Det er et bånd der taler 5

Lucier’s italesatte rumlighed er ikke pop art, vel snarere en afart af konkret-musikken hvormed han i en vis forstand demonstrerer det abstrakte og principielles nazi-agtige karakter over for det konkrete, irregulære ... Man kan forsøgsvis opstille et paradoks: Jo mere vi snakker om fx. ’frihed’, jo mindre frie risikerer vi at blive, fordi frihed ophøjes til et princip. Frihed bliver til noget man ligefrem kan påtvinge folk, der måske ikke engang ønsker den eller overhovedet har dannet sig forestillinger om hvad det vil sige. En svær situation. Så må man give Warhol ret: det mest logiske i en sådan situation er at ønske sig ingenting, absolut ingenting. Ingenting er simpelthen mindre voldeligt end ting.