DEN KONDENSEREDE FØLJETONROMANS ÆSTETIK 3a

Med det næste citat bevæger vi os fra det decideret skrøbelige til det mere spilfuldt yderlige. Her må forfatteren have siddet med et ornitologisk opslagsværk i hånden da han har skullet fremmane en skikkelse, velkendt såvel fra surrealismen som fra egyptologien, en mand med fuglehoved. DETTE ER MÅSKE SURREALISMENS ALLER-ALLERFØRSTE MAND MED FUGLEHOVED!!!:

”Men hvad var det dog for en legemlig substans, jeg bevægede mig hen imod? Jeg vidste at pelikanfamilien omfatter fire forskellige slægter: sulen, pelikanen, skarven, fregatfuglen. Den grålige form der viste sig for mit blik var ikke en sule. Den plastiske blok jeg fik øje på var ikke en fregatfugl. Den krystalliserede krop jeg iagttog var ikke en skarv. Nu så jeg ham der var berøvet et kugleformet hoved! I min erindrings folder havde jeg en uklar fornemmelse af at have mødt ham i en eller anden glohed eller iskold egn; jeg havde før bemærket dette aflange næb, bredt, konvekst, buet, med et markeret fremspring, der var negleformet, opsvulmet og meget kroget i spidsen; disse takkede, lige kanter; denne underkæbe hvis grene var adskilt helt ud til spidsen; dette mellemrum der var udfyldt af en hindeagtig hud; denne store kæbepose, gul og sækkeformet, der fyldte hele brystet og som kunne udvides i betragtelig grad; og disse meget smalle, langstrakte næsebor, næsten usynlige, der sad i en basal fure! Hvis dette levende væsen, med et ukompliceret lungeåndedræt, med kroppen dækket af hår, havde været en hel figur lige til fodsålerne, og ikke blot til skuldrene, da ville det ikke have været svært for mig at genkende ham: en yderst enkel sag, som I snart skal få at se. Men lige nu vil jeg undlade det; for at føre et klart bevis, måtte jeg have fat i en af disse fugle på mit arbejdsbord, selv om den skulle være udstoppet. Men jeg er ikke rig nok til at skaffe mig en. Ved skridt for skridt at følge min tidligere hypotese, ville jeg straks have bestemt hans sande natur og fundet en plads inden for naturhistoriens rammer til ham, hvis ædelhed jeg beundrede i hans unormale kropsstilling.” (5. sang, 2. afsnit, stadig i Lars Bonnevies oversættelse)

Man mærker tydeligt fortællerens omhu for sin skabning. Det ligner næsten kærlighed. Som andre folk kan have det med deres hunde eller undulater. Bemærk også de afsluttende, nørdede forsiringer, hvor der koketteres med rollen som omhyggelig videnskabsmand.

(forts.)

MENNESKECHAMPION

Munden taler med Hjertet
Hjernen taler med Kroppen
Munden taler med Hjernen
Hjertet taler med Kroppen
Hjernen taler med Hjertet
Kroppen taler med Munden

Bagefter mødes de alle igen, men nu omvendt, sådan at alle får tre samtaler på hjemmebane og tre på udebane. Kun to af dem går videre til sidst.

DEN KONDENSEREDE FØLJETONROMANS ÆSTETIK 3

Nu må tiden vist være inde til at bringe et par tilfældigt plukkede citater for at give dem der ikke har læst Lautréamont, en chance for at følge med i hvad jeg snakker om. Og for at eksemplificere forskellen på 1. sang og resten af Maldorors sange:

”Jeg har hele mit liv set menneskene, med smalle skuldre, uden at undtage en eneste, udføre tåbelige og talrige handlinger, afstumpe deres artsfæller og fordærve sjælene med alle midler. Motiverne til deres handlinger kalder de: ære. Da jeg så disse skuespil, ville jeg le som de andre; men denne besynderlige imitation var umulig. Jeg tog en lommekniv hvis blad havde en skarp æg, og skar igennem mit kød der hvor læberne mødes. Et øjeblik troede jeg at have nået mit mål. I et spejl kiggede jeg på denne mund der var sønderskåret i kraft af min egen vilje! Det var en fejltagelse! Blodet der flød i strømme fra de to sår hindrede mig i øvrigt i at se om det virkelig var de andres smil. Men, efter nogle øjeblikkes sammenligning så jeg nok at mit smil ikke lignede menneskenes, altså at jeg ikke lo.”

