Oplæsning Torsdag (NYT STED)

Øverste Kirurgiskes 82. månedsoplæsning finder sted i B7, Stefansgade 7 (over gården) på Nørrebro, tæt ved runddelen,

(skær)torsdag d. 1. april, kl. 20. Program:

Janus Kodal
Pernille Abd-El Dayem
Claus Ejner
Niels Jacob Rey Henningsen
Thomas Ahrensbøll Hansen
Sternberg
Jens Blendstrup
Tanja & Cibo

I pausen bliver endvidere en demonstration af den 4-dobbelte LP ”Opløst Mønster Musik" af Den Nørrejyske Ø's Stororkester. Gratis adgang, bar & fadøl.

Det er et bånd der taler 7

Hvorfor optage alting på bånd? Warhol koketterer med sin dårlige hukommelse når han skal forklare det, men jeg finder det ret tydeligt at den egentlige motivation er hans ønske om dokumentation. For alt hvad han gør, er jo kunst. Og han frygter ikke volumen. ”Buying is much more American than thinking,” som han siger.

Det er et bånd der taler 6

På en måde var Warhol avantgardist, vil jeg hævde, idet hans mål syntes at have været en total sammensmeltning af liv og kunst. Et gennemført kunstigt menneske. Går altid med paryk, har fire fjernsyn tændt i sit soveværelse, optager alt hvad der bliver sagt i hans nærvær på bånd, også telefonsamtaler (som han har mange af). Hvilket vel et eller andet sted påvirker alle han taler med. De eneste mennesker han virkelig ikke kan udstå, er dem der beder ham slukke båndoptageren. Så føler han sig nøgen og angst, uden beskyttelse. Skellet mellem privat og offentligt er fuldstændig ophævet. Han dirigerer sit business art-imperium hjemme fra sengen og fortæller alle i telefonen om sine problemer med filipenser i ansigtet, manglende sexlyst, underlige spisevaner osv. osv. Det ligner en tilbagevenden til den repræsentative offentlighed som man kender den fra feudaltidens Versailles, hvor solkongen ikke engang gik på lokum alene. Det peger imidlertid ikke kun tilbage, masser af folk nu til dags er på i alle døgnets timer, Warhols båndoptager virker allerede primitiv og gammeldags i sammenligning. Men det regnes stadig for dårlig smag. Og det var næppe heller én som Warhol de øvrige avantgardister havde i tankerne, da de forlangte en nyere verden. For meget kunst og for lidt liv, måske, det totale fravær af noget som helst organisk (bortset fra filipenserne).

For en nihilistisk pædagogik

Nihilistisk pædagogik går først og fremmest ud på
1) at tale hele tiden for at vise at det måske ikke er så slemt som det lyder.
2) at hylde den dårlige transmission for dens smukke flimren.
3) ...
4) at gengive ting deres oprindelige tomhed, alt andet virker mindre intelligent.
5) at fremstille produkter af ingenting, ligesom universet.
6) at opfatte tomhed som en facetteret flade og fravælge perspektiviske usamtidigheder der får tomheden til at fremtræde mindre dyb.
7) at kortlægge strukturer der genererer og transformerer tomhed med henblik på en længere forførelsesscene.

Alle de nævnte punkter er naturligvis midlertidige.

Tekster skrevet mens han så fjernsyn 2

”Before I was shot, I always thought that I was more half-there than all-there – I always suspected that I was watching TV instead of living life. People sometimes say that the way things happen in the movies is unreal, but actually it’s the way things happen to you in life that’s unreal. The movies make emotions look so strong and real, whereas when things really do happen to you, it’s like watching television – you don’t feel anything.”

The Philosophy of Andy Warhol, 1975

Det er et bånd der taler 5

Lucier’s italesatte rumlighed er ikke pop art, vel snarere en afart af konkret-musikken hvormed han i en vis forstand demonstrerer det abstrakte og principielles nazi-agtige karakter over for det konkrete, irregulære ... Man kan forsøgsvis opstille et paradoks: Jo mere vi snakker om fx. ’frihed’, jo mindre frie risikerer vi at blive, fordi frihed ophøjes til et princip. Frihed bliver til noget man ligefrem kan påtvinge folk, der måske ikke engang ønsker den eller overhovedet har dannet sig forestillinger om hvad det vil sige. En svær situation. Så må man give Warhol ret: det mest logiske i en sådan situation er at ønske sig ingenting, absolut ingenting. Ingenting er simpelthen mindre voldeligt end ting.

