tirsdag den 19. maj 2009

CPH:LITT 09 (diffuse øjebliksbilleder)


Da bombehundene havde været der, og kulturministeren var ankommet, kunne vi få lov at møde ham, manden fra Bombay der satte verden på den anden ende. Salman Rushdie dukkede frem og begyndte veloplagt at snakke løs om alt muligt fra Monty Python til Machiavelli. Sidstnævnte har Rushdie studeret i forbindelse med sin nye roman, The Enchantress of Florence. Machiavelli var ikke selv machiavellisk, forlød det. Han var bare en tidlig realistisk forfatter der beskrev sine erfaringer med politik. Han prøvede at blive tortureret af Mediciernes bødler, så hvorfor skulle han dog elske fyrsterne? spurgte Rushdie. Som også fortalte at han (Rushdie, ikke Machiavelli) som barn i Bombay måtte lære fem sprog for at kunne forstå hvad folk sagde til ham. Og om hvordan gadesproget i Bombay er en blanding af byens forskellige sprog. Det havde været mærkeligt for ham at komme til et monoglot land som England, han oplevede det som en begrænsning. Et interessant udsagn fra en mand der ikke just kan beskyldes for at være halalhippie.

Pia Juul med snaps. Jeg glemte at spørge om det var O.P., det foretrukne svenske mærke. Men dér var hun, skøn og sjov og klog. En yndlingsdigter, sgu. Det var ren fryd at høre hende læse op igen, bagefter strøg jeg ned i stueetagen hvor der var indrettet bogbutik, og købte Mordet på Halland. Ikke noget med at prøve at fedtspille mig til et frieksemplar, nej, betale fuld pris. Den er med garanti alle pengene værd, og det er endda billigt sluppet eftersom denne forholdsvis lille bog mindst ville fylde et par tusinde sider hvis hele underteksten skulle med. Det er sådan noget Pia Juul kan. Så tag du dig en snaps, den er dig vel undt! Og skål i fredagssolen! Jeg tror jeg smider Mordet på Halland ned i kufferten sammen med Helt i skoven, når jeg snart damper af til et varmere sted. Måske den nye ikke-kriminalroman kan kaste lys over den forholdsvis dunkle ikke-kriminaldigtsamling fra 2005. Som også havde et lig placeret i forgrunden. Eller hvad med En død mands nys fra 1993? Det er mange lig!

Med i kufferten ryger også et par andre nyerhvervelser fra weekenden: Tak for mørket far af Claus Handberg Christensen, som i øvrigt kommer i Den sidste hal torsdag d. 4. juni. Og Katalognien som er noget groovy shit af Peter Adolphsen og Ejler Nyhavn ... Jeg har ikke billeder af det hele, beklager. Jeg har ikke lært endnu at være så konsekvent og næsten grusom på det punkt som Janus Kodal, der skulle tale om grænser mellem det private, det personlige og det offentlige med Kamilla Löfström og Claus Handberg. Kodal kunne påvise en overraskende forbindelse mellem Martin A. Hansen og Per Højholt. At Højholts snak om ’hovedstolen’ havde sin rod i Heretica-tiden ... Hvad ellers? Morten Søndergaard gav prøver fra en snart kommende udgivelse på Arena, Må sort dreng dø ren, et anagram over hans eget navn. Bogen indeholder bl.a. en delvis udskrift af forfatterens DNA-profil. Tættere på kan vi dårligt komme, nu vi taler om det offentlige og det private.

Her bliver der gjort klar til Janina Katz. Vi starter i det muntre hjørne, sagde hun, det første digt hedder Endlösung. Stærke sager. Hun må huske for flere ... Og apropos Rushdie talte vi med Janina Katz bagefter om ældre emigrantdamer i Paris som ubesværet hopper rundt imellem russisk, armensk, polsk, tysk og fransk. De kan have mange andre problemer, men lige dét er tilsyneladende ikke noget problem.

Et skud Laugesen er altid godt, og sent lørdag aften var han i fin form. Der er ikke noget bedre end at lytte til energisk oplæsning af lyddigte når man har indtaget et vist antal genstande. En specialitet som Lars-Emil Woetmann i øvrigt også er skrap til. Og nu vi er ved den fede lyd, så hørte jeg selvfølgelig også Skammens Vogn med Nikolaj Zeuthen i front. Og en masse andet, men nu orker jeg ikke mere, jeg får heller ikke løn for at dyrke mit spinatbed her. Jeg sidder her bare for at bibringe jer den opfattelse at det er enormt sjovt og spændende at gå til oplæsninger, for det ville være endnu sjovere hvis der kom nogle flere ... Og uanset hvad der i øvrigt bliver sagt og skrevet om CPH:LITT, så er festivalen altså federe end Bogmessen i Forum hvis man sådan interesserer sig lidt for litteratur an sich.

Oven over ser I jeres udsendte til et lille afterparty i guldalderghettoen Bakkehuset, fuld af tanker om Knud og Kamma ... Billedet er taget kl. 2.01 lørdag nat, Morten Søndergaard trykkede på knappen. Jeg nåede aldrig ind til festivalen igen om søndagen, børnene kom, og far var træt, lidt i mørket ... Men venner, vi bliver snart nødt til i et eller andet omfang at gøre noget drastisk for at prøve at redde Knud og Kammas projekt og gennemføre deres plan, I ved, oplysning, digtekunst, civilisation, almindelig høflighed, en smule konduite ... idéen om at man er et menneske før end man er hottentot, halalhippie, perker eller svensker, kommunist, kapitalist, karseklippet eller fønbølget. Der er ganske vist tale om en abstraktion, ’mennesket slet og ret’, måske endda en form for essentialisme, men dog en åndbar én af slagsen! Mere anvendelig end så meget andet på grund af sin universalitet (en ny abstraktion, jeg ved det godt, et held jeg ikke er filosof). Så ... flere hyrdedigte eller vi skider på gulvet!!!

Til sidst et portræt af Tomas Thøfner, taget omtrent samtidig med billedet af mig selv. Et meget passende Punktum. Også en slags oplysning.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Tak for reportagen. Jeg ville have elsket at være med!

Thomas Krogsbøl sagde ...

Ja, det er godt med lidt ACTION!