Fra 5. afsnit af 1. sang. Citatet indrammer på udmærket vis tre af de ting jeg har nævnt:
1) Det er et eksempel på den tungere, ’gotiske’ stil i 1. sang.
2) Det demonstrerer tekstens påtrængende kropslighed.
3) Det er en mistænkeligt skinger latter der lader sig høre. Faktisk er der ikke meget at le af.

(forts.)

MIT INDRE HOSPITAL (palpérbillede)

DEN KONDENSEREDE FØLJETONROMANS ÆSTETIK 2a

NOTE: Jeg havde selvfølgelig læst Burroughs’ Naked Lunch og alle de tegneserier af Robert Crumb jeg kunne finde, inden jeg kastede mig over Maldorors sange, men jeg havde på en eller anden måde fået vredet mig uden om at erkende den påtrængende kropslige karakter af begges værker. Typisk nok var min yndligsserie af Crumb Fritz the Cat, et klart umodent valg, for her var det kropslige netop altid pakket ind i Fritz’ omskrivende forfører-lingo. Jeg fokuserede simpelthen på andre aspekter. Stofferne fx. Det var ikke gået op for mig at der ligefrem kunne være tale om en særlig åndsform (lavkulturel, ’primitiv’ kropslighed + intellektualisme). Jeg så bort fra vulgariteterne hos Burroughs og Crumb, de var ligesom bare at regne på linie med når en af mine venner, som ellers var nogle fede fyre, kom til at sige en plathed, hvad der jo af og til kunne hænde ... Det er også muligt jeg kan have opfattet vulgariteterne som metaforer for det kapitalistiske samfunds råddenskab el.lign. Sådan som de faktisk anvendes i Broby-Johansens Blod. Jeg husker det ikke længere så nøje ...

DEN KONDENSEREDE FØLJETONROMANS ÆSTETIK 2

Lautréamont: Jeg er åbenbart ved at tilslutte mig geledderne af halvlumre, småforelskede biografister. Hvorfor nu ham? Fordi jeg har lyst. Jeg læste første gang Maldorors sange da den udkom i 1986 i Lars Bonnevies oversættelse. Jeg var endnu temmelig modtagelig på det tidspunkt (for ikke at sige ømskindet), og bogen eksploderede ret rungende inde i mit hoved. De mange ulækre enkeltheder berørte mig dybt; vi har at gøre med en fortæller der end ikke viger tilbage fra at fantasere om at trykke enorme, næsten universelle bumser ud. Det var en form for kropslig primitivisme der var ny for mig - i litterær sammenhæng, vel at mærke. Jeg var fascineret, men også angst. At læse ham var som at have en hemmelig last ... Senere skulle jeg igen støde på denne blanding af lav, 'primitiv' kropslighed og intellektualisme (for ikke at sige skoledrenge-agtighed, eller logisk-nørdethed) i meget forskellige og overraskende former: Man kunne fx. nævne Lawrence Sterne’s Tristram Shandy, Joyce’s Ulysses og Højholts Auricula. I øvrigt alle tre bøger der også holdes flydende ved hjælp af humor, noget der heller ikke er fremmed for Lautréamont, omend hans latter lyder gnæggende og til tider en anelse skinger ... ”Gnægge: le stødvist på en skadefro og fordækt måde”, Nudansk ordbog ...

(forts.)

Er det en måtte eller en måne?

Nye periodiskheder

Jeg har to af de lidt længere prosadigte med i det nye nummer af Hvedekorn. De udgør på en måde en fortsættelse til de 5 små film om poesi som blev trykt i Hvedekorn nr. 4/2007. Se mere her: hvedekorn.dk

Og fra pålidelig kilde tæt placeret i forhold til centrale medlemmer af Øverste Kirurgiske erfarer jeg, at jubilæumsnummeret, nr. 50, omsider skulle være ved at nærme sig et trykkeri af en art. Simpelthen årets mandelgaveidé. Det indeholder bidrag af: Thomas Ahrensbøll Hansen, Jens Blendstrup, Jonas Bruun, Martin Budtz, Bob Hvid Green, TS Høeg, Elton Jorn, Stefan Kjerkegaard, Jesper B. Korndal, Thomas Krogsbøl, Peter Laugesen, Viggo Madsen, Andreas Schulenburg, Sternberg, Niels Henrik Svarre Nielsen, Morten Søndergaard & Tomas Thøfner, Nikolaj Zeuthen. Sammen med ØK 50 udkommer særtryk nr. 13+14: Mad og poesi (poesi og mad) v. Andreas Schulenburg og Eigils fantasiverden af Nikolaj Zeuthen. Den lange forsinkelse af nummeret skyldes både tekniske og psykologiske fejl. Bestillinger modtages her: oeverstekirurgiske @ gmail.com