Mere tidsskrift

Hvedekorn nr. 4/2009 er udkommet, lettere forsinket. Det sidste fra Borgens Forlag efter 46 år. Med tekster af bl.a. mig. Og af Rolf Sparre Johansson, Kristoffer Raasted og Tina Frank, navne der også figurerer i ØK nr. 51. Og en debutant ved navn Pernille Abd-el Dayem, der lige får et bifald med herfra. Og selvfølgelig mere i et nummer der på billedsiden er superflot. Christian Vind har været i arkiverne og bringer denne gang en række fotografier af Richard Winther, grafikredaktør på Hvedekorn 1961-65. Der selv byggede de kameraer som de ret specielle billeder er taget med. Mange af billederne ledsages af Winthers håndskrevne kommentarer på kvadreret, old school A4-papir. Smukke arkivalier!

Det er et bånd der taler 4

Det er altså ikke et abstrakt rum der tales fra, stemmen kommer fra Lucier’s eget rum, ”different from the one you are in now”. Men Lucier prøver at gøre sig til ét med rummet. Han ønsker at udglattes, det hele er et stort forsvindingsnummer, for ingenting er jo det mest perfekte der findes (eller ikke findes). I hvert fald ifølge Warhol. Tilbage står de fysiske fakta. Resonansen.

Det er et bånd der taler 3

Der er belæg for at opfatte pop art som en slags fordrejet mimen af samfundets mangekantede overflader. Som endnu en moderne kunstform der har opgivet idéen om at skabe. Der kun opfatter det subjektive som en slags ’fejl’ eller en let flimren i udkanten af synsfeltet. Et godt eksempel på en mikroytring af den art er komponisten Alvin Lucier’s "I Am Sitting in a Room" – det værk som jeg parafraserer i den tredje af mine ”5 små film om poesi”. På plade i 1981, men vistnok indspillet allerede omkring 1970. ”Teksten” til ”nummeret” lyder således:

"I am sitting in a room different from the one you are in now. I am recording the sound of my speaking voice and I am going to play it back into the room again and again until the resonant frequencies of the room reinforce themselves so that any semblance of my speech, with perhaps the exception of rhythm, is destroyed. What you will hear, then, are the natural resonant frequencies of the room articulated by speech. I regard this activity not so much as a demonstration of a physical fact, but, more as a way to smooth out any irregularities my speech might have."

Og det gør Alvin Lucier så: afspiller båndet og optager afspilningen af båndet på bånd og optager afspilningen af optagelsen af afspilningen på bånd o.s.v., indtil det hele drukner i forvrængning fra ’natural resonant frequencies’ i rummet. Det varer i alt 45 minutter.
Den uregelmæssighed i talen som der henvises til i sidste sætning, er Alvin Lucier’s stammen. Der opstår et interessant clash når et superformalistisk værk, som der er tale om her, pludselig i den grad afbøjes ved en henvisning til noget helt privat og inkompatibelt. Som en blød busterminal midt ned i alting.

Det er et bånd der taler 2

Men idet man gentager tingene for båndet, sker der alligevel en drejning. Folk overdriver til ære for båndet, siger Warhol. Der er et minimalt rum for subjektivitet på båndet. Det er så ’kunst’.

Filosofi på dåse (Campbells)

Det er et bånd der taler

Det er en utrolig lethed hvormed Warhol slår ud med armene i teksten herunder. Alting opløses ved at blive fortalt til båndoptageren. En simpel fordobling af problemet på båndet fjerner dets tyngde. Intet er længere definitivt, afgørende, skæbnesvangert. Tilbage er kun en flok skæve flippere som sidder et sted i New York og taler til deres båndoptagere og spiller båndene for hinanden. Uden begyndelse, midte eller slutning. Sådan omtrent som at læse en af Warhol’s bøger der ofte lyder netop som en båndudskrift. Og det er tydeligt at fjernsynets indførelse som et almindeligt møbel i stuen, gav manden et livligt indtryk af at noget havde ændret sig på afgørende vis. Tænk på at han ikke var tilvænnet fjernsyn fra barn af ... Strategien med båndoptageren minder en del om hans billeder, der er fulde af gentagelser og ’fordoblinger’. Som de mange ens billeder af en bilulykke eller den elektriske stol i forskellige farver. Heri påpeges med enkle virkemidler det faktum, at begivenheder mister deres karakter af begivenhed ved at gentages. Betydningsfuldheden af de enkelte hændelser eller genstande ophæves. Massedød til det masseproducerende massesamfund. En logisk ækvivalent til atomtruslens, terrorismens og folkemordets generelle og almindelige rækkevidde. Alle er gidsler og derfor potentielle ofre, og alle er ligeglade. Alle er en kopi, og døden er triviel. Eller noget i den retning.

