Carlsberg

PROGRAM:

16.00. Dørene åbner.

17.00. DJ Død og Søster Sot (Glenn og Sonja) spiller black metal.

17.30. Første oplæsningsrunde. De fem fæle:

Viggo Madsen, Karin Toft, Naja Vucina Pedersen, Nicolaj Stochholm, Lars Frost

18.45. Jørgen I Jensen docerer over en glemt russisk komponist.

19.15. Anden runde. De arge og de onde:

Vagn E Olsson, Keith Thomas Lohse, Shadi Angelina Bazeghi, T.S. Høeg, Kristina Stoltz, Niels Thomsen

20.30. Kjeld Frandsen fortæller om den tidligste jazz, ledsaget af talrige eksempler.

21.00. Tredie halvleg. De søde og de døde:

Rasmus Graff, Claus Handberg Christensen, Julie Sten-Knudsen, Martin Johs. Møller, Thomas Krogsbøl

22.15. Industrial noise ved DJ Swan (Daniel).

22.45. Sidste opløsning: Pablo Llambías, Jeppe Brixvold, Asta Olivia Nordenhof, Kenneth Jensen, Katinka My Jones

23.45. DJ Punch (Xenia) spiller jamaicansk tråd til 26.