DIGT

døden, jeg lægger mærke
til hans smukke hænder
idet han griber skovlen

Meddelelse fra Peter-Clement Woetmann

Yo! Jeg optræder sammen med min bror, Lars-Emil (Brødrene Woetmann af Danmark) og bandet Camilla i domkirken nu på fredag d. 28 nov. kl 21:30. Det er Brødrene Woetmann af Danmark og Camilla, det er litteraturens skattekiste, det er os der citerer stjernerne og os selv og det er Camilla der skaber klange og flader af lyd og rytmiske strukturerererere som ikke bare sniger sig ind under huden men som roligt skramlende mønstre af sprog, musik og andre lyde danner en fortolkning af alt det besværlige. En kirkelig installation af raslende stilhed og litterært blæs. Stemmerne fra de blå pull-overs, fra høje mænd med madpakke og sporvognsbillet, fra det demokratiserede åndsliv, fra upersonlighedens fugtige papfigurer. Det bevæger sig farende langsomt opad for at slukkes. Når det kan være stille, kan det også larme. Det er ikke kun lyde og ord, selvom det er lyde og ord. Jeg siger kom kom! Det er *Vor Frue Kirke*, det er *Nørregade 8*, det er ord, det er lyd, det er kl *21:30 *og man kan komme og gå, men helst blive til lydene bliver og bliver og bliver. Jeg ønsker alt godt og Yo Yo!
Herlighed
Peter-Clement

DEN SIDSTE HAL

Torsdag d. 4. december bliver sidste omgang i denne sæson. Så holder vi pause indtil marts, hvor der forhåbentlig er blevet lidt varmere i hallen. Men december først: Der har vi bl.a. Lars Skinnebach på programmet. Her ses han til Borgens efterårsreception hvor han fik årets Michael Strunge-pris overrakt. Han har navneskilt på, så I kan selv tjekke om det nu virkelig er ham (det var i øvrigt navneskilte som dette der af TS Høeg i en tekst i ØK engang blev kaldt 'erkendelsesbrikker').

ALTERNATIV GRUNDFORSKNING 26

Jeg går og finder mange ting og sager når jeg strejfer omkring heroppe på poesiens tag ... Til at pynte op med hjemme i bræddehytten fandt jeg et par basunengle i gips (marmorstatuerne var for tunge) ... Det lunede ... Inde på et loftskammer nedenunder opdagede jeg et særligt energifyldt vakuum. Det var lidt uhyggeligt men også tankevækkende ... Sådan i stil med elektronisk musik fra 90’erne ... Der er nogle andre, lidt ældre typer af tomrum længere nede ad loftsgangen, men de fungerer ikke så godt som de nyere modeller. Det er stadig nemt at få øje på meget tydelige omrids eller skygger af figurer og genstande inde i de gamle tomrum: Absinthdrikkersker, sønderskudte banegårde, Jesus, hvad som helst ... Men soluret, regnmåleren og fuglebadet har gjort det hyggeligere ude i forgården, mellem hytten og mine palisadeværker ... Måske skulle jeg plante en hæk i stedet for, det ville se pænere ud ... Når bare negerkvinderne derude vil respektere den ...

STATEMENT (vistnok)

Poesi drejer sig om at udforske de muligheder der ligger i sproget. Kan man gøre sådan her? Eller sådan her? Og hvad skal det sige at man ’kan’ det? Jeg kan ikke adskille poesiens form fra dens indhold, det er mig komplet umuligt at sige hvor det ene holder op og det andet begynder. Navnlig i alt hvad jeg selv skriver – som yderligere har den særhed ved sig at jeg heller ikke kan sige hvor jeg selv begynder og noget andet holder op. Hvor meget af det jeg skriver, har jeg selv ’fundet på’? (Som om jeg selv havde bagt eller kogt ordene helt fra grunden af.) Hvor meget af det er fælles sprogligt vraggods der flyder rundt i kulturen? Denne mangel på klar adskillelse udgør på en måde poesiens fundament, dens berettigelse. Og et løfte for fremtiden. For hvis vi taler på en anden måde, så taler vi måske også om noget andet? Eller vi flytter os i det mindste et par centimeter i den ene eller den anden retning. Man kan også gå den her vej rundt om et problem. Ordene kan under alle omstændigheder aldrig holde op med at betyde noget, uanset hvor ihærdigt man prøver at tømme dem.

Himmel og hav stod i ét