Tekster skrevet mens han så fjernsyn

“When I got my first TV set, I stopped caring so much about having close relationships with other people. I’d been hurt a lot to the degree you can only be hurt if you care a lot. So I guess I did care a lot, in the days before anyone ever heard of “pop art” or “underground movies” or “superstars.”
So in the late 50s I started an affair with my television which has continued to the present, when I play around in my bedroom with as many as four at a time. But I didn’t get married until 1964 when I got my first tape recorder. My wife. My tape recorder and I have been married for ten years now. When I say “we,” I mean my tape recorder and me. A lot of people don’t understand that.
The acquisition of my tape recorder really finished whatever emotional life I might have had, but I was glad to see it go. Nothing was ever a problem again, because a problem just meant a good tape, and when a problem transforms itself into a good tape it’s not a problem any more. An interesting problem was an interesting tape. Everybody knew that and performed for the tape. You couldn’t tell which problems were real and which problems were exaggerated for the tape. Better yet, the people telling you the problems couldn’t decide any more if they were really having the problems or if they were just performing.”

The Philosophy of Andy Warhol, 1975

Øverste Kirurgiske #51

er udkommet. Med bidrag af:
Thomas Ahrensbøll Hansen, Henriette Dy Bendtsen, Jens Blendstrup, Annabeth Bolwig, Anne Cathrine Bomann, Martin Budtz, Mogens Bynkou Nielsen, Hans Christian Bøgholm, Signe Kierkegaard Cain, Claus Ejner, Søren R. Fauth, Pia Pontoppidan Fogh, Tina Frank, Kurt Hollesen, Poul Høllund Jensen, Elton Jorn, Janus Kodal, Jesper B. Korndal, Thomas Krogsbøl, Christian Kronow Blendstrup Jensen, Tomas Lagermand Lundme, Marie Louise Malmstrøm, Malthe Mortensen, Avey Ritveld-Speicher, Herman van Rompuy, Kristoffer Raasted, Rolf Sparre Johansson, Sternberg, Niels Henrik Svarre Nielsen, Benedicte Leonora Margrethe Tafdrup (i samarbejde med Martha Holst Hjørring), Anders Vægter Nielsen. 75 kr. Bestil her: oeverstekirurgiske @ gmail.com

Om ingenting

“Some critic called me the Nothingness Himself and that didn’t help my sense of existence any. Then I realized that existence itself is nothing and I felt better. But I’m still obsessed with the idea of looking into the mirror and seeing no one, nothing.”

“I don’t really use makeup but I buy it and I think about it a lot. Makeup is so well-advertised you can’t ignore it completely.”

“... I think of nothing. How it’s always in style. Always in good taste. Nothing is perfect – after all, it’s the opposite of nothing.”

“The thing is to think of nothing. Look, nothing is exciting, nothing is sexy, nothing is not embarrassing. The only time I ever want to be something is outside a party so I can get in.”

”... if something is disappointing I know it’s not nothing because nothing is not disappointing.”

The Philosophy of Andy Warhol, 1975

Oplæsning torsdag, NYT STED

Øverste Kirurgiske holder ti-års jubilæumsoplæsning på torsdag d. 4. marts, kl. 20. Det foregår hos IMO-Projects, Ny Carlsbergvej 68 (i gården). Første torsdag i måneden, marts-juni og september-december, i 10 år! Hele nullernes årti har vi holdt stand. Hvor længe endnu? Det vides ikke. Men på torsdag kommer:

Anne-Louise Bosmans
Marius Nørup-Nielsen
Rolf Sparre Johansson
Jens Blendstrup
Thomas Krogsbøl

Mere på vej ...

+Bar med dejligt fadøl