Det er et bånd der taler 6

På en måde var Warhol avantgardist, vil jeg hævde, idet hans mål syntes at have været en total sammensmeltning af liv og kunst. Et gennemført kunstigt menneske. Går altid med paryk, har fire fjernsyn tændt i sit soveværelse, optager alt hvad der bliver sagt i hans nærvær på bånd, også telefonsamtaler (som han har mange af). Hvilket vel et eller andet sted påvirker alle han taler med. De eneste mennesker han virkelig ikke kan udstå, er dem der beder ham slukke båndoptageren. Så føler han sig nøgen og angst, uden beskyttelse. Skellet mellem privat og offentligt er fuldstændig ophævet. Han dirigerer sit business art-imperium hjemme fra sengen og fortæller alle i telefonen om sine problemer med filipenser i ansigtet, manglende sexlyst, underlige spisevaner osv. osv. Det ligner en tilbagevenden til den repræsentative offentlighed som man kender den fra feudaltidens Versailles, hvor solkongen ikke engang gik på lokum alene. Det peger imidlertid ikke kun tilbage, masser af folk nu til dags er på i alle døgnets timer, Warhols båndoptager virker allerede primitiv og gammeldags i sammenligning. Men det regnes stadig for dårlig smag. Og det var næppe heller én som Warhol de øvrige avantgardister havde i tankerne, da de forlangte en nyere verden. For meget kunst og for lidt liv, måske, det totale fravær af noget som helst organisk (bortset fra filipenserne).