Det er et bånd der taler

Det er en utrolig lethed hvormed Warhol slår ud med armene i teksten herunder. Alting opløses ved at blive fortalt til båndoptageren. En simpel fordobling af problemet på båndet fjerner dets tyngde. Intet er længere definitivt, afgørende, skæbnesvangert. Tilbage er kun en flok skæve flippere som sidder et sted i New York og taler til deres båndoptagere og spiller båndene for hinanden. Uden begyndelse, midte eller slutning. Sådan omtrent som at læse en af Warhol’s bøger der ofte lyder netop som en båndudskrift. Og det er tydeligt at fjernsynets indførelse som et almindeligt møbel i stuen, gav manden et livligt indtryk af at noget havde ændret sig på afgørende vis. Tænk på at han ikke var tilvænnet fjernsyn fra barn af ... Strategien med båndoptageren minder en del om hans billeder, der er fulde af gentagelser og ’fordoblinger’. Som de mange ens billeder af en bilulykke eller den elektriske stol i forskellige farver. Heri påpeges med enkle virkemidler det faktum, at begivenheder mister deres karakter af begivenhed ved at gentages. Betydningsfuldheden af de enkelte hændelser eller genstande ophæves. Massedød til det masseproducerende massesamfund. En logisk ækvivalent til atomtruslens, terrorismens og folkemordets generelle og almindelige rækkevidde. Alle er gidsler og derfor potentielle ofre, og alle er ligeglade. Alle er en kopi, og døden er triviel. Eller noget i den retning.