Det er et bånd der taler 3

Der er belæg for at opfatte pop art som en slags fordrejet mimen af samfundets mangekantede overflader. Som endnu en moderne kunstform der har opgivet idéen om at skabe. Der kun opfatter det subjektive som en slags ’fejl’ eller en let flimren i udkanten af synsfeltet. Et godt eksempel på en mikroytring af den art er komponisten Alvin Lucier’s "I Am Sitting in a Room" – det værk som jeg parafraserer i den tredje af mine ”5 små film om poesi”. På plade i 1981, men vistnok indspillet allerede omkring 1970. ”Teksten” til ”nummeret” lyder således:

"I am sitting in a room different from the one you are in now. I am recording the sound of my speaking voice and I am going to play it back into the room again and again until the resonant frequencies of the room reinforce themselves so that any semblance of my speech, with perhaps the exception of rhythm, is destroyed. What you will hear, then, are the natural resonant frequencies of the room articulated by speech. I regard this activity not so much as a demonstration of a physical fact, but, more as a way to smooth out any irregularities my speech might have."

Og det gør Alvin Lucier så: afspiller båndet og optager afspilningen af båndet på bånd og optager afspilningen af optagelsen af afspilningen på bånd o.s.v., indtil det hele drukner i forvrængning fra ’natural resonant frequencies’ i rummet. Det varer i alt 45 minutter.
Den uregelmæssighed i talen som der henvises til i sidste sætning, er Alvin Lucier’s stammen. Der opstår et interessant clash når et superformalistisk værk, som der er tale om her, pludselig i den grad afbøjes ved en henvisning til noget helt privat og inkompatibelt. Som en blød busterminal midt ned i